HALLUCINOGENOLOGI Her er en gammel udgave af "Forbyde hallucinogener? Forbyd naturen at gro!"; dvs den er nyere end den nyeste udgave, men der er alligevel mange ting der burde have en opsang. Kapitlet om "Dyrkning af svampe" er forældet, du er meget bedre tjent med at fremskaffe tidsskriftet "Svampe" bind 18 fra 1988 side 72-80. Nøglen til bestemmelse af svampeslægten er ikke særlig god, du er meget bedre tjent med nøglen i: Jan Vesterholt og Jens H. Petersen: "Danske Storsvampe", Gyldendal 1990. INDLEDNING Mange stoffer har en gavnlig indflydelse på hjernen derved, at de åbner sindet for nye indtryk, samtidig med at de gør det muligt at bearbejde gamle indtryk på en ny måde. Sådanne stoffer kaldes bevidsthedsudvidende stoffer. Ikke alene er det naturligvis gavnligt somme tider at være påvirket af bevidsthedsudvidende stoffer, det er også et dybtliggende menneskeligt behov. Der findes også stoffri teknikker til bevidsthedsudvidelse, men der er absolut ingen grund til, at vi ikke skulle bruge af de dejlige gaver, naturen her har givet os. Den eneste grund skulle da lige være lovgivning, politi, og den slags kunstigt skabte vederstyggeligheder. For at man kan bruge et bevidsthedsudvidende stof på en god måde kræves, at man er i stand til at udnytte virkningen. Det åbner for nogle muligheder, men det du oplever er et produkt af, hvor god du er til at bruge virkningen, og hvor godt du har planlagt det. Ved de stærkeste hallucinogener, bl.a. LSD, er det helt nødvendigt, at du i forvejen har en rimelig plan for, hvad du kunne tænke dig at bruge trippet til. Lad være med at tage bevidsthedsudvidende stoffer for at hævde dig overfor andre, for at være in, eller bare for at forbruge. Og når du har taget dem, så kør virkningen op, f.eks. ved at slå kraftspring. Lad være med at sidde med hænderne i skødet og vente på, at lykken skal træde ind af døren. Det er en udbredt misforståelse, at bevidsthedsudvidende stoffer skulle have skadelige bivirkninger. Naturligvis kan det godt tænkes, at et bestemt stof, foruden at virke bevidsthedsudvidende, samtidig har nogle andre, evt. skadelige, virkninger. Men de to ting hænger ikke sammen, og langt de fleste bevidsthedsudvidende stoffer er da også fri for skadelige bivirkninger. Nogle stoffer er egentlige hallucinogener, dvs. de gør en modtagelig for nogle sanseindtryk og følelser, man undertrykker til hverdag. At opfange det, man normalt fortrænger, er en udvidelse af bevidstheden, så alle hallucinogene stoffer er samtidigt bevidsthedsudvidende. Nogle stoffer er euforiske, lykkebringende, man svæver på en lille lyserød sky. Egentligt hallucinogene stoffer kan virke euforiske, men kan også virke modsat, afhængig af ens humør og ydre omgivelser. Alkohol, der virker bevidsthedsindsnævrende, er udpræget euphorisk. Nogle stoffer virker speedende, dvs stimulerende, aktivitetsniveauet sættes i vejret. Heraf vil nogle virke speedende på hjernen, nogle på kroppen, og nogle begge dele. Det er meget almindeligt, at et stof har aktiv placebo-virkning, det vil sige, det er et placebo som beskrevet side qq, men drogen virker forstærkende på placebovirkningen. Narkotisk er et grimt, hetzpræget ord, jeg ikke normalt vil bruge; og kun hvis drogen både er vanedannende og har skadelige bivirkninger. Efter denne definition er de eneste narkotika, jeg omtaler i denne bog, alkohol tobak og opium. Egotab er en særlig virkning, man kan opleve med de stærkeste af hallucinogenerne. Efter et ofte ret smertefuldt øjeblik er det som om sjælen går ud af kroppen, og man bliver ét med kosmos. Denne oplevelse er aleles vidunderlig - men det er meget vigtigt at lade miraklet ske, når miraklet sker, ellers får man det dårligt. Der findes ikke nogen simpel måde, hvorpå man kan bestemme, hvilken af ovenstående virkninger en bestemt droge har, og normalt vil jeg bruge ordet hallucinogen om enhver droge, der har én af ovenstående virkninger. I skemaet nedenfor har jeg dog givet et skøn over, hvordan virkningerne af de forskellige hallucinogener er: Af elskovsmidlerne er det kun dem med ++ der (+)+: (kraftig) virkning øger potensen; dem med + øger kun kvaliteten. 0: Somme tider virkning +/- betyder, at virkningen ofte ses, men kun -: Ingen virkning som følge af en anden primær virkning. %: Modsat virkning bevidstheds- halluci- Eufo- Stimule- aktiv Elskovs- udvidende nationer risk rende placebo middel LSD ++ ++ ++/- ++ 0 +++ Psilocybin ++ ++ + +/- 0 ++ Mescalin ++ ++ + + 0 ++ Hash ++ + ++ +/- +++ + Cocain 0 - ++ ++ + % DMT ++ ++ + + Rød Fluesvamp + ++ - + + + Trævlehatte + + ++ + - ++ Påskelilje + + - ++ Kongelys 0 + - % - - Milde Natsk. + + + + ++ Stærke Natsk. ++ +++ ++ +/- ++ + Stepperude ++ ++ + - + + Valmuer 0 0 +++ 0 ++ 0 Kaffe, te, cacao - - + ++ - 0 Tobak - 0 - + - % alkohol % 0 + + +/- 0 FORBEHOLD Der er en række forbehold at tage ved brug af hallucinogener, som er fælles for dem alle. Derfor skynder jeg mig at tage dem nu, så jeg ikke behøver at remse dem op, hver gang jeg omtaler en plante. GRAVIDE bør ikke tage nogen form for hallucinogener, da det ikke er ordentligt undersøgt, om det har skadelig indflydelse. Hash er en undtagelse: Gravide kan roligt ryge hash. BØRN bør ikke tage hallucinogener, før puberteten er overstået. I øvrigt har jeg kendskab til enkelte tilfælde, hvor små børn fik enten hash eller LSD: Barnet havde et fint trip, men det var ingen hjælp i barnets udvikling, og de voksne havde i nogle tilfælde en dårlig reaktion. DEPRIMEREDE personer skal være meget forsigtige med at tage hallucinogener, da det let giver en nedtur. Men hallucinogener kan, rigtigt anvendt, hjælpe til at påpege problemerne, selve problemerne kan de ikke løse. DOSERINGEN varierer med: Sorten, årstiden planten er samlet på, vækstbetingelser, opbevaring, og især hvem der tar drogen, og hvilket humør vedkommende er i lige den dag. BLANDEDE TRIP kan være farlige. Jeg vil dele hallucinogenerne op således: A B C D E Mescalin Hash Stærke og milde Alkohol Amfetaminer Psilocybin Valmuer Natskygger Tobak Cocain LSD Bittersød Rød Fluesvamp Kaffe, Te Muskat DMT Natskygge Stepperude Cacao Sovemidler mv. Stofferne i gruppe E kan blandes med dem i gruppe D, men ellers ikke med noget, end ikke med de andre i gruppen. Det er velkendt, at hash sammen med amfetaminer kan give en kraftig, næsten LSD-agtig virkning. Det kan man udnytte, men det er rart at vide på forhånd. Gruppe A kan blandes med sig selv, og hen mod slutningen af trippet med gruppe D. Drik bare massevis af sprut henimod slutningen af et LSD-trip, men pas på med kaffe og the, de virker enormt speedende. Blandinger af gruppe A med gruppe B synes jeg ikke om, men man kan gøre det. Hash og alkohol er en værre blanding, man risikerer at gå lige i brædderne, især hvis hashen tages til sidst. Gruppe C er de droger, der generelt egner sig til at blande med de andre. JORDEN RUNDT Hallucinogene planter bruges overalt på jorden, da de er nødvendige for menneskets trivsel. I Stillehavet og Det Indiske Ocean findes hallucinogene fisk, hvorvidt de er i brug som hallucinogener er dog uvist. På mange stillehavsøer, og på New Guinea, dyrkes Kava Kava (Piper methysticum) der, alt efter tilberedningen, kan virke narkotisk eller euforiherende. Kava er dog et ret svagt hallucinogen, og er i de senere år blevet erstattet af forskellige psilocybinsvampe. Trold-Nøgenhat (Psilocybe cubensis) og Panaeolus (Copelandia) cyanescens (en art Glanshat) er to populære psilocybinsvampe; mange steder serverer resteauranterne et stærkt hallucinogen svamperet for turisterne. I det sydlige Asien fremstilles store mængder opium og hash. Mambog (Mitragyna speciosa) er et kæmpestort træ fra Sydøstasien, hvis blade indeholder et LSD-lignende stof, og bruges som hallucinogen. Dendrophthoe falcata er en parasit fra det tropiske og subtropiske Himalaya, beslægtet med mistelten; dens bark virker narkotisk. Frøkernerne fra det store træ Terminalia belerica virker på lignende måde. Også betelnød bruges i disse egne. I Kina har der været størst interesse for planter som Ephedra vulgaris og Panax genseng, planter der giver energi (speed). Hallucinogene planter som Hamp (cannabis), Strychnos vux-nomica (med stryknin), Nauclea rhynchophylla og Polygala teunifolia kendes dog. I Japan har man brugt opium og psilocybinsvampene Bleg Glanshat (Panaeolus papilionaceus) og Fibret Flammehat (Gymnopilus spectabilis). Desuden har skruptudser (Bufo) tilsyneladende været brugt til fremstilling af hallucinogener, både i Kina og i Japan. Nogle sibiriske normader bruger rød fluesvamp som hallucinogen (se side qq). Det påstås, at udvandrere herfra i oldtiden spredte kendskabet til denne svamps brug til Indien, hvor den er et kendt, omend lidet brugt, hallucinogen. I et gammelt skrift på sanskrit, Rig Veda, hyldes den guddommelige drik soma, som muligvis var fremstillet af Rød Fluesvamp. Det er tvivlsomt, om vikingerne brugte rød fluesvamp som hallucinogen, se side qq, men pigæble, galnebær, bulmeurt og alrune er gammelkendte, europæiske hallucinogener. Engang i middelalderen startede en hetz mod brugen af bevidsthedsudvidende stoffer, hetzen kører endnu. Middelalderens hekseafbrændinger og vore dages forbudspolitik er udslag af den samme, kristne intollerance. Herved er megen viden om tidligere tiders brug af hallucinogener gået tabt. Men vore forfædre har kunnet bruge hallucinogener, og ikke bare lavet viurkelighedsflugt med sprut. Herodot fortæller om Skytherne, at de anbragte sig i et telt og smed hampefrø ned i en glødende varm stenskål: "Skythernes fornøjelse var så stor, at de skreg af velbehag". I Nordafrika, hvor koranen forbyder indtagelse af alkoholiske drikke, er pot et meget brugt nydelsesmiddel. Hyoscyamus muticus er en slægtning til Bulmeurt, der somme tider bruges som hallucinogen i Nordafrika. I Ethiopien og længere sydpå i Afrika, samt på Den Arabiske Halvø, bruges Khat (Catha Edulis) og Betel (Areca catechu) meget. Khat er en stimulans snarere end et hallucinogen, at sammenligne med noget i retning af stærk tobak, hvad virkningen angår. Det tager apetitten og virker stærkt stimulerende, men kan fremkalde tandkødsbetændelse. I de sydlige dele af Afrika bruges nogle mesembryanthemnum-arter og andre planter som tilsætning til øllet mens det gærer, så det ikke kun er alkoholen der gør beruset. Disse hallucinogene mesembryantemummer kan også spises, ryges eller bruges til snus. Cineraria aspera er en slægtning til prydplanten gråblad. Dens blade ryges, og virkningen kan i styrke sammenlignes med cannabis. I Afrikas regnskove bruges mange andre hallucinogener, bl.a. iboga (se s. qq), men desværre er vores kendskab til planterne for dårligt. Fra Syd- og Mellemamerika kendes et væld af hallucinogene planter. At vi kender dem skyldes ikke bare, at hallucinogener indgår som en naturlig del af hvermands liv, men også, at der har været flittige folk ude og undersøge sagerne. Ellers havde situationen været som mange andre steder på jorden: Nok bruges et væld af hallucinogener, men man siger det ikke til nogen, så det får vi andre ikke glæde af. Coca-blade kommer fra Coca-busken (Erythroxylon coca). De knuste blade bruges som snuspulver, eller de hele blade tygges som stimulans. Der laves også en slags cigaretter af bladene; men desværre ofte på en dårlig måde, så cigaretterne bliver giftig at ryge- advarsel! Bladene fra Bolivianske Coca-buske indeholder ½-1% cocain. Bladene fra peruvianske cocabuske, og fra dem, der dyrkes på Java, indeholder ikke ret meget cocain, men til gengæld 1½-2½% benzoylecgonin, der virker på samme måde. Coca er dog langtfra det eneste snuspulver fra Sydamerika. Der er også yopo, curupa, niopo, nopo, epena, parika, yakee og nyakwana, der alle indeholder DMT eller DMT-lignende alkaloider. De fire førstnævnte er fremstillet af træet Anadenanthera peregrina; de sidstnævnte af Virola-træer. Herudover kendes et væld af andre, sydamerikanske hallucinogener, bl.a. cimora (se s. qq) og ayahuasca (se s. qqq). Og må jeg til sidst byde på en kop "kaffe" brygget på Paullinia yopo (kaldet yopo) og et stop "tobak" af Lobelia tupa (kaldet tupa). Jo, indianerne har sandelig forstået at drive forskning og finde frem til de gode planter. Fra Mexico og det sydlige USA kendes et lignende antal hallucinogene planter; jeg vil her nøjes med at bemærke, at kendskabet til den hallucinogene virkning af peyote, snerlefrø og psilocybinsvampe stammer herfra. Virkeligt fornemme forskningsresultater. Og så skulle jeg advare mod nogle giftige, røde bønner, der under det forræderiske navn "mescal beans" sælges på egnen. De stammer fra et træ, mountain laurel (Sophora secundiflora), men i stedet for mescalin indeholder de bl.a. cystisin, der er det samme giftstof som findes i frøene af guldregn (Laburnum). I USA og Canada er de hallucinogene psilocybinsvampe blevet overordentligt populære; rød fluesvamp og panter-fluesvamp kendes og bruges somme tider, men nyder ikke nær samme popularitet som psilocybinsvampene. Selv så nordligt som i Alaska bruges hallucinogene svampe; jeg ved dog ikke præcis, hvilke svampe der er tale om. Grønlandsk post (Ledum groenlandicum) er et grønlandsk hallucinogen, men ryges ikke meget - til gængæld ryges der meget pot. En slægtning til Grønlandsk post, mose-post (Ledum palustre), er meget almindelig i Nordskandinavien og Sibirien, og har været brugt som erstatningsplante for humlen i øllet. Den har også været brugt i Østsibirien som hallucinogen, man lagde den på en stegepande og fik røg i køkkenet. NOGET OM AT FORBYDE NATUREN Indenrigsministeriet har udsendt en liste over euforiserende stoffer, der er forbudt ved lov. Listen omfatter nogle farlige narkotika, og desuden en række stoffer, som alle mennesker kunne have god nytte af at bruge. Allerførst på listen nævnes cannabis (hash), hvorfor jeg opfordrer alle til at modarbejde denne tåbelige lov. Man kan umuligt have respekt for loven, når et så udmærket og almindeligt benyttet hallucinogen bare forbydes ved lov. Det er ødelægende for retsbevidstheden. Man har påstået, at brug af hash fører til brug af hårde stoffer. Det virker desværre som en opfordring: Hvis du bruger hash skal du også bruge hårde stoffer. Man har kriminaliseret hash, så det til dels er de samme kredse, der sælger både hash og hårde stoffer. Begge disse ting fører til øget salg af hårde stoffer; men problemet kunne effektivt løses ved, at man legaliserede hash. Jeg håber, at denne bog vil medvirke til, at den gag-gag åndsvage lov på dette område ændres. Enhver har ret til at gøre alt, hvad der ikke skader andre. Er dette ulovligt, så er det loven, der skal laves om, det er lovgiverne, der har overskredet deres beføjelser. Det skader andre, hvis man er nødt til at begå kriminelle handlinger, for at skaffe penge til hårde stoffer. Men det raver ikke nogen, om man fyrer en chillum nu og da. Og der må også være nogen, man kan købe sin tjald af. Forbudet mod hash er moralsk forkasteligt. Politiet begår hver dag røveriske overfald på sagesløse, som de frarøver deres hash. Politiet forsvarer røverierne med, at det er forbudt at besidde hash, men hvorfor dette tåbelige forbud? Menneskejagten på folk, der bruger bevidsthedsudvidende stoffer, er noget karakteristisk for den kristne kultur, og jeg tror, der er en sammenhæng. Kristendommen er -i praksis- en meget autoritær religion. Menigheden skal rette sig efter præsten, præsten efter provsten, provsten efter bispen, bispen efter de ufejlbarlige: Biblen og paven. Menigmand skal takke Gud og præsten for overhovedet at være til. Kirken skal stå for de åndlige oplevelser, det tilkommer ikke menigmand at gøre egne oplevelser ved hjælp af hallucinogener. Det er illegitimt at forbyde hallucinogener med henvisning til, at de undergraver ens egen magt. Derfor den voldsomme hetz mod hallucinogener. Husk at hetzen startede for 600 år siden, hvor kirken havde meget mere magt end i dag. For at retfærdiggøre forbudspolitiken har man opbygget et system af hule skaller af løgne. Det ligner det løg, som Henrik Ipsens Per Gynt bruger til sammenligning med sit inderste jeg: Det består af en mængde hule skaller, men mangler ganske en kerne af noget sandt. Løgets yderste skal er den hårde hetz mod hash: Pressen skriver om narkomaniens rædsler, og nævner i samme åndedrag hash. De to ting har intet med hinanden at gøre, men kædes altså sammen i nogle folks bevidsthed ved denne urimelige sammenstilling af avisoverskrifter. De næste hule skaller er de mange løse påstande om skadelige bivirkninger af hash, LSD, cocain... Den slags påstande bliver gerne brugt i den "saglige debat" i nogle år, så bliver de videnskabeligt modbevist (meget ressourcekrævende), hvorefter man finde på nye. Lyons Club stod en dag på torvet og delte den slags løgne ud. Hvad var meningen? De ønskede vel blot at få "den slags folk, der bruger sådan noget" kastet i fængsel. Den næste hjule skal er FN-konventionen om bekæmpelse af narkotika, der regner hash for et narkotikum. Danmark har desværre underskrevet denne konvention, og med henvisning til denne kan lovgiverne altid nægte at frigive hashen. Til sidst er der spørgsmålet om, hvorfor USA (og hermed FN) forbød hash. Her er jeg overladt til gætterier, men hashhadere har store muligheder for at påvirke lovgivningen gennem lobbyvirksomhed i et land som USA. Fra Norge har vi et lysende eksempel på, hvorledes en håndfuld facister gennem løgne har påvirket lovgivningen, så psilocybinsvampe nu er en forbudt droge der. Hashen er der penge i, underverden tjener enorme $ på hashforbudet. ******************* Nogle mener, at brug af hallucinogener er virkelighedsflugt. Det synes jeg er en hovmodig holdning - penge er det stof, der i dag bruges mest til til virkelighedsflugt. Men sygelig trang til at skrabe penge sammen løser ikke problemerne, og kan desuden have bivirkninger i form af stress, forurening og rovdrift på naturen. Alkohol og opium kan bruges til virkelighedsflugt, og har lignende ulemper. Derimod kan psilocybin, mescalin og LSD slet ikke bruges til virkelighedsflugt; tværtimod får man problemerne skåret ud i pap. Virkningen af hash er en mellemting mellem disse to yderpunkter. Daglig hashrygning kan bruges til virkelighedsflugt, og det er noget skidt. Men hvis vi havde et mere naturligt forhold til hallucinogener kunne misbrug undgås, og de gavnlige virkninger er enorme. Det er Ligesom med ilden: Uden den kan vi ikke lave et blødkogt æg, men fra barnsben af må vi lære at omgås den på en fornuftig måde. Nogen foretrækker stoffri teknikker frem for hallucinogene droger til bevidsthedsudvidelse: Yoga, meditation, rejser... Det er naturligvis udmærket, omend betydeligt mere tidskrævende, og det har den fordel, at man som regel møder nogenlunde velforberedt til trippet. Men forkert valg af f.eks. meditationsteknik er lige så dårligt som forkert valg af hallucinogene droger. Det er ingen tilfældighed, at mennesket overalt på jorden bruger hallucinogener (se side qq) - det ligger i den menneskelige natur. Hallucinogene planter gror allevegne, vi mennesker er født til at bruge naturen og dens hallucinogener, det skal lovgiverne ikke blande sig i. Vi er derfor nødt til at finde frem til nogle gode hallucinogener (f.eks. hash, psilocybin, mescalin og måske cocain) og frigive dem. Hvis man virkelig insisterer på at forbyde hallucinogener, så må man først forbyde naturen at gro. Frække psilocybinsvampe stikker hovederne op ude på markerne. Hæld gift på dem! Høgeurten vokser i skoven. Færdsel udenfor stierne forbudt! Folk dyrker hamp og psilocybinsvampe på badeværelset. Mer politi! Der vokser påskeliljer i villahaverne. Asfalter alle villahaver! Nej, vi kan aldrig, aldrig forbyde hallucinogenerne at gro. HALLUCINOGENOLOGISK METODIK Der findes ikke nogen bestemt metode, hvormed man kan afgøre, om en droge er hallucinogen eller ej. Man må lade mennesker afprøve drogen, og så høre deres personlige mening. Dyreforsøg er i denne forbindelse nytteløse. Jeg vil kalde en droge hallucinogen, hvis (ideelt): -Én person har prøvet den mange gange, og har fået en hallucinogen virkning de fleste gange, og -Flere personer har prøvet den en enkelt eller flere gange, og de fleste har fået en virkning. Efter at man har taget et stof er det svært at afgøre, om det har en virkning. Forventningen om en hallucinogen virkning kan give en hallucinogen virkning, det et det der kaldes placebo-effekt. Forestil dig, du kan hverken læse eller skrive, og du har fået et stykke papir, som du tror er en biografbillet. Du går hen til kontrolløren og viser ham billetten; slipper du ind, så var det nok en biografbillet. Men måske slap du ind, skønt det ikke var en rigtig biografbillet, kontrolløren var uopmærksom (placebo-effekt). Hvis du ikke slipper ind, hvad så.. Måske var filmen forbudt for børn, for andre end dig ville billetten være god nok. Eller måske var billetten til en anden biograf (man forventede en virkning, drogen ikke kunne have). For at bruge en droge er det nødvendigt først at finde en passende dosering. Prøv først med en lille, afvejet mængde. Virker den ikke, så prøv med dobbelt (eller 3x ) så meget, og bliv ved med at doble op, indtil den virker. Hvis du gør det, har du drevet et smukt stykke forskning. Når du afprøver en plante, så undgå et forsøgsresultat der siger, at en plante, der ikke er sikkert botanisk identificeret, måske er hallucinogen. Metodikken brød delvist sammen, da jeg hørte om giftvirkningen af enkelte slørhatte (Cortinarius orellanoides bl.a.), hvor de første forgiftningssymptomer, en betændt nyre, først kommer efter nogle uger. Jeg har ikke anden løsning på problemet end at lade være med at afprøve slørhatte, desværre. Og så at vente en rum tid, mellem hver gang man afprøver en plante. Jeg har begrænset mit arbejde indenfor hallucinogenologisk videnskab til en undersøgelse af, hvilke lettilgængelige planter, der er hallucinogene. Mange har savnet en nøjere beskrivelse af virkningen, den kan jeg ikke give, lav den selv! En naturlig fortsættelse ville også være at undersøge, hvilke andre påvirkninger (yoga mv) der virker hallucinogene. HALLUCINOGENERNES KEMISKE FORMLER Der er en gruppe af stoffer, der kaldes alkaloider. Det er kvælstofholdige, organiske forbindelser, gerne med en eller flere ringe i molekylet. Proteinerne regnes ikke for alkaloider, men passer i ovenstående definition. De fleste hallucinogene stoffer er alkaloider. Et indolalkaloid er et alkaloid, der i kemisk opbygning består af indol + noget mere. Tilsvarende består et ß-phenethylamin i den kemiske opbygning af ß-phenethylamin + noget mere. Det er helt forbløffende, hvor mange af hallucinogenerne, der er enten indolalkaloider eller ß-phenethylaminer. De hallucinogener, der er indolalkaloider, har så godt som alle en ß-ethylamin-sidekæde knyttet til indolen. Nedenfor har jeg skrevet de kemiske formler for hallucinogenerne. Bogstaverne R og S angiver molekylets rumlige opbygning, i henhold til vedtagne regler, som jeg ikke kommer ind på her. I stregformlerne skal der stå C (kulstof) i alle hjørnerne, og fyldes ud med H (brint), så alle C-atomerne får 4 bindinger, som vist i eksemplet serotonin. NEUROTRANSMITTERE Hallucinogener virker generelt fremmende på hjernevirksomheden og fantasien. Tanker kan kemisk opfattes som nerveimpulser, og mange hallucinogener fremmer overførslen af nerveimpulser. Nerveceller er nogle indtil ½ m lange celler med et hoved og en hale (se fig.), hvor en impuls kan gå fra nervecellens hoved til dens hale. For at overføre impulsen til næste nervecelles hoved, udskiller halen nogle stoffer, de såkaldte neurotransmittere. De vandrer så over til næste nervecelles hoved, og påvirker det, så der sendes en ny impuls afsted. Herefter skal neurotransmitterne nedbrydes, det sørger et enzym for, enzymet kaldes MAO (MonoAminOxidase). Mange hallucinogener stimulerer dannelsen af neurotransmittere, eller hæmmer nedbrydningen. Så dannes der en masse tanker, og hermed hallucinationer. En MAO-inhibitor er et stof, der hæmmer virkningen af MAO, hvilket blandt meget andet betyder, at neurotransmitterne nedbrydes langsommere, tankeaktiviteten øges. Der er dog masser af hallucinogener, der virker på en helt anden måde. M E S C A L I N Peyote er en hallucinogen kaktus, der altid har været meget populær i sit hjemland, det nordlige Mexico og det sydlige USA. Fra denne kaktus isolerede den tyske kemiker A. Heffer i 1894 det aktive stof, som han kaldte mescalin. I 1919 bestemte E. Späth den kemiske struktur, og fremstillede stoffet syntetisk. Virkningerne af mescalin, psilocybin og LSD minder en del om hinanden, de udgør en gruppe af kraftige hallucinogener, hvor mescalin er det mildeste i gruppen. Det er testet grundigt, dels klinisk, og dels har det som sagt været brugt i Peyotens hjemland i tusinder af år. Der er ikke fundet skadelige bivirkninger. Da det desuden er mere farverigt end de andre i gruppen, og lettere at komme ned fra, hvis man skulle ønske det, burde det teoretisk være det foretrukne hallucinogen. Når det ikke desto mindre kan være svært at fremskaffe skyldes det dosen, til et trip skal man bruge ¼-½ g ren mescalin mod ca. ¼ mg LSD, og virkningen holder sig kun halvt så længe. Med andre ord, hvis man fremstiller 1 kg LSD er der nok til at sende hele Danmarks befolkning på trip; men 1 kg mescalin rækker kun til Samsø. Politiets ihærdige indsats taget i betragtning er der ikke noget at sige til, at undergrundslaboratorierne (som vi er megen tak skyldig) foretrækker at lave LSD frem for mescalin. Hvis mescalin blev frigivet kunne det sælges på apoteket for måske 20kr pr ½g. Vi kunne forestille os en ordning, hvor og vi kun kunne købe en vis ration, så vi begrænsede faren for misbrug, og gennem brugen af mescalin ville vi alle få et rigere liv. Når du skal bruge mescalin må du vide, at det muligvis ikke vil virke, uden at du selv gør noget for at køre trippet op. Hertil er meditation særdeles velegnet; du kan også stå på hovedet eller lignende. Mescalin egner sig fint til en sommernat ved bålet, fordi der ikke er for meget lys, hvorved mescalinens helt fantastiske, og meget berømmede, farvevirkning rigtig kan komme til sin ret. Det er som om dagslys, og kunstigt lys, fordriver trippets farver. Trippet er gerne 1-2 timer om at køre op, dosering af mescalin (i form af mescalinsulfat): Lill dosis ¼ g, varer til ca. 4 timer efter indtagelsen Stor dosis ½ g, varer til ca. 7 timer efter indtagelsen Peyote Lophophora williamsii Peyote er en meget hårdfør kaktus fra det nordlige Mexico og det sydlige USA. Den har en stor pælerod, så den kan udholde udtørring, denne pælerod skal naturligvis være dækket af jord, men man kan opleve en skruppelløs blomsterhandler, der lader det meste af roden stå over jorden, så den ser stører ud når den sælges. Den vil gerne have en mager, sandet/leret jord, helt fri for sphagnum eller andre planterester. Ovenpå jorden kan man lægge et lag lyse sten, det for at holde på fugten og giver den lidt lys nedefra. Den bør kun vandes fra underskålen, og ret sparsomt, da den ellers i værste fald kan få rådne pletter, der kun langsomt læges. Dog kan den godt lide at blive vasket (vand oppefra) en gang eller to om året. Billedet (side qq) viser en blomstrende kaktus; kaktussen kan opformeres ved frøformering eller ved sideskud. På ældre kaktus dannes der efterhånden en hel krans af sideskud (kaktusknopper) udenom den gamle kaktus. Når disse knopper er nogle år gamle, kan de skæres fra moderplanten, og kan med lidt held og kærlig pleje slå rod. Vanskeligere er det med frøplanter. De små sarte kimplanter bør ikke stå for fugtigt, men kan som alle andre planter på den anden side heller ikke tåle at tørre helt ud. Da de gror langsomt, er det lang tid man skal passe på de små planter. Frøene kan man som regel finde i små sorte frøkapsler i de hvide hår på kaktus, der har blomstret. Nu har jeg sagt så meget om opformeringen, og kun lidt om brugen. Det er fordi Peyote er en sjælden kaktus, der trues af udryddelse på grund af sine gode egenskaber. Derfor kan vi ikke tillade os bare at købe planten og straks spise den, vi må først lære at opformere den, selvom det tager rigtigt mange år. Men den er et "klassisk" hallucinogen, stærkt mescalinholdig. Frisk Peyote inde- holder omkring 1% alkaloider, den tørrede plante 5-10%; knapt halvdelen af alkaloiderne er mescalin. Til et trip skal man bruge o,2-o,7 g ren mescalin (som sulfat); o,4 g er en passende dosis. Heraf kan man regne ud, at man skal bruge henved 100 g frisk kaktus til et trip. Tager du væsentligt mindre, så virker den ikke - og så er det synd, at man har slagtet den sjældne kaktus. Foruden mescalin indeholder kaktussen et halvt hundrede andre alkaloider, hvoraf de vigtigste er pellotin, anhalonidin og lophophorin. De to førstnævnte har en ret kraftigt beroligende, evt. søvndyssende virkning. Lophophorin er ret giftigt, det giver øjeblikkeligt hovedpine, rødmen, og en varm strømmende fornemmelse i kroppen, til gengæld holder virkningen kun i kort tid. Så efter at man har spist kaktussen får man så at sige tømmermændene inden trippet, men så aftager giftvirkningen af lophophorinen, samtidigt med at mescalinen for alvor begynder at virke. Kaktussen høstes ved at skære toppen - det grønne og kødet nedenunder - af. Så kan der skyde en ny kaktus af roden. Den skal bruges kort tid efter, at den er høstet, ellers taber den sin kraft. Man kan dog evt. tørre kaktussen, den tørrede kaktus kan opbevares et par år, uden at tabe for meget kraft. Når den friske kaktus skal spises, kan man fjerne hårerne og spise kaktussen som den er. Hårerne indeholder en del mescalin, men irriterer maven, så dem laver man et vandigt udtræk af, som filtreres og drikkes. Taget på denne måde er de ubehagelige, indledende symtomer dog ofte ret kraftige. Det er nok bedre at koge the af kaktussen: Findel kaktussen, kog den i vand, og filtrer vandet fra. Tilsæt mere vand til planteresterne og ekstraher endnu en gang med vand. Det vandige udtræk har kun ringe holdbarhed, da mescalin i vandig opløsning iltes af luften; holdbarheden kan forøges ved at tilsætte ascorbinsyre, f.eks. i form af appelsinsaft, og gerne allerede når kaktussen koges. Så kan det vandige udtræk holde sig nogle få dage i køleskabet. Eventuelt kan den giftige lophophorin fjernes ved at ryste det kolde, vandige udtræk med æter. Lophophorin, ikke mescalin, er opløseligt i æter, så det fjernes ved at skille æteren fra og kassere den. En sjælden variant af peyote, Lophophora incinata (=L.diffusa), er berygtet for ikke at indeholde ret meget mescalin, men til gengæld meget af det giftige lophophoirin. Den kendes især på, at blomsterne er gule, mens den rigtige Lophophora williamsii har røde eller hvid/røde blomster. Hvis du lige har fået en Peyote skal du ikke være bange for, at det er en diffusa. Skulle det så alligevel siden vise sig, at den har gule blomster, så har du ganske vist ikke fået mescalin; men til gengæld en meget sjælden kaktus. I Peyotens hjemland er der mange ritualer omkring dens indtagelse. Jeg mener ikke at vi behøver lave ritualerne efter, men nok, at det er vigtigt, at vi laver en form for andagt eller opløftet stemning i forbindelse med peyotespisning. SAN PEDRO Trichocereus pachanoi San Pedro er en højt skattet kaktus fra Andesbjergene, hvor den dels dyrkes, dels vokser vildt. Den er den vigtigste ingrediens i en hallucinogen drik, cimora, derdog desuden er iblandet udtræk fra bl.a. kaktussen Neoraimondia macrostibas og euphorbiaceae'en Pedilanthus tithymaloides. San Pedros høje popularitet skyldes utvivlsomt dens høje mescalinindhold: o,12% af frisk vægt, 2% af tør vægt. San Pedro er en hurtigtvoksende søjlekaktus, der nemt og udbytterigt lader sig dyrke som potteplante herhjemme. Når jeg siger hurtigtvoksende skal det forstås relativt, ingen kaktus er hurtigtvoksende, men kun få kaktusser gror lige så hurtigt som den. En lille San Pedro skal nok plejes i ca. 5 år, før den har vokset sig stor nok til at man kan høste den. Den gror godt i mange forskellige slags jord, f.eks: Standardjord eller Potteplantemuld tilsat ren sphagnum (ikke ernæringsforbedret) Eller i kaktusjord, der bl.a. kan tilberedes således: 5 dele ren sphagnum 3 dele porøst materiale: Pimpsten, trækulsstykker ell. knuste mursten 2 dele groft, udvasket grus 1 del flere år gammel gødning eller anden form for gødning eller 1 del sphagnum 1 del havejord 1 del siet kompost Når kaktussen er i vækst, giv den da rigeligt med vand, og giv den også lidt gødning, når den har vokset sig stor. Om vinteren bør den stå knapt så fugtigt, og have en hvilepause på 2-3 måneder. Kaktussen sætter slet ikke pris på fuld sol, ja de små kaktusser kan slet ikke tåle det, men bliver helt sorte og dør. Det er en god idé at stille kaktussen ind i drivhuset om sommeren, pas på at den ikke får for meget sol. San Pedro kaktussen bør ikke høstes, før skuddet er mindst 30 cm langt. Hver gang du høster, kan du få mindst 2 nye kaktus, idet du skærer kaktussen over, så der efterlades en stub på et par cm, så skyder der 1-2 nye kaktus op fra stubben. De øverste 5-10 cm skærer du fra til en stikling, skær den til så den spidser til som vist, og lad den hænge og tørre et par uger med snitfladen nedad - så kan den slå rod, når den plantes i fugtig jord. Når du høster, tar du altså et midterstykke fra til spisebrug. Hvis du spiser den rå, skal du selvfølgelig først skrabe tornene af, det gøres med en sløv kniv i en barberende bevægelse. Den tynde, voksagtige belægning yderst på kaktussen kan dog give kvalmende fornemmelser; det undgås ved at brygge drikken cimora af den: Mas kaktussen, gerne med en elektrisk saftjuicer; de faste dele indeholder dog meget kraft, og bør absolut udtrækkes, helst med flere hold vand. Væsken bliver forbløffende slimet, men kan dog sies gennem en fin sigte (ikke et kaffefilter). Det anbefales at minske væskens rumfang ved inddampning, samtidig opnår man, at væsken ikke får en nær så slimet konsistens. Væsken kan næppe holde sig imere end et par dage, og bør opbevares i køleskab. Virkningen er overlækker, som mescalin, se side qq, og den kommer ofte ret langsomt. En stor dosis virker fra ca. 1 time efter indtagelsen til ca. 10 timer efter indtagelsen; en mindre dosis virker kun i en del af dette tidsrum, f.eks. fra 3 til 6 timer efter indtagelsen. lille dosis normal dosis stor dosis Mængde af frisk kaktus 150 g 250 g 500 g Slægten Trichocereus omfatter ca. 40 arter af søjlekaktus. Arten pachanoi (San Pedro) kendes på tornene, der er rødlige (dog ikke altid på små kaktus), der er 5-10 torne pr. areol, de øverste torne er længere end de nederste, og tornene er så lange, at tornene fra én areol lige knapt når at rage ind over tornene fra naboareolen. To andre Trichocereus-arter, Trichocereus validus og Trichocereus peruvianus (=Cereus peruvianus) indeholder så meget mescalin, at det kan være lønsomt at spise dem. I peruvianus er mescalinindholdet målt til o,5% af den tørrede kaktus, mod San Pedros 2%. På næste side ses, hvordan én kaktus bliver til mange, samtidigt med at man får stykker fra til spisebrug. Billede A er taget ½ år før billede B; de øvrige billeder er taget med ét års mellemrum, alle af den samme kaktus med aflæggere. Bliver man sådan ved, kan man se frem til indenfor en overskuelig årrække at skulle flytte ind i en ny og størrer lejlighed. LSD LSD er et af de kraftigste hallucinogener. Rigtigt anvendt giver det ikke blot et orgie af skønne oplevelser, men kan desuden have drastiske, gavnlige virkninger. LSD i mindre doser kan tages, blot man har rimeligt trygge omgivelser, mens LSD i store doser kræver mere forberedelse. Dosering: Lille dosis: 0,05 mg Normal dosis: 0,2 mg Stor dosis: 0,5 mg Første virkning efter: 1-3 timer ½-2 timer 15 min - 1 time kulminerer efter: 3 timer 5 timer 6 timer Foreløbig afslutning: 7 timer 9 timer 12 timer Afslutning: 12 timer 1 døgn 1-2 døgn Regler for LSD-brug: 1) Tag LSD i rolige, smukke og trygge omgivelser, især de første gange. 2) Bland ikke LSD med for meget speed (kaffe, the, amphetamin). 3) Vær udhvilet, når trippet tages. 4) Du må ikke presse nogen til at tage LSD. 5) Glem ikke at tage LSD, i hvert fald med nogle års mellemrum. 6) Hvis du alligevel kommer på nedtur, så: -Tilkald ikke lægen. 7) Hvis du har haft et dårligt trip, skal du efter nogle uger tage et nyt trip. Desværre er LSD-en i nogen grad bragt i miskredit af en overlæges uansvarlige omgang med stoffet. Han tvang psykotiske patienter til at tage det, hvorefter han låste dem inde, helt alene og isoleret fra omverdenen. Patienterne, der jo i forvejen havde psykiske problemer, blev ofte rædselsslagne over de kraftige oplevelser, og det havde selvsagt en meget dårlig indvirkning, som mange af dem døjer kraftigt med den dag i dag. Af historien kan vi naturligvis lære, at forkert omgang med LSD kan være skadeligt. Der er nogle regler, der må overholdes: Hvis du en kold vinterdag går ud med for lidt tøj på, kan du blive syg, eventuelt fryse ihjel. Men derfor skal du ikke lade være med at gå udenfor, du skal bare klæde dig fornuftigt på. Og når du skal på LSD-trip, så skal du naturligvis også forberede dig til trippet på passende vis. Det er fantastisk at tænke på, at de fejlbehandlede patienter, jeg omtalte ovenfor, kunne få det meget bedre, blot man nu overholdt regel 7: ovenpå et dårligt trip skal man tage et nyt trip. Vi har den nødvendige kapacitet herhjemme, der er en læge der har tilbudt at give de patienter, der ønskede det, en gentagen LSD-behandling, denne gang naturligvis under fornuftige omstændigheder. Men sundhedsstyrelsen har sagt nej! De anser åbenbart LSD for at være noget farligt noget, og sætter egne idiotiske principper over alle menneskelige hensyn. Der har været ført en skrækpropaganda mod LSD. Det er meget uheldigt, for hvis man bare tror på lidt af propagandaen er det sværere at nyde et LSD-trip, og kvaliteten af oplevelsen kan blive forringet. Det har været påstået, at LSD kunne skade de arvelige anlæg. Det er ikke rigtigt, virkningen af LSD i den sammenhæng svarer til virkningen af en tusindedel af en almindelig hovedpinetabelet (acetylsalicylsyre). Derimod er det rigtigt, at gravide kvinder ikke skal tage LSD i perioden fra de opdager at de er gravide og til 3½ måned henne i svangerskabet: Det giver dels en øget risiko for en abort, og dels er der vistnok og måske en svagt øget risiko for at få et vanskabt barn. Men at LSD skulle være vanedannende, det er ren skrækpropaganda, det er LSD overhovedet ikke. Man skal absolut ikke overdrive brugen; men hvis man alligevel gør det, så vil stoffet selv fortælle en, at man skal holde igen. LSD-oplevelsen Det er ikke muligt i ord at beskrive oplevelsen af LSD-trip, da den er af følelsesmæssig art. Men givet er det, at mange ting, der ligger i underbevidstheden kommer op til overbevidstheden. Din krop er en sammenhængende organisme, men i vestlig kultur har man gerne villet dele den op i funktioner. På trip vil du sanse hele din krop, ja sågar kroppen samt omgivelserne, som den sammenhængende organisme, det er. Den øgede kropsbevidsthed gør det måske muligt for overbevidstheden at styre nogle kropsfunktioner, du ikke har været opmærksom på før, f.eks. i forbindelse med fordøjelsen; men lad hellere være: Overbevidstheden ved ikke, hvordan mavens funktioner skal styres, så det kan hurtigt blive til en mavepine. Desuden vil de fleste få en mængde oplevelser af religiøs art. En af de bedste anvendelser af LSD er som elskovsmiddel. Det kræver naturligvis at man er to, der er enige om at bruge LSD på denne måde. Men så er oplevelsen også enorm; man skal dog være klar over, at eftervirkningerne normalt varer hele livet... Nedture Der er noget syre, der er god syre, og noget, der er dårlig syre. God syre består af ren LSD, og heldigvis synes markedet at have forbedret sig, så det meste syre består af god, ren LSD. Hvis du har spist god syre, så føler du dig afslappet på trippet, og kunne til nøds sove. Dårlig syre kan indeholde lidt speed (amphetamin mv) eller være en hel anden kemisk forbindelse med LSD-lignende virkning, som desuden virker speedende. Føler du dig alt for speedet på trippet, så prøv at løbe speeden af dig. Gå en lang tur i skoven, eller lav en anden form for motion, helst uden at alt for mange mennesker kommer og blander sig. Undgå at skulle sidde stille og snakke med for dig ligegyldige mennesker. BLÅ TRAGTSNERLE ipomoea violacea Frøene af Ipomoea indeholder lysergsyreamider, der i virkning minder om LSD (LSD er et lysergsyreamid: LySergsyreDiethylamid), men virkningen er ikke lige så kraftig. Da de aktive stoffer sidder bag en tyk frøskal, virker frøene kun, hvis man knuser dem. Da smagen er led, nytter det ikke at forsøge at tygge frøene mellem tænderne; knus dem på forhånd, f.eks. ved hjælp af en peberkværn. Dosering: 5-20 g, 50-200 stk Smagen af frøene er ikke rar, det hjælper at spise f.eks. en ostemad til, og skylle efter med rigeligt vand. Næste gang du prøver at spise dem er smagen endnu værre osv. Der er derfor en grænse for, hvor mange gange i dit liv, du kan spise dem, og derfor anbefaler jeg, at du bruger en ordentlig stor dosis allerede første gang. Hvis frøene er bejsede skal det ordentligvis stå skrevet udenpå posen. Er du i tvivl, så vask frøene i lunkent vand, og tør dem, inden de knuses. Det duer ikke at vaske de knuste frø, da de aktive stoffer er noget opløselige i vand. Hvis du selv dyrker frøene får du nogle fantastisk flotte, blå blomster, men det kræver en meget lun vokseplads, helst drivhus, hvis frøavlen skal blive til noget, og udbyttet er sjældent ret stort. Også stænglen og bladene indeholder en lille smule af de aktive stoffer. Der findes mange variteter af Ipomoea violacea, den almindeligste hedder Clarkes blue. De andre variteter synes dog at virke lige så godt. Derimod dur ipomoea purpurea (Scarlet O'hara) ikke, den indeholder absolut ingen aktive stoffer. Frøene af Baby Woodrose (Argyreia nervosa) indeholder mange gode lysergamider, men den er vanskelig at skaffe frø af, og frøene er vanskelige at få til at spire. Det bliver dog en fantastisk smuk stueplante. Dosis: 2g frø. PSILOCYBIN Psilocybin er et serdeles godt hallucinogen. Det er et kraftigt bevidsthedsudvidende stof i samme gruppe som mescalin og LSD, nedture er sjældne, farver på trippet almindelige, og det er et godt elskovsmiddel. På trippet får man en øget kropsbevidsthed der gør, at det nogle steder bruges som lægemiddel, og det har vist sig at have en gavnlig indflydelse endog på alvorlige sygdomme. Den bedste måde at indtage det på er ved at spise det, men teoretisk kan det også ryges eller indtages ved injektion. Lille dosis Normal dosis Stor dosis Dosering: 7 mg 15 mg 50 mg Første virkning efter: 1 time 30 min 15 min Kulmination: 2 timer 3 timer 4 timer Afslutning efter: 4 timer 6 timer 8 timer Virkningen afhænger - naturligvis - af omstændighederne omkring trippet. Hvis man tager en stor dosis det almindeligt, at man gerne vil ligge ned og have fred, mens det kulminerer. Fred til at opleve egotab i. Sidenhen, når det ikke virker så kraftigt mere, er det almindeligt, at man får lyst til at røre sig, danse med vibrerende lemmer, og mærke vibrationerne strømme ud gennem fingerspidserne. Trippet kan således deles op i en uspeedet (ligge ned) og en speedet (danse rundt) del. Ved en lille dosis psilocybin vil den speedede del gerne dominere. Den speedede virkning er dog ikke kraftigere, end at man godt kan lægge sig ned og sove, hvis man er træt - men det er naturligvis spild af et godt trip. Man bør nøjes med en lille dosis, hvis trippet tages i et socialt uafklaret miljø, f.eks. sammen med folk man ikke kender godt og specielt holder af, ved musikfestivaller og værtshusbesøg. Som elskovsmiddel egner psilocybin sig serdeles godt, og her kan det være fint med en stor dosis. Psilocybin er langt mere fredsommeligt end LSD, men principielt gælder der de samme regler, omend de kan behandles mere skødesløst. Nedture er som sagt meget sjældne, men de kan komme, hvis man enten har taget en stor overdosis, eller har taget psilocybin alt for mange gange indenfor kort tid. Nedture behandles ligesom ved LSD-trip, jeg gentager: Tilkald ikke lægen. Psilocybin findes i de svampe, der omtales i det følgende, undtagen Rød Fluesvamp. Strengt taget er der tale om flere, kemisk beslægtede stoffer, hvoraf de vigtigste er: Psilocybin: Godt hallucinogen. Psilocin: Som psilocybin, men det nedbrydes ret hurtigt af luftens ilt. Baeocystin: Vistnok hallucinogent som psilocybin; men jeg har mistanke om, at det er hårdt ved nyrerne. Spids Nøgenhat (Psilocybe semilanceata) indeholder noget baeocystin, hvorimod Trold-Nøgenhat (Psilocybe cubensis) er dejlig fri for baeocystin. Dette har dog kun betydning for de få med en svag nyre, og baeocystin giver ingen varig nyreskade. Psilocybin er blevet grundigt testet klinisk, uden at man har fundet skadelige bivirkninger. Indianerne i Mellemamerika har brugt psilocybinsvampe i de sidste 3500 år, og har heller ikke observeret skadelige bivirninger. M A R I A S A B I N A E N I N D I A N E R H I S T O R I E historien om psilocybinens opdagelse Der er en mærkelig historie om psilocybinsvampe og indianernes glemte viden. Brugen af psilocybinsvampe er ret ny for den vestlige kultur, mens indianerne i Mellemamerika og Sydamerika har brugt dem i årtusinder. Fra Mexico, Aztekernes gamle rige, til Peru, har man fundet "svampesten", små stenfigurer, der forestiller en psilocybinsvamp eller dennes ånd. De ældste svampesten er ca. 3500 år gamle! Psilocybin er et særdeles vel gennemprøvet hallucinogen. Før Columbus var brugen af disse svampe vidt udbredt, vi ved at psilocybinsvampe i stor stil blev brugt ved kroningsfesten for azteker-kejseren Moctezuma II i 1502. Men kort tid efter blev riget erobret af spanierne, og Moctezuma blev fængslet i 1519. Teonanácatl kaldte indianerne svampene, det betyder Guds kød. Og vel kendte kirken den hellige nadver, hvor brødet og vinen blev forvandlet til Jesus kød og blod; men miraklet skal være et spørgsmål om tro. Med Teonanácatl, derimod, behøver man ikke at tro på forhånd, efter at have spist svampene mærker man klart en guddommelig kontakt. Dette strider mod den kristne lære, thi alle gode gaver, de SKAL komme ovenned, det tilkommer ikke menigheden at gøre oplevelser på egen hånd. Ved den hellige inkvisition! Slig brug af svampe er at regne for afgudsdyrkelse og må straffes strengt. Siden har terror hersket, og mange svampebrugere er blevet brændt på bålet. Så vidt vides nåede ingen af spanierne at afprøve svampene, i hvert fald fik terroren dem til at tie. Så uden overhovedet at have prøvet dem forbyder spanierne brugen! Det minder jo uhyggeligt om vore dages narkotikapolitik, hvor en stab af eksperter, der aldrig har røget en smule tjald, stiller sig op og fordømmer brugen, eller om middelalderens hekseprocesser, hvor man risikerede at blive brændt på bålet, hvis man havde egne religiøse oplevelser udenom kirken. Broder Sahagún Blandt horderne af kriminelle fandtes enkelte arbejdsomme spaniere. Én af de var munken Fray Bernadion de Sahagún, der arbejdede i Mexico i slutningen af 1500-tallet. Han skrev, at indianerne brugte nogle små, skadelige svampe, der virkede berusende ligesom vin, og sammenlignede virkningen med Peyote-kaktus. Han skrev: ¤Der er nogle små svampe i det område, som kaldes teonanácatl, som gror blandt græsset. De er runde, og har en ret høj og slank stok. Når man spiser dem, har de en dårlig smag, skader ganen, og forgifter«. I Sahagúns florentinske codex findes en tegning, der viser en dæmon, der danser ovenpå nogle svampe - for at understrege, at svampene er djævlens værk. Behøver jeg at sige, at tegningen er grov propaganda, den tjente det formål at forfølge og henrette fredelige mennesker. Desværre deltes Sahagúns holdning af mange andre, således munken Montolinia: ¤De kalder disse svampe teonanácatl på deres sprog, hvilket betyder ¤Guds kød«, eller djævlens, som de tilbeder, og på den måde, med denne bitre føde dyrker de deres grusomme guddom«. Enkelte indså betydningen af at nedskrive de gamle traditioner, Hernando Ruiz de Alarcón var en af dem. Han nedskrev de vendinger, som en shaman (troldmand) brugte for at hidkalde sin gud. De mennesker, han spurgte, var ofte torturerede, fængslede indianere, og han turde ikke skrive beretningerne på spansk, men skrev dem på aztekernes sprog. I denne tids stemning af terror måtte brugerne af svampene gemme sig, gå under jorden, det er klart. Efterhånden lykkedes det de kristne terrorister at fortrænge brugen af svampene fra alle andre steder end nogle få, vanskeligt tilgængelige bjergegne. Og terroren fortsætter den dag i dag. Den glemte viden Ved begyndelsen af dette århundrede var den tidligere brug af psilocybinsvampe næsten gået i glemmebogen. Man havde kun de gamle spanske rapporter om brugen af ¤en eller anden« svamp, og beskrivelsen af disse svampe var helt ufuldstændig. Eneste rimeligt velbeskrevne svamp var Psilocybe yungensis, som har været brugt i Amazon-landet i Peru. Jesuitterne har rapporteret om brugen af denne svamp og om voksestedet - på rådnende træ. Men i dette område har forfølgelsen af brugerne været så grusom, at man ikke i dag har kunnet finde indianere, der brugte svampen. I 1915 fremsatte den amerikanske etnobotaniker W. E. Safford den dristige hypotese, at svampene aldrig havde eksisteret. Svampene skulle i virkeligheden være peyoteknopper, og indianerne skulle have vist spanierne nogle svampe for at forvirre dem. Han skrev: ¤Efter tre århundreders søgen har vi endnu ikke fundet nogen svamp med disse egenskaber« og ¤en tørret peyote ligner en tørret svamp, og i en sådan grad, at selv en mykolog kunne tage fejl«. Safford har sandelig ikke sat mykologien højt som videnskab! Eller snarere: Her har vi en videnskabsmand, der udnytter sin autoritet til at lyve, for herved at holde folket nede i uvidenhed. A. E. Verril skrev i 1914 en artikel, hvor han fortalte om den hallucinogene virkning af bleg glanshat (Panaeolus papilionaceus). Det er altså ikke rigtigt, når Safford påstod, at der ikke fandtes svampe med en virkning, der svarede til teonanácatl. Den der søger.. Selv om Saffords teori vandt almindelig udbredelse, såvar der heldigvis nogen, der ikke ville tro på den. Således en østrisk læge, dr. Blas Pablo Reko, der boede i Mexico. I en artikel fra 1919 i et mexicansk tidsskrift skrev han, at teonanácatl var en hallucinogen svamp. På grund af Saffords store prestige, og Rekos mangel på samme, vandt hans synspunkter dog ingen udbredelse. I 1923 skrev Reko i et brev til U.S. National Museum: ¤Jeg ser i Deres beskrivelse af Lophophora (Peyote), at dr.Safford tror, at denne plante er den samme som Sahagúns teonanácatl, hvilket bestemt er forkert. Teonanácatl er, som Sahagún også pointerer, en svamp som gror på gødning, og som stadig bruges under det samme navn af indianere i Sierra Juárez i Oaxaca ved deres religiøse fester«. Der må altså på dette tidspunkt have været hårdnakkede rygter om brugen af svampene. Reko havde en fætter, journalisten V. A. Reko, som sågar påstod, at teonanácatl var en Fluesvamp, og ovenikøbet nåede at give den et navn, Amanita mexicana. Det er helt hen i vejret. De første psilocybinsvampe dukkede op for den vestlige kultur i 1936. Ja, naturligvis, de spanske erobrere havde set dem, men man skal som bekendt ikke kaste perler for svin. En ingeniør fra Mexico City, Don Roberto Weitlaner, havde fået nogle svampe fra nogle indianere, og sendte svampene videre, dels til Richard Evans Schultes, nybagt kandidat fra Harward Universitetet, og dels til dr. Carl Gustaf Santesson, Stokholm. Schultes skriver: Disse svampe var i så dårlig stand, da jeg modtog dem, at jeg ikke kunne bestemme dem, ud over at de tilhørte slægten glanshat (Panaeolus). Santesson rapporterede i 1939, at de tilsendte svampe dels var glanshatte, og dels honningsvampe (Armillaria ?!). Santessons bemærkning om honningsvampe lyder helt usandsynlig. Nå, Weitlaners datter Irmgard, og hendes forlovede, Jean Basset Johnson, besøgte også indianerne, og overværede i 1938 en ceremoni med indtagelse af psilocybinsvampe. R. E. Schultes rejste samme år til Oaxaca, Mexico, og det lykkedes ham at få fat i 3 forskellige sorter af teonanácatl. Den ene, som han havde fået at vide var den vigtigste, blev bestemt til at være en Panaeolus sphinctrinus (almindelig glanshat), og de to andre blev senere bestemt til Psilocybe cubensis (trold-nøgenhat) og Psilocybe caerulescens. Efter denne lovende start kom 2. verdenskrig, Johnson blev dræbt i krigen, Schultes rejste til Sydamerika, Santesson døde i 1939, og Reko var beskæftiget med andet arbejde indtil sin død i 1953. Maria Sabina Efter krigen skete der i mange år ingenting, indtil en bankmand fra New York, R. Gordon Wasson, blev interesseret. Han og hans hustru kontaktede bl.a. Miss Eunice Pike, en missionær, der havde arbejdet flere år i Oaxaca. Hun havde i 1939 skrevet en artikel om indianernes brug af svampe og forholdet til kristendommen. Hun sagde, at svampene utvivlsomt blev brugt, men brugen blev holdt hemmelig overfor fremmede. Med assistance fra bl.a. Roberto Weitlaner drog Wasson & Wasson ud på deres første Mexico-ekspedition i 1953, og det lykkedes dem i de følgende år at samle enkelte psilocybinsvampe. Den 29. juni 1955 indsamlede R. G. Wasson en stor portion Psilocybe caerulescens, og samme dag mødte han en shaman, Maria Sabina, som indvilligede i at arrangere en ceremoni samme aften. R. G. Wasson og en fotograf, Alan Richardson, spiste hver 6 svampe, Maria Sabina det dobbelte antal. De skrev nogle artikler til nogle ugeblade om oplevelserne. De følgende år drog Wasson ud på flere ekspeditioner, nu sammen med mange forskellige videnskabsfolk. Ved ekspeditionen i 1956 havde han følgeskab af den franske svampespecialist Roger Heim, ved den lejlighed indsamlede de ialt 14 forskellige arter af psilocybinsvampe, hvoraf de 12 viste sig at være nye arter. På Laboratoire de Cryptogamie i Paris forsøgte Heim, og især hans medarbejdere Arthur Brack og Hans Kobel, om de kunne dyrke svampene, hvilket lykkedes forbløffende godt. Flere af svampene, bl.a. Psilocybe mexicana, dannede villigt frugtlegemer både på agarmedie og på kompostmedie. Derimod kneb det mere med de kemiske analyser, og de sendte et brev til LSD-ens opdager, Albert Hofmann i Basel. Han havde allerede hørt om svampene: ¤I slutningen af 1956 så jeg en i en avisnotits, at amerikanske videnskabsfolk havde fundet en svampekult i fjerne bjerge i Mexico. Desværre stod der ikke noget i avisen, der kunne sætte mig på sporet af originalartiklen eller lignende. I februar 1957 fik jeg en forespørgsel fra mykologen R. Heim, om jeg eventuelt var interesseret i at udføre kemisk analyse af svampene. Jeg svarede med entusiasme ja til at påtage mig opgaven«. For at isolere et stof med en bestemt virkning er det en almindelig fremgangsmåde, at man prøver at opløse plantematrialet i det ene og det andet opløsningsmiddel, og ser, hvilke af ekstrakterne, der er virksomme. Hofmann og medarbejdere prøvede først at studere virkningen ved hjælp af dyreforsøg, men som nævnt s. qq i denne bog er dyreforsøg i denne forbindelse nytteløse. Altså måtte de selv smage sig frem, og på den måde fandt Hofmann og hans medarbejdere frem til, at det aktive stof var uopløseligt i chloroform, benzin og acetone, men letopløseligt i træsprit og vand. Ved tilsætning af alkohol til en vandig ekstrakt fik de udfældet det næsten rene alkaloid, og det lykkedes dem senere at fremstille det synthetisk. GIFTIGE SVAMPE Man må vide, hvilke planter man plukker og spiser, så man ikke kommer til at spise de giftige. Dette gælder også, når man plukker svampe - nedenfor har jeg sammenlignet giftigheden af de giftigste svampe med giftigheden af de giftigste planter: OMTRENTLIG DØDELIG DOSIS Frisk Tør Grøn fluesvamp, Amanita phalloides 60 g 4,1 g Snehvid fluesvamp, Amanita verna 80 g 4,4 g Randbæltet hjælmhat, Galerina marginata 300 g 17 g Fingerbøl, Digitalis purpurea (blade) 20 g 2-3 g Høst-tidløs, Colchicum autumnale (frø) 4 g 4 g Stormhat, Aconitum napellus (rodknold) 2-4 g Når vi plukker psilocybinsvampe leder vi mest efter små, tyndkødede svampe med sporer og lameller, der er sorte, mørkegrå, mørkt rødlige eller rødlilla. Så er faren for forvekslinger kun ringe. Derimod må vi være varsomme med svampe med gule eller brungule sporer og lameller. Der har været advaret meget mod at forveksle nøgenhattene med randbæltet hjælmhat. Jeg mener nu ikke, der er den store fare. For det første ligner den ikke nøgenhattene ret meget (se s. qq), og for det andet er dødelig dosis ca. 300 g, mens man bruger 2-10 g spids nøgenhat til et trip. Nu bør man altid, af princip, undgå forvekslinger, og det er da usundt at spise en giftig svamp, selvom dosen ikke er dødelig. Randbæltet hjælhat indeholder giftstoffet a-amanitin, det samme giftstof som der er i grøn og hvid Fluesvamp. En meget giftig svamp, jeg ikke har med i tabellen, er puklet gift-slørhat (Cortinarius orellanoides, syn C. speciosissimus, spidspuklet gift-slørhat). Dødelig dosis kendes ikke, men den giver en betændt nyre, og man dør, hvis man ikke får en nyretransplantation. Nu er det en stor og kødfuld svamp, der absolut ikke kan forveksles med nøgenhattene; men slægten slørhat er enormt stor og dårligt udforsket, så der kan meget vel tænkes at være små slørhatte med en lignende giftvirkning. Alle slørhatte har rustbrune sporer, og lamellerne bliver hurtigt rustbrune af sporerne, så hvis vi lægger mærke til lamelfarven kan forvekslinger med nøgenhatte fuldstændigt undgås. Endelig er der giftige trævlhatte og tragthatte (Inocybe, Clitocybe) men de ligner slet ikke psilocybinsvampene. Før øvrigt er de hallucinogene i små doser, se side qq. Tid, fra svampen spises til giftvirkningen mærkes: Trævlhatte og tragthatte: ca. ½ time Fluesvampe, randbæltet hjælmhat: ½-1 døgn Puklet giftslørhat: 3 døgn - 3 uger NORSK FACISME Nogle nordmænd har undersøgt psilocybinindholdet i norskplukkede Spids Nøgenhat (Psilocybe semilanceata) (1). I en artikel i den norske udgave af "Ugeskrift for Læger" (2) skriver de bl.a: "Spiss Fleinsopp (Psilocybe semilanceata) bør betraktes som et potent narkotikum. Tørket norsk sopp er funnet å inneholde o,2-2,0% psilocybin. Soppen kan lett forveksles med arter som kan være giftige." "Psilocybininnholdet i tørket sopp varierer betydelig, fra o,2-2,0%." og "Det er vår oppfatning at besittelse og bruk av spiss fleinsopp bør være forbudt ifølge den norske narkotikalov, i likhet med cannabis, kokablad og poppy straw (valmuehalm). Vi har anmodet Sosialdepartementet om å vurdere dette". De rettede som sagt henvendelse til myndighederne og påstod, at psilocybinindholdet i Spids Nøgenhat varierede enormt, og at svampen let kunne forveksles med giftige svampe. Herved opnåede de det, de ville: Fængsling af anderledes tænkende. Jeg vil i det følgende vise, at deres påstande er løgn. For at studere psilocybinindholdet må jeg først se på deres tal: Psilocybinindhold i norskplukket Spids Nøgenhat, én svamp analyseret af gangen: Lokalitet Psilocybinindhold Tørret vægt Totalt psilocybinindhold nr. % % % gns mg mg mg mg mg mg gns 1 1,06 1,04 1,22 1,11 18 29 31 o,19 o,31 o,38 o,29 2 1,13 o,84 1,34 1,10 17 21 40 o,20 o,18 o,53 o,30 3 1,27 o,95 1,13 1,12 24 37 56 o,31 o,36 o,63 o,43 4 o,77 o,55 o,58 o,63 45 53 61 o,35 o,30 o,35 o,33 5 o,76 o,76 98(!) o,75 o,75 6 o,62 o,60 o,61 53 64 o,33 o,39 o,36 7 o,77 1,00 o,52 31 35 45 o,24 o,35 o,23 o,87 o,57 o,38 o,68 47 54 55 o,41 o,30 o,21 o,29 8 1,96 1,68 1,96 1,87 18 31 39 o,36 o,52 o,76 o,55 9 1,01 1,34 1,66 1,34 17 25 32 o,17 o,34 o,53 o,35 10 o,72 o,70 o,65 o,69 38 58 65 o,27 o,41 o,42 o,37 11 1,00 o,73 o,82 o,85 39 52 54 o,39 o,38 o,44 o,40 12 o,98 1,53 o,17 o,89 18 31 74 o,18 o,48 o,13 o,26 13 1,95 1,17 7 9 o,13 o,11 o,82 o,88 1,20 16 23 o,13 o,20 o,14 14 o,87 o,60 o,72 o,73 25 33 118(!) o,21 o,20 o,85 o,42 15 o,27 1,06 o,50 o,61 40 40 72 o,10 o,43 o,36 o,30 16 o,73 o,55 o,68 o,65 27 30 38 o,20 o,16 o,26 o,21 Gennemsnit o,93 o,34 Det er helt nødvendigt at lave en form for statistik på disse tal. Hvis man fejlagtigt f.eks. sammenligner største og mindste tal, så må man tro, at psilocybinindholdet varierer des mere, desto flere gange man måler det, hvilket naturligvis er noget sludder. Der er 49 målinger, jeg tager de 10% fra med størst indhold, de indeholder gennemsnitligt 1,84% psilocybin, det er næsten det dobbelte af gennemsnittet for alle svampene. Hvis man til et trip "tilfældigvis" kun spiser af disse 10% med mest psilocybin, så får man altså en dobbelt så stor dosis som beregnet; det er overraskende, men ikke direkte farligt. Hvor stor er nu sandsynligheden for at denne begivenhed indtræder? Da man skal bruge ca. 20 svampe til et trip, og sandsynligheden for én svamp er 1/10, bliver den samlede sandsynlighed (1/10)^20 = 1 til 100 miliarder miliarder! Hvis der konstant er 5 miliarder mennesker på jorden, og alle hver eneste dag spiser 20 svampe, så vil der gennemsnitlig én gang hver 55 millionte år være én, der er så heldig at få dobbelt dosis psilocybin af denne grund! Eller med andre ord, denne tilfældige variation i psilocybinindholdet er ligegyldig, da man altid spiser mange svampe på én gang. Nu varierer psilocybinindholdet ikke helt tilfældigt; det ses af tallene ovenfor at svampe fra nogen lokaliteter indeholder mere psilocybin end andre. Jeg vil derfor lave en statistisk beregning over variationen fra sted til sted. Hertil skal bruges en del matematik - hvis du synes, det er for meget, kan du roligt springe den over og nøjes med at se på konklusionen. Jeg antager, at man spiser 20 svampe, og definerer: x = mængden af psilocybin i 20 svampe fra én bestemt lokalitet y = antal lokaliteter (%) hvor psilocybinholdet ligger mellem x-½ og x+½ Så vil y=f(x) normalt give en gauss-fordeling, og det er da også tilfældet her, naturligvis med normale tilfældige udsving. Målingen fra lokalitet 5 falder udenfor, og det er heller ikke mærkeligt: Herfra kom kun én svamp, og den blev udvalgt fordi den var extra stor. Gauss-kurven har ligningen: /---- -b(x-xm)^2 xm = middelværdi = 6,7 mg/20 svampe y = \/ b/¶ * e b = o,154 (normeringsfaktor, så den Sandsynligheder kan nu beregnes samlede sansynlighed er 100%) som arealet under grafen. Således er arealet = 66% fra x=5 til x=8.4, eller med andre ord: Hvis man spiser 20 svampe fra en ny og ukendt lokalitet, så får man med 66% sandsynlighed en psilocybindosis på 6,7mg± 1,7mg. Tilsvarende kan det regnes ud, at chancen for at få mindst 13,4mg = dobbelt så meget som forventet er én til 10000. Så når du plukker svampe fra et sted du ikke kender må du være forsigtig! Hver 10000. gang virker de dobbelt så kraftigt som du regner med. Nu burde dette ikke betyde noget i praksis; denne éne gang ud af 10000 er ganske harmløs; men ikke desto mindre har man altså fængslet folk, fordi "psilocybinindholdet i svampene varierer enormt" (citat: Klaus Høiland). Variationen i spids nøgenhats psilocybinindhold er ikke størrer en variationen i koncentrationen af et hvilket som helst andet indholdsstof i en vild plante. Synes man den er stor, så kan man ikke bruge naturprodukter, men må holde sig til den rene, syntetiske vare: Det ved man da hvad er. Klaus Høiland, en af Norges førende svampeeksperter, påstår, at spids nøgenhat meget let kan forveksles med giftige svampe såsom gulbladet trævlhat (Inocybe fastigata) og randbæltet hjælmhat (Galerina marginata). Nu kan gulbladet trævlhat helt udelukkes, den har en tør, trævlet hat og meget lyse lameller. Heller ikke randbæltet hjælmhat frembyder nogen forvekslingsfare, bare man gider kigge på svampen: nok er hatten fedtet og gullig, men den er helt flad og uden spids, svampen har gullige lameller og vokser desuden på træstykker - en enkelt kan vokse på en pind i jorden, så man ikke bemærker det gale voksested, men ikke så mange at det er farligt; og desuden kan man som sagt let se forskel på de to svampe. Om randbæltet hjælmhat kunne man med lige så stor ret hævde, at den let kunne forveksles med kantareller. Ikke desto mindre påstår Klaus Høiland, at den ligner spids nøgenhat så meget, at "selv soppkontrollører og mykologer kan ta feil i farten". Som højtuddannet akademiker og mykolog ved han godt, at dette er løgn, og han ved godt hvordan man skal lave en statistik. Han udtaler sig som han gør, i den hensigt at få den slags mennesker, der ikke mener som ham, kastet i fængsel. Litt: 1: A.L.Christiansen, K.E.Rasmussen & K. Høiland 1981: Planta Medica nr. 42 s. 229-235. 2: Samme forfattere, 1982: Tidsskr. Nor. Lægeforen. nr.102(1) s. 17-18. FORKURSUS I SVAMPEKUNDSKAB Psilocybinsvampe er nogle små størrelser, der i almindelighed er ret vanskelige at bestemme. Jeg vil derfor først beskrive nogle almindelige svampe, elledans-bruskhat og høsletsvamp. Når så du har lært dem at kende, kan du enten få nogle venner til at vise dig, hvor og hvordan du kan plukke spids nøgenhat, eller du kan kæmpe dig igennem beskrivelserne her i bogen. ELLEDANS-BRUSKHAT, Marasmius oreades Elledans-bruskhat er en god spisesvamp, den indeholder ikke psilocybin. Mange haveejere er kede af denne dejlige svamp, fordi den får græsset til at visne iringe på plænen. De skulle bare vide, hvor godt den smager! Svampen kan plukkes fra juni til langt ud på efteråret. Den er gråhvid til lyst nøddebrun og let at kende i tørkeperioder: Det er nemlig den eneste svamp, der kan overleve tørken. Så står den der og er knastør og sej, men når duggen falder, eller der kommer en byge, så skynder den at labbe vand til sig og gro lidt igen, inden den atter tørrer ud. Altså en læderbrun svamp med sej stok, der gror i hekseringe på græs. Den er spiselig, og der er ingen giftige svampe, der ligner den. HØSLETSVAMP, Panaeolus foenisecii En anden lille svamp fra plæner; den indeholder lidt psilocybin. Hatten er halvkugleformet, brunligt kødfarvet, stokken ligeså. Lamellerne er grå eller sortnende, altid med et kødfarvet islæt, og med nogle karakteristiske, mørke pletter. Hele svampen er langt mere blød og vandet i kødet end elledans-bruskhat. Når du har fundet den, læg så mærke til at hatten er hygrophan, dvs at hatten bliver lysere, når den tørrer. Prøv at lægge nogle svampe i vand, og se hvordan hatten bliver mørk; læg også mærke til de mørke zoner i nogle stadier af udtørringen. Og så skulle du næsten prøve at lave sporeaftryk, både af høsletsvamp og af elledans-bruskhat. Høsletsvampen har et mørkt brunt eller lilla sporeaftryk, elledans-bruskhat har et lyst sporeaftryk. Hvis din høsletsvamp viser sig at have et sort sporeaftryk, så har du fået fat i dens nære slægtning, lysstokket glanshat (Panaeolus fimicola), og ved nøjere eftersyn vil du også se, at lamellerne mangler det kødfarvede anstrøg. ALMEN SVAMPEKUNDSKAB Når man samler svampe er det godt at vide en smule om deres liv og levned. Størstedelen af en svamp består af nogle rødder, myceliet. Det kan gro under jorden, eller det kan være en klat mug på marmeladen. De fleste svampe formerer sig ved at lave et frugtlegeme, det vi kalder for svampen i daglig tale. Er det en lamelsvamp, så sidder der på undersiden af svampen nogle lameller fulde af sporer. Sporerne drysser ned, og kan blive ført viden omkring med vinden. Så kan sporerne spire, danne mycelium, og hvis to mycelier af modsat køn vokser sammen, kan der dannes nye frugtlegemer. SPOREPRØVE: For at bestemme svampene må man kende sporernes farve. Sporerne er så små, at de kun kan ses i mikroskop ved en meget kraftig forstørrelse (1000 x). Hvis to svampe står med hattene, så den ene rager ind over den anden, så drysser sporene som et pulver ned ovenpå hatten af den nederste svamp, og sporefarven kan bestemmes, allerede når svampen plukkes. Står svampene ikke så heldigt, så kan man altid bestemme sporefarven ved at hugge hatten af en svamp, og så lægge den med lamellerne nedad på et stykke papir eller en lille glasplade, og gerne med lidt våd avis ovenpå, så den ikke tørrer ud. I løbet af nogle timer vil sporerne lave et aftryk på papiret, som eger i et hjul. Hat med stribet rand Brede lameller Smalle lameller Fri lamel Tilhæftede lameller Nedløben lamel Udrandede lameller Ring Ringzone Knold Ung svamp i svøb Hat med but spids Fjerne lameller Meget tætte lameller Tætte lameller (Svamp set fra neden) Slør GØDNING er et fint ord for lort. Når svampen åbner sig sprænges sløret. Slørresterne kan sidde som ring eller ringzone på stokken, eller som randslør langs hatranden. En svamp kan være hygrophan, dvs. at den bliver meget lysere ved udtørring. Alle svampe af slægten Nøgenhat (Psilocybe), der ikke er hvide som fugtige, er mere eller mindre hygrophane. Tør hat betyder, at hatten ikke føles fedtet eller slimet, selv når den er våd. SPOREAFTRYK Til en ordentlig svampebestemmelse hører et sporeaftryk. Da det tager nogle timer at lave det, har jeg søgt at holde det udenfor i nøglen og beskrivelserne i det følgende, men når du tror du har bestemt en svamp, skal du altid kontrollere, at sporefarven er i orden. Om ikke før, så i det mindste når du kommer hjem med svampen. På forrige side er beskrevet, hvordan du laver en sporeprøve. Laver du sporeaftryk på papir, så kan du folde papiret sammen, forsyne det med navn og dato, og således lave et sporeherbarium. Det er en stor hjælp, hvis man senere kommer i tvivl om bestemmelsen. Sender du en svamp til mig til bestemmelse, så send venligst et sporeaftryk med! Jeg vil gerne hjælpe med svampebestemmelser, men da det ikke er noget, jeg gør bare med et enkelt blik, så lav en beskrivelse (størrelse, farve, voksested). Desuden får du jo heller ikke noget ud af, at jeg sætter navn på en eller anden svamp, hvis du ikke er i stand til at genkende den, næste gang du finder den. Med sporeaftrykket er man helgarderet mod forvekslinger med meget giftige svampe. Alle psilocybinsvampene har et meget mørkebrunt til sort sporeaftryk, aldrig rusbrunt eller gulbrunt sporeaftryk. Af giftige svampe med denne farve sporeaftryk er der kun den svagt giftige karbol-champignon (Agaricus xanthoderma) der er stor og kødfuld, og nogle blækhatte med antabus-virkning. Giftsvampenes sporeaftryk Fluesvampe (alle arter) Amanita Hvidt sporeaftryk Slørhatte (alle arter) Cortinarius Rustbrunt Randbæltet hjælmhat Galerina marginata Lysebrunt Giftig rødblad Entoloma sinuatum Kødrødt Trævlehatte (alle arter) Inocybe Blegt rustbrunt Tragthatte (alle arter) Clitocybe Hvidt, hvidligt rosa Psilocybinsvampenes sporeaftryk Nøgenhat Psilocybe Mørkt brunt, mørklilla, mørkt purpur Svovlhat Hypholoma Mørkt brunt, mørklilla, mørkt purpur Bredblad Stropharia Mørkt brunt, mørklilla, sort Mørkhat Psathyrella, Lacrymar. Mørkegråt, mørkebrunt Glanshat Panaeolus, Anellaria Sort Høsletsvamp Panaeolus Mørkebrunt friskt, siden mørkt purpur Blækhat Coprinus Sort, mørkebrunt, mørkegråt Flammehat Gymnopilus Rustbrunt til rustgult Skælhat Pholiota Brunt NØGLE TIL MØRKTSPOREDE LAMELSVAMPE 1)-Voksende på træ, eller på pinde i jorden: Gå til nøgle C Nøgle C -Andet voksested: 2 2 2)-Store svampe: Hat over 5 cm bred; eller hat over 3 cm bred og tykkødet: A -Mindre: 3 3 3)-Stok sart, knækker som regel når svampen plukkes: Nøgle B B -Med et minimum af omhu kan svampen plukkes, uden at stokken knækker: 4 4 4)-På døde blade, nåle, græsstrå, plantestængler ell. på brandpletter: C C -På jord, blandt mos, eller i græs: Nøgle D D A: STORE SVAMPE, hat over 5 cm bred, eller over 3 cm bred og tyktkødet 1)-Lameller fri: 15 15 -Lameller mindst smalt tilhæftede: 2 2 2)-Lameller tydeligt nedløbne: 4 4 -Hvis lameller tandagtigt nedløbne, da lameller udrandede: 3 3 3)-Som ung med spindelvævsagtigt slør, siden har stokken trådede slørrester: 9 -Uden spindelvævsagtigt slør; men eventuelt med hudagtig ring: 12 12 4)-Sporeaftryk mørkebrunt, rustbrunt eller okker: 5 5 -Sporeaftryk sort: 7 7 5)-Med hudagtig ring: Agrocybe erebia, Mørk Agerhat Agrocybe -Uden ring: 6 6 6)-Gul, unge lameller livligt gule: Lamelrørhat, Phyllophorus -Lameller gullighvide eller brunlige: Netbladhat Paxillus 7)-Rødlig, kød efter gennemskæring langsomt (12 timer) karminrødt: Slimslør, Chroogomphus -Brun, eller hvis rødlig, da kød ikke langsomt karminrødt: 8 8 8)-Uden svøb som ung, stok uden ring: Melanomphalia nigrescens Melanomphalia -Med slør i form af et tykt lag slim, ringzone slimet: Slimslør, Gomphidius 9)-Hat filtet. Lameller spættede med brune farver: Mørkhat, Lacrymaria Lacrymaria -Hvis lamellerne er spættede, da er hatten ikke filtet: 10 10 10)-Hat fedtet, stok tør og uden tilklæbede småpartikler: 11 11 -Hat og stok enten begge fedtede (klæbrige) eller begge tørre: Slørhat, Cortinarius 11)-Store svampe (hat > 8 cm) uden ræddikelugt. Sporer rustbrune: Slørhat, Cortinarius -Svampe enten mindre eller med ræddikelugt. Sporer lerbrune: Tåreblad, Hebeloma 12)-Hat fedtet eller slimet som våd: 13 13 -Hat mat, aldrig fedtet: 14 14 13)-Stok med ring. Lameller marmorerede i gråt og sort: Ring-Glanshat, Anellaria -Med eller uden ring. Lameller mørkebrune: Agerhat, Agrocybe 14)-Hat og ring gyldenbrune, sporer gulbrune: Gyldenhat, Phaeolepiota -Hat mat læderbrun til bleg, sporer rust-rødbrune: Klidhat, Rozites 15)-Med alderen flyder hatrand og/eller lameller ud til en sort væske: Blækhat, Coprinus -Der dannes ingen sort væske (men eventuelt gul væske): 16 16 16)-Hat tyndkødet, zig-zag-foldet. Svamp hvid eller æggegul: Gulhat, Bolbitius -Hat tykkødet. Champignonlugt og smag. Med ring: Champignon, Agaricus B: Små svampe med sart stok 1)-Når svampen bliver ældre, flyder hatranden og/eller lamellerne ud til en væske: 9 -Hatrand/lameller bliver ikke til en væske: 2 2 2)-Hat tyndkødet, zig-zag-foldet efter lamellerne. Evt. dog dækket af et lag skæl: 8 -Hatrand måske stribet, men ikke zig-zag-foldet: 3 3 3)-Hat cellet-brækker sprødt, ikke radiært. Sporepulver rustbrunt eller mørkere: 4 4 -Hat med radiære hyfer, let radiært trævlet (prøv at brække den). Sporepulver rustbrunt eller lysere: Hjælmhat, Galerina 4)-På træ eller pinde i jorden, eller på bøgeløv, bogskaller: 5 5 -Jordboende: 6 6 5)-Hat med skæl, også i hatmidten: Skælhat, Flammulaster Flammulaster -Hat nøgen, eller højst med slørrester nær hatranden: Mørkhat Psathyrella 6)-Hat fladt vælvet eller af flad facon. Sporer rødligt rustbrune eller mørkere, lameller på ældre eksemplarer meget mørke: Mørkhat, Psathyrella Psathyrella -Hat af høj facon, eller halvkugleformet med but spids: 7 7)-Med ring eller slørrester, eller hat fint melet (brug lup!): Keglehat, Pholiotina -Uden ring eller slørrester. Hat ikke melet, men evt. let behåret: Keglehat, Conocybe 8)-Svamp okkergul eller brun. Lameller først brungule, så rødgule: Hjælhat, Galerina -Svamp enten hvid og æggegul, eller lameller først hvide, siden sorte: 9 9 9)-Sporer og lameller på ældre eksemplarer sorte eller mørkebrune: Blækhat, Coprinus -Sporer og lameller på ældre eksemplarer gullige-rustbrune: Gulhat, Bolbitius C: PÅ TRÆ, samt små svampe på løv, nåle, urtestængler eller brandpletter 1)-På brandpletter: 21 21 -Andet voksested: 2 2 2)-Lameller ikke nedløbne, eller hvis de er let nedløbne, da også udrandede: 11 11 -Lameller tydeligt nedløbne, eventuelt er stokken sidestillet eller manglende: 3 3 3)-Stok sidestillet eller manglende: 9 9 -Stok central: 4 4 4)-På nåle eller løv. Hat kalkhvid: Skæghat, Ripartites -Anden hatfarve eller andet voksested: 5 5 5)-Hat slet ikke klæbrig eller fedtet: Fnughat, Tubaria -Hat i det mindste fedtet som våd: 6 6 6)-Hat gul, rød, gulrød. Ikke hygrophan: 7 7 -Hat brun, ret stærkt hygrophan: 8 8 7)-Stok uden ring: Skælhat Pholiota -Stok med ring: Skællet Nøgenhat (Svovlhat, Bredblad; Hypholoma, Stropharia) Psilocybe 8)-Stok kun let længdefibret. Smag melet: Randbæltet Hjælmhat, Galerina margin. Galerina -Stok normalt kraftigere skællet, smag tydelig, men ikke melet: Skælhat Kuehneromyces 9)-Store svampe. Lameller kan skrabes af hatundersiden: Netbladhat & Viftesvamp Paxillus -Små svampe. Lamellerne lader sig næppe barbere af hatundersiden med en negl: 10 10 10)-Med tydelig, 1-3 mm lang stok: Skæv Nøgenhat, Melanotus phillipsii Melanotus -Uden stok: Muslingesvamp, Crepidotus Crepidotus 11)-Hat mat, uden skæl eller slørrester. Stok uden ring: 12 12 -Hat glat, slimet, fedtet eller skællet, eller med slørrester på hat eller stok: 13 13 12)-Lameller næsten fri. På fugtige steder i elle- eller pilemoser: Knaphat, Naucoria -Lameller udrandede. På trøsket løvtræ: Skyggehat, Simocybe 13)-Lameller frie: Gulhat, Bolbitius -Lameller mindst smalt tilhæftede: 14 14 14)-Hat slimet eller fedtet, gerne med skæl svømmende i slimlaget: Skælhat, Pholiota -Ikke slimet. Hvis fedtet, da eventuelle skæl/slørrester ovenpå det fedtede lag: 15 15 15)-Hygrophan, randstribet som våd: 16 16 -Ikke hygrophan, aldrig randstribet: 17 17 16)-På græs- eller urtestængler: Nøgenhat, Psilocybe -På træ eller løv: Mørkhat, Psathyrella 17)-Hatoverflade uden skæl; evt dog noget trævlet eller med randslør: 18 18 -Hatoverflade med skæl eller gryn: 19 19 18)-Kød farves sort med opløsning af ammoniak eller kaustisk soda: Flammehat, Gymnopilus -Kød højst mørkt tobaksbrunt med base: Svovlhat, Hypholoma 19)-Hattens skæl mm-store: Skælhat, Pholiota -Hattens skæl mindre: 20 20 20)-Indtørrede svampe liver op igen, når de får væde: Skælhat, Phaeomarasmius -Indtørrede svampe er døde svampe: Skælhat, Flammulaster 21)-Hat stærkt fedtet som våd: Kul-Skælhat, Pholiota -Hat højst let fedtet som våd. Hat gerne med but spids: 22 20 22)-Kød brunt. På mosbegroede brandpletter: Pachylepyrium funariophilum Pachylepyrium -Kød blegt, stok hvid: Knaphat, Naucoria D: Øvrige små svampe 1)-Lameller spættede i gråt og sort, eventuelt med let brunt/kødfarvet skær: 22 22 -Lameller ensfarvede, eller spættede i gule/brune farver: 2 2 2)-På gødning: 19 19 -Voksende på jord, blandt græs, eller i mos: 3 3 3)-Relativt kødfuld: hatkøds tykkelse i midten min.1/10 af hatdiameteren, og min. 1 mm: 5 -Hatkød tyndt, eller ret tyndt og da hat meget sprød og sart: 4 4 4)-Lameller rødbrune, chokoladefarvede: 16 16 -Lameller gulbrune-rustbrune, gerne med okker skær: 14 14 5)-Hat ikke fedtet som våd, radiært fibret, men alligevel hygrophan: Slørhat, Cortinarius -Hat enten fedtet, eller ikke hygrophan, eller jævnt filtet: 6 6 6)-Hatoverflade glat, hat mørkest i midten, agurkelugt: Agurkehat, Macrocystidia -Hatoverflade enten stærkt skællet-trævlet, eller også fedtet-slimet: 7 7 7)-Hat fedtet eller slimet: 9 9 -Hat tør, skællet eller trævlet: 8 8 8)-Lameller ret hurtigt rustbrune af de rustbrune sporer: Slørhat, Cortinarius -Hat revner radiært fra midten, eller lameller af anden farve: Trævlehat, Inocybe 9)-Uden ring; dog eventuelt med trådede slørrester på stokken: 11 11 -Med ring eller ringzone: 10 10 10)-Ring hudagtig. Sporer brune-mørkebrune: Agerhat, Agrocybe -Kun med ringzone. Sporer brunlilla til næsten sorte: Bredblad, Stropharia 11)-Hat spids, hathøjde=bredde eller endnu højere, stok stiv: Spidshat, Phaeocollybia -Hat ikke nær af denne høje facon: 12 12 12)-Stok klæbrig, som tør med tilklæbede småpartikler: Slørhat, Cortinarius -Kun hatten fedtet eller klæbrig: 13 13 13)-Sporer og lameller på ældre eksemplarer livligt brune: Agerhat, Agrocybe -Sporer lerbrune. Lugt ofte ræddikeagtig: Tåreblad, Hebeloma 14)-Lameller bredt tilhæftede-tydeligt nedløbne. Hat ung fnugget: Fnughat, Tubaria -Lameller smalt tilhæftede, hat nøgen: 15 15 15)-Hat uden but spids. Stoklængde < 2 x hatbredden: Knaphat, Naucoria -Hat høj eller med but spids. Stoklængde > 2 x hatbredden: Hjælmhat, Galerina 16)-Hat hygrophan, randstribet som våd, som regel fedtet: 18 18 -Hat ikke hygrophan, aldrig randstribet, og som regel enten tør eller slimet: 17 17 17)-Med ring eller ringzone, hat slimet: Bredblad, Stropharia -Hat tør; eller hvis hat slimet, da uden ring eller ringzone: Svovlhat, Hypholoma 18)-Stok relativt sprød: Kan brækkes lige over næsten uden trævler: Mørkhat, Psathyrella -Stok mere trævlet: Nøgenhat, Psilocybe 19)-Med ringzone eller med slimet/fedtet stok: Bredblad, Stropharia -Hvis stok med ringsone, da stok tør i hele sin længde: 20 20 20)-Hat gulbrun, gullighvid, gul. Stok ofte med ringzone: Nøgenhat, Psilocybe -Hat mørkebrun eller mørkt rødbrun, gerne skællet. Stok altid uden ring: 21 21 21)-Hat halvkugleformet eller lidt fladere, med eller uden skæl: Nøgenhat, Psilocybe -Hat halvkugleformet eller højere. Som ung med skæl, slørrester: Mørkhat, Psathyrella 22)-Lameller i grå og sorte farver, sporeaftryk kulsort: 23 23 -Lameller noget kødfarvede, gråbrune. Sporeaftryk mørkt brunt: Høsletsvamp, Panaeolus 23)-Stok uden ring. Hat ikke fedtet eller klæbrig: Glanshat, Panaeolus -Stok med hudagtig ring, hat fedtet som våd: Ring-Glanshat, Anellaria NØGENHAT, BREDBLAD OG SVOVLHAT Psilocybe, Stropharia og Hypholoma Denne gruppe af svampe kendes især på sporefarven: Det friskt fældede sporeaftryk er næsten altid brunviolet eller sortviolet. De kan let forveksles med bl.a. mørkhatte (Psathyrella), hvis hatkød er opbygget af rundagtige celler, og som derfor får en mere sprød konsistens. Der er stor forvirring omkring de tre slægter nøgenhat, bredblad og svovlhat. De skelnes bl.a. ved hjælp af de såkaldte cystider, der kun kan ses med et mikroskop, og opdelingen virker meget kunstig. Cystider er ret store, sterile celler, der gerne rager ud fra lamellernes overflade. Chrysocystider er nogle oftest store celler, der ses når man maser en lamelstump mellem to glas, de er gule, når de iagttages i en baseopløsning (2% NaOH). Desværre kan der være så langt mellem crysocystiderne, at man må mase flere lamelstumper, før man finder én. Aftagelig Cysteider på lamellernes chrysocystider hathud kant sideflade Nøgenhatte ofte ofte sjældent aldrig Svovlhatte aldrig oftest altid altid Bredblad altid oftest altid altid Har man ikke mikroskop kan man bruge nedenstående lille nøgle. Den er nokså praktisk, men kan i sjældne tilfælde give en fejlbestemmelse: 1) -På gødning, hatoverflade klæbrig eller slimet som våd: 8 8 -Andet voksested, hatoverflade klæbrig eller ej: 2 2 2) -Hat med et tydeligt kødlag, ikke randstribet: 7 7 -Hatkødet tyndt, hat enten uden blødt kødlag eller randstrinbet som våd: 3 3) -Hat hygrophan: 4 4 -Hat ikke hygrophan, eller kun hatmidte hygrophan: Svovlhat 4) -Hat sprød, uden tydelig hathud, ikke klæbrig som våd: 5 -Med ± aftrækkelig hathud, slimet eller klæbrig som våd: Nøgenhat 5) -Lameller ensfarvede: Mørkhat Mørkhat -Lameller fint spættede eller marmorerede: 6 6 6) -Lameller fint spættede, stok tynd: Høsletsvamp Høsletsvamp -Lameller på purunge eksemplarer med væskedråber: (Lacrymaria) Mørkhat 7) -Hat tør, ikke klæbrig som våd: Agerhat, Champignon -Hat mindst stærkt fedtet som våd, med hathud: Bredblad Bredblad 8) -Stok slimet op til ringen, tør over ringen: Halvkugleformet bredblad -Stok tør: Nøgenhat Nøgenhat SPIDS NØGENHAT Psilocybe semilanceata Se foto s. qq og farvebilledet bag på omslaget. Spids nøgenhat vokser især på ret fugtige enge. Hatten er ½-1½ cm bred, ofte med en karakteristisk spids facon (se ->). Hattens farve ændres drastisk, når den tørrer. Som purung er den grå-oliven, somme tider mere ovre i det brunlige, laserende, den er klæbrig og altid med stribet rand. I tørvejr får først spidsen en hvidlig eller gyldengul farve, der efterhånden breder sig til hele hatten; samtidig forsvinder randstriberne. Når svampen bliver gammel, eller udsættes for nattefrost, bliver den kulsort og smattet. Stokken er 5-12 cm lang, ca. 2 mm tyk. Lamellerne er altid mørkerøde eller brunrøde (sorte på de gamle, smattede). Der findes dobbeltgængere med enten gule eller hvide-hvidgrå lameller. De fleste spids nøgenhat blåner: Nogle timer efter plukningen vil stokken på nogle af svampene få et ret svagt blåligt-irgrønt skær. Dette er et ret sikkert kendetegn på, at det er den rigtige svamp, men man kan dog risikere at have plukket rigtige, gode spids nøgenhat, der ikke blåner. Tidligere troede man derfor, at der var tale om to arter; men det er næppe tilfældet. Den blånende egenskab er en pudsighed, som alle de stærkt psilocybinholdige svampe har til fælles, således blåner trold-nøgenhat (Psilocybe cubensis) også. Der findes dog også enkelte svampe, der blåner, uden at de indeholder psilocybin, blandt andet blegblå bredblad (Stropharia albocyanea). Spids nøgenhat træffes selskabeligt voksende, især på fugtige enge med græssende kreaturer, men jeg har dog også fundet enkelte eksemplarer andre steder, bl.a. i en skov, hvor der voksede lysesiv langs en grøft. Det er typisk, at svampen vokser hvor der gror græsarterne lysesiv (Juncus effusus) eller bølget bunke (Deschampsia flexuosa). Lysesiv vokser i tuer, og ligner forvokset purløg. bølget bunke vokser også gerne i tuer, den kan danne meterhøje strå, bladene har skærende skarp kant og furer på langs, der ses som lyse striber, når bladet holdes op mod lyset. Man kan finde enkelte eksemplarer af spids nøgenhat allerede om sommeren i perioder med fugtigt vejr, og i fugtige perioder i august-september kan det være lønsomt at samle den. Men i perioder med lidt lunere vejr efter den første, lette nattefrost skyder den frem i stor mængde: I Danmark sker det gerne i begyndelsen af oktober, i Norge 1-2 måneder tidligere. I milde vintre, og længere sydpå i Europa, kan den plukkes ved juletid. Svampen er lille og svær at få øje på, især er det svært at finde den første. Når du er et sted, hvor du mener den kunne gro, så stop hele tiden op og se dig omkring. Hvis der vokser andre små marksvampe, f.eks. glanshatte, er det et godt tegn. Men hvis marken for nylig har været pløjet op, er det ikke så godt. Amerikanerne kalder svampen Liberty Cap, hvilket kunne oversættes til "frihedens svamp", og passer fint med virkningen: Uanset undertrykkelse og forbudspolitik kan "de" ikke tage svampen fra mig. Oversættelsen kan dog kritiseres, Liberty Cap var navnet på de spidse huer fra tiden omkring den Franske revolution, der har facon som hatten af spids nøgenhat. Det er en ualmindelig dejlig og kraftig hallucinogen svamp, og når først man har fundet det rigtige sted kan den plukkes i stor mængde. Den tåler at blive tørret ved stuetemperatur eller over en radiator, og kan så holde sig et års tid, ved knastør opbevaring kan den holde sig betydeligt længere. Dosering: Tørrede svampe Tørrede svampe Friske svampe Ved almindelig tør (ikke knastør) opbevaring 2 måneder gamle 1 år gamle Lille dosis 2g, 5 stk o,5 g, 10 stk o,5 g, 10 stk Normal dosis 8g, 20 stk 1 g, 20 stk 1,5 g, 30 stk Stor dosis 15g, 35 stk 3 g, 40 stk 4 g, 50 stk Svampen er undersøgt kemisk. Den indeholder ca. 0,1% psilocybin i forhold til frisk vægt, 1% i forhold til tør vægt, se side qq. Ved en anden undersøgelse blev der fundet o,36% psilocybin og o,12% baeocystin, så det vil sige: Den er rig på psilocybin, men indeholder desværre også en del baeocystin. Psilocinindholdet er lille, men ikke 0. Ved nok en anden undersøgelse blev hat og stok analyseret hver for sig. Det viste sig, at i det gamle herbariemateriale, der blev brugt til analysen, var psilocybinkoncentrationen i hattene dobbelt så stor som i stokkene. PSILOCYBE CYANESCENS Psilocybe cyanescens er en sjælden svamp! Der er rapporteret et enkelt fund i Danmark, men det skyldes en fejlbestemmelse af Spids Nøgenhat. Den er fundet i Tyskland, England, Mellemeuropa, USA, og i de senere år har flere af Danmarks førende svampeeksperter konstant været på udkig, uden at finde den. Svampen har tit drillet, fordi den varierer så enormt af udseende, at den let bliver beskrevet som en ny art, når den genfindes. Derfor er den også kommet til at hedde Hypholoma cyanescens, Hypholoma coprinifacies, Geophila cyanescens, Psilocybe coprinifacies, Psilocybe serbica, Psilocybe mairei, Psilocybe bohemica I forrige udgave af denne bog ses svampen således beskrevet hele 3 gange, under forskellige navne. Men du har gjort et fund, hvis du en dag finder en lille, mørktsporet svamp, med en 1-4 cm bred hat, der blåner stærkt efter tryk, og ser omtrent således ud: Psilocybe cyanescens gror gerne på pinde i jorden, eventuelt trøsket træ eller meget humusrig jord. El og ahorn er gode træsorter, men mange andre træsorter er mulige, sågar nåletræ. Det er muligt at dyrke den, hvis man laver et bed af træstykker, gerne dækket med sur, sphagnumblandet jord. Og hvis du finder den, så skyder den op fra en pind i jorden, der også bør høstes og bruges til at pode med. Desuden bør du i givet fald lave et rimeligt sterilt sporeaftryk på sølvpapir. Svampen indeholder ca. 1% psilocybin; det vil sige at den er en stærkeste psilocybinsvampe. Da den er betydeligt større end Spids Nøgenhat, er stk-dosen meget mindre. PSILOCYBE LINIFORMANS Denne svamp gror i knipper på hestegødning. Den kendes på, at den, hvis man klemmer den, får den en kraftig aromatisk lugt, ikke ulig det medium, den vokser på. Hat 1-2½ cm bred, ret flad, først mørkt gråligbrun med en mere rødlig midte, siden, når den tørrer, gul med en brunlig midte. Hat slimet, uden skæl; hathud aftagelig. Lameller brede, tilhæftede, ret fjerne, mørkt lerfarvede som unge, siden lillabrune. Lameller med en fortykning yderst, som med en nål forsigtigt kan tages af som en elastisk tråd. Stok 1½-3 cm høj, 1-2 mm tyk, knoldet, lysere end hatten og med noget blågrønt på knolden. Denne svamp blev første gang fundet i Holland i 1970 og i USA (var. americana) i 1979. Den amerikanske varietet indeholdt hele 1% psilocybin. Svampens nøjagtigere udbredelse kendes ikke, men foreløbig er den ikke fundet i Danmark. MØG-NØGENHAT Psilocybe merdaria Møg-nøgenhat kendes især på, at den gror direkte på en klat gødning. Hatten er halvkugleformet, lyst til mørkt nøddebrun eller gullig, men aldrig mørkebrun, 1-3 cm bred, med aftrækkelig hathud og somme tider med nogle slørrester, men oftest uden. Lameller brede, trekantede, tilvoksede, spættede i brune-chokoladebrune farver og med lys æg. Stok 2-10 cm høj, 3-5 mm tyk, med eller uden ringzone og med en lille pælerod. De første svampe dukker gerne op allerede i juli, i drivhuse allerede i juni, især hvis der ligger godt med kogødning. Møg-nøgenhat er hallucinogen, omend den i styrke slet ikke kommer op på siden af spids nøgenhat. Dosis: 30 g friske svampe kan gøre det, men 100 g er bedre. Svampen mister sin kraft ved tørring, sikkert fordi den indeholder psilocin frem for psilocybin, men trippet er dejligt rent. Jeg har tidligere altid forvekslet denne svamp med gødningsnøgenhat, Psilocybe coprophila, og i de tidligere udgaver af denne bog står gødningsnøgenhat beskrevet som hallucinogen - det er en fejl. Jeg bestemte oprindeligt svampen efter J. & M. Lange: "Illustreret Svampeflora", hvor møg-nøgenhat står beskrevet som gødningsnøgenhat. Gødningsnøgenhat er som fugtig mørkere brun med randstribet hat, og oftest noget mindre. Endvidere kunne møg-nøgenhat måske forveksles med halvkugleformet bredblad (Stropharia semiglobata); de to arter kan let skelnes på, at halvkugleformet bredblad har en stok, der er slimet (tør skinnende) under ringzonen, mens stokken på møg-nøgenhat er tør. Hverken gødnings-nøgenhat eller halvkugleformet bredblad er giftige, og ifølge kemiske analyser indeholder ingen af dem psilocybin. RØDBRUN NØGENHAT Psilocybe montana Lille, mørkt rødbrun svamp med brede, ret fjerne lameller. Hat ½-1½ cm bred, først fladt halvkugleformet, siden ret flad. Som våd mørkt rødbrun, randstribet, fedtet men aldrig slimet. Som tør lysere brun, uden randstriber, med eller uden aftagelig hathud. Lameller brede, tilhæftede, omtrent af hattens farve, siden mørkere. Stok 2-4 cm høj, 1-3 mm tyk, lysere end hatten. Rødbrun nøgenhat er den almindeligste af nøgenhattene, den holder til på meget mager, sandet jord. Den kan træffes om foråret blandt blomstrende lav, og kommer igen til efteråret. Ved en kemisk analyse blev der ikke påvist psilocybin i svampen; mine egne forsøg med den viser dog, at den er hallucinogen. Dens ringe størrelse gør dog, at det næppe kan betale sig at samle den; desuden gror den ret spredt. Dosis 5-30 g frisk svamp; det er 40-200 stk. SPØGELSES-SVOVLHAT Hypholoma laeticolor En lille svamp fra fugtige, græsbevoksede enge. Den vokser ofte sammen med spids nøgenhat ved tuer af lysesiv. Hat 1-2½ cm bred, hvidgul med let okker center, fugtig randstribet, og i modsætning til alle andre svovlhatte (Hypholoma) hygrophan, dog kun i matmidten. Stok ret høj, bugtet, som ung tæt dækket med langsgående, lyse fibre over den først blegorange, siden mere rødbrune stok. Nogle af svampene har et meget veludviklet, hvidt, vattet myceliefelt nederst på stokken. Lameller brede, lamelæg bølget, lameller først hvide, siden lyst brunviolette, aldrig meget mørke, i modsætning til lamellerne på en lang række lignende arter. Forsøg med denne svamp viser, at den er hallucinogen. Der skal dog spises mange svampe, ca. 50 g frisk eller 5 g tør, det er ca. 150 stk. RANDBÆLTET GLANSHAT Panaeolus subbalteatus Denne svamp elsker varmt vejr og hestegødning, men den skyder dog aldrig hat, med mindre hestegødningen er dækket af et lag jord, og man finder den således især i bede, der er gødet med hestepærer, men også i gødningsblandet halm. Som alle glanshatte har den lameller, der er marmoreret i sort/grå/hvide farver og en melet belægning på stokken; men pudringen er dog ret svag på denne art. Det er karakteristisk, at hatten flader ud med alderen, og at hatten, der er hygrophan, under tørringen længe har en mørk stribe rundt tæt ved hatranden. Hat 2½-5 cm bred, først halvkugleformet med but spids, siden flad, uden randslør. På unge og friske svampe er hatfarven gerne varmt brun; ved udtørring skifter den til lyst nøddebrun, først i midten og det alleryderste af hatranden, så der efterlades en mørkere ring, heraf navnet randbæltet glanshat. Nogle gange forbliver hatoverfladen glat, andre gange krakelerer den, til tider ret voldsomt. Lamellerne er som sagt marmorerede; som regel ses et let rødligt skær, ligesom på høsletsvamp. Stokken er først pudret foroven, siden glat med striber, ofte skinnende og da noget fladtrykt. Frisktfældet sporeaftryk mørkebrunt eller sort, siden sort. Selskabeligt voksende eller i knipper. Randbæltet glanshat er en af de bedre, hallucinogene svampe. Psilocybinindholdet er væsentligt lavere end i spids nøgenhat; men meget større end i Høsletsvamp og Møg-Nøgenhat. Dosering: 20-100g frisk, 2-10g tør svamp. Ingen svamp er lettere at dyrke end randbæltet glanshat. Forstå mig ret: Ingen svamp er let at dyrke, men randbæltet glanshat er den der er mest taknemmelig at have med at gøre. Svampen er relativt stor, og den er den af psilocybinsvampene, hvor man får mest psilocybin ud af dyrkningen, i forhold til arbejdsindsats mv. Den skal have godt med varme og hestepærer. ALMINDELIG GLANSHAT Panaeolus sphinctrinus Almindelig glanshat kendes bedst på randsløret; men når man har plukket svampen falder randsløret af, så læg mærke til det ved plukningen. Hatten er lysere end hatten på netrynket glanshat, som også har randslør, og desuden har almindelig glanshat sjældent rynket hat. Begge svampe vokser på gødning. Almindelig glanshat kan blive relativt stor, hatdiameter 1-4 cm. Selv om almindelig glanshat indeholder psilocybin, så er koncentrationen så lille, at den oftest er en skuffelse. Hallucinogen dosis: Så mange som muligt, f.eks. 100 stk. NETRYNKET GLANSHAT Panaeolus retirugis Denne svamp ligner en mellemting mellem randbæltet glanshat og almindelig glanshat, og gror også på gødning, gerne hestegødning. Den kendes bedst på den stærkt rynkede hat, der er halvkugleformet evt med but spids. Den kan have et mørkere bælte langs hatranden ligesom randbæltet glanshat, men skelnes på den rynkede hat, der ikke bliver flad med alderen, og desuden har den randslør som ung, og sporerne er altid kulsorte. I forhold til almindelig glanshat er hatten rynket, ikke kegleformet, og desuden mørkere og mere tykkødet. Netrynket glanshat er meget almindelig; men da den vokser ret spredt, er det vanskeligt at samle den i tilstrækkelig mængde. Den indeholder psilocybin, men den er næppe er helt så kraftigt virkende som randbæltet glanshat. HØJ GLANSHAT Panaeolus acuminatus Endnu en svamp der vokser på gødning eller meget velgødet jord. Den har en meget høj, mørk, tætpudret stok, og også hatten er høj i faconen. Den er ikke hallucinogen. BLEG GLANSHAT Panaeolus papilionaceus Hat lys, fladt hvælvet, med revner. Lameller brede. Hat 2-4 cm bred, uregelmæssigt halvkugleformet, lyst flødefarvet, somme tider brunlig, ikke hygrophan. I tørt vejr sprækker hathuden koncentrisk op, og hatkødet revner radiært. Lamellerne er meget brede med lys æg. Den vokser på velgødet havejord i bede, på kogødning især på strandoverdrev, men den er relativt sjælden, og træffes sjældent i størrer grupper. Denne svamp skulle være hallucinogen, men jeg har aldrig fundet nok til at afprøve den. Det ville muligvis være en ide at prøve at dyrke den. TIDLIG GLANSHAT Panaeolus ater Forårssvamp (maj) især fra græsninger nær havet. Hat halvkugleformet, rødbrun-gråbrun. Stok relativt kort. Jeg har tidligere skrevet, at denne svamp er hallucinogen, men det passer ikke. Jeg forvekslede den med en anden glanshat, der er hallucinogen, har en meget mørk, glaseret hat, og som vokser senere på året på græsgange. Tidlig glanshat har været undersøgt kemisk; det blev rapporteret, at der var psilocybin i den, men som sagt: Det tror jeg ikke på. CANDOLLES MØRKHAT Psathyrella candolleana Candolles mørkhat er en lys og meget sprød svamp, der vokser på trøsket træ og meget humusrig jord. Den ses ofte i småknipper og er meget almindelig. Nogen japanere har undersøgt den kemisk og fundet psilocybin i den, men alle mine erfaringer tyder på, at den ikke er halucinogen. RØDEGGET MØRKHAT Psathyrella corrugis Af mørkhat-arterne med rød lamelegg er rødegget mørkhat den almindeligste. Med en lup kan man somme tider se den røde egg; under mikroskop ses den som en rød linie midt i lameleggen. Det er en meget sart svamp med høj stok og en halvkugleformet hat med randstriber. Forvekslinger med andre mørkhat-arter er ikke farlige. Hat 1-3 cm bred, tyndkøddet, af høj, parabolsk facon, som våd brun-gråbrun og tydeligt randstribet, hygrophan, udtørrende blegt gråbrun, gerne med pletter med rosa skær. Stok hvid, meget høj, tynd og sart. Slør ses sjældent, og kun på helt spæde svampe. Lameller snart mørkt gråbrune, næsten sortnende, tydeligt tilhæftede. Sporer 11-14 x 6-7 µm. Rødegget mørkhat er en hallucinogen svamp af lidt svagere styrke end randbæltet glanshat; vanskelighederne med en sikker bestemmelse gør dog hallucinogenologien noget usikker, ingen er helt sikre på, at de har bestemt den rigtigt. Dosering: 20 stk. eller mere. Hvis du finder svampen, og har et mikroskop, så skal du først se efter den røde linie på lameleggen. Dernæst skal du se efter cystider på lameleggen: Der skal være to slags, nogle der er aflange, spidse, og nogle der er bredere og mere afrundede. Til slut, skyl en lamelstump i en opløsning af kaustisk soda, og mas den mellem mikroskop-dækglas og præparatglas. Der, hvor der ikke er sporer, skal lamelkødet være næsten farveløst; i modsætning til Psathyrella microrrhiza, der har farvet lamelkød. FIBRET FLAMMEHAT Gymnopilus junonius Fibret flammehat er normalt en stor og kødfuld svamp, hat 6-15 cm bred. Den er gyldengul, med ring om stokken, vokser på trøsket løvtræ, og har en stærkt bitter smag. Ret sjælden. Små eksemplarer af denne svamp har tidligere været kaldt Gymnopilus junonius, og de store G. spectabilis; men der synes ikke at være andre kendetegn end størrelsen, der adskiller de to arter. Denne svamp indeholder psilocybin, dosis 5g tørret svamp. Den afskyelige smag gør det vanskeligt at spise nok af svampen, men jeg har gode erfaringer med at trille piller af den tørrede svamp; se afsnittet om pilletrilleri side qqq. PUNKTSTOKKET INDIGO-RØRHAT Boletus erythropus Rørmundingerne røde, voldsomt blånende efter tryk. Stok med netmønster. Alle rørhatte mangler lameller, i stedet har de rør. Man kan se rørmundingerne forneden på hatten; brækker man et stykke af kan man se rørerne. Punkstokket indigo-rørhat har flotte, karminrøde rørmundinger, der bliver sortblå ved berøring. Kødet er gult, og nogle sekunder efter man har brækket i det bliver det dybt indigoblåt. Hat 5-20cm bred, kastaniebrun. Stok med et rødt netmønster. Ret almindelig i især løvskov, men også i nåleskov. Glatstokket indigo-rørhat (Boletus queletii) er giftig som rå og sjælden i Danmark, den har orange, ikke karminrøde, rørmundinger. Der er ikke andre Rørhatte med dybt røde rør og netmønster på stokken. satans rørhat (Boletus satanas) er endnu sjældnere en glatstokket indigo-rørhat, den har hvidlig hat og blåner ikke nær så kraftigt; meget giftig som rå, men spiselig i kogt/stegt tilstand. Punktstokket indigo-rørhat er hallucinogen, hvis den spises som rå. Den er ikke noget kraftigt hallucinogen; men når man støder på den frisk i skoven smager den lækkert - heldigvis, for man skal spise ret meget, 100g eller mere, det er mindst én stor svamp. DYRKNING AF SVAMPE Det er muligt at dyrke de fleste svampe i et passende næringssubstrat. Nogle svampe er mykorrhizadannere: De gror kun godt sammen med rødderne af deres foretrukne træer. Det kan lade sig gøre at dyrke f.eks. ægte trøfler ved at pode levende rødder af egetræ, men det med egetræet besværliggør nu proceduren. Lettere går det med svampe f.eks. af slægten nøgenhat - de kan relativt nemt dyrkes på våd halm. Med relativt nemt mener jeg ikke, at det er nemt: Det er svampedyrkning aldrig. Men svampe som bl.a. trold-nøgenhat (Psilocybe cubensis) er ret taknemmelige og skyder hat, blot de får rimelige omstændigheder. Finder du en ny svamp (ikke en mykorrhizadanner), vil det normalt være muligt at dyrke den efter den metode, der er beskrevet her. Efter at have læst bøger om emnet troede jeg først, at det var nødvendigt at bruge destilleret vand, druesukker osv. osv; men det har vist sig, at dyrkningen går udmærket med almindelig postevand, købmandssukker osv. osv. Dyrkningen på agar-medier, flydende medier og i korn-medier kræver, at man arbejder helt sterilt, men dyrkningen i slutmediet (normalt halm) stiller ikke disse besværlige krav. Så hvis du køber færdigt mycelie, af f.eks. østershat, kan du betragte det meste af det, jeg skriver i det følgende, som rent hysteri. På den anden side: Hvis du også gerne vil kunne så din svamp fra et sporeaftryk, så jo mere renligheds-hys-hys desto bedre. Et køkken er fuldt af mikrober fra madvarerne, dér skal man naturligvis ikke dyrke svampe. For at kunne arbejde sterilt er det nødvendigt med en podekasse, en kasse man holder ren og jævnligt tørrer af med desinficerende væske (sprit, klorin). En papkasse kan i første omgang bruges, men i det lange løb bør man lave sig en kasse med vinduer, og en bred dør eller et forhæng, hvor man kan stikke de renskurede grabber ind. Når du arbejder, så tænk på dit hår, der drysser altid en masse mikrober ned fra håret. Hvis du er forkølet og nyser eller hoster under arbejdet, så vil du bagefter møde din forkølelse i renkultur i glassene. De almindeligste forureninger er: Bakterier: Væsken bliver uklar og lugter grimt. Agarmediet får snotklatter. Mugsvampe: Danner først et hvidt mycelie, der ligner det rigtige, men meget snart danner det farvede sporer. Gærsvampe: Ses ofte som farvede klatter ovenpå agaren. Naturligvis må medierne være sterile, inden de podes med svampen. Hertil bør man bruge en trykkoger. Kogetider regnet fra når trykket er oppe: Små glas med agarmedium ell. flydende medium: 15-20 minutter Syltetøjsglas med medium: 30-45 minutter. Har du ikke en trykkoger, så ønsk den i julegave. Indtil videre kan du nøjes med at koge medierne igennem, helst to gange med ½-1 døgns mellemrum. APPARATUR Inden du går i gang med dyrkningen, bør du anskaffe dig følgende apparatur: 1 trykkoger (helst stor model) Præparatglas, f.eks 100 stk 10 x 2½ cm termometer agar-agar (spørg materialisten, helsekostbutik, evt. apoteket) vat, sølvpapir, elastikker, gaslighter hel rug (endelig ikke skåren rug) Podenål (evt. bare et stykke ståltråd) Tropiske og subtropiske svampe (bl.a. trold-nøgenhat) kræver en ret høj temperatur (20-25º). Kan det ikke klares med en kasse på fyret, må du anskaffe en termostat, som du sætter i en flamingokasse (spørg dyrehandleren) med varmelegemer (elektrisk varmepude). Danske svampe gror derimod bedst ved temperaturer omkring 15-20º. Podenålen bruges til at føre mycelium fra ét glas over i et andet. Cykeleger, friske fra cykelsmeden, er et godt udgangsmateriale: Gevindet kan skrues op i et stykke træ til håndtag, hvorefter egeren saves af i en passende længde, enden hamres flad, og slibes bare lidt skarp, så den kan bruges som en kniv. DYRKNINGSPROCEDURE (oversigt) "Kommandovejen" ved svampedyrkning er: 1) Anskaffelse af apparatur. 2) Anskaffelse af svampen: enten levende mycelium Ud fra tilstrækkeligt meget levende eller et eksemplar af svampen kan man dyrke direkte på slutmediet, eller sporerne. og springe pkt. 3-6 over 3) Spiring af sporer. 4) Isolering af en enkelt stamme. 5) Dyrkning i flydende medium. Det er somme tider muligt at 6) Dyrkning i kornmedium. pode slutmediet med flydende 7) Dyrkning i slutmedium. medium, i stedet for kornmedium 8) Dækning med dækjord, så svampen skyder hat. 9) Fremstilling af sporeaftryk til senere dyrkning. Af disse punkter er 1-2-3-6-7-9 obligatoriske ved dyrkning ud fra sporerne. Tidsforbruget, hvis alt går vel, er omtrent: 3: 1-2 uger 5: 1 uge 7: 2 uger 9: 1 dag 4: 2 uger 6: 2 uger 8: 3 uger ISOLERING AF EN ENKELT STAMME Efter at sporerne er spiret, skal myceliet fra to sporer gro sammen (befrugtningen) til et "individ", det er det jeg kalder en "stamme", det er i praksis intet problem. Hvad værre er: I praksis vil der være massevis af forskellige stammer på hver enkelt agar-plade, selv om man har taget nok så lidt af sporeaftrykket. Om de forskellige stammer vil konkurrere om pladsen, hvilket måske kunne medføre et forringet udbytte, ved jeg ikke, men det er meget muligt. Gem 1-2 agarmedier med spirede sporer, kasser resten. Fra et agarmedium tager du så lidt som muligt af myceliet og poder over på 5 nye glas (skriv dato på glassene med en glasskriver-filtpen). De af de nye glas, hvor man ser ét mycelie brede sig jævnt cirkelformet udefter, kan du regne med kun indeholder én stamme. Ellers kan du gentage processen. Det er også en effektiv måde til opformering af mycelium på agarmedium. SPIRING AF SPORER Spiring af sporer sker simpelthen ved, at sporerne sås ud på agar-medium, eller evt. i flydende medium, og står lunt til spiring. En frisk spore kan spire i løbet af et par dage, men normalt går der mellem 1 uge og 1 måned. Problemerne med forurening er store, en enkelt lille mugspore kan ødelægge det hele. Sørg for at podenålen er helt steril (gasflamme, gaslighter) og stik den, gerne varm, ned i agarmediet, så der sidder lidt agar på den og gør den klæbrig. Skrab så lidt af sporeaftrykket, jo mindre desto mindre fare for forurening, og tvær nogle sporer af på overfladen af agaren. Så 3-5 glas ud, så der er flere chancer, hvis nu nogle af dem er forurenede. Har du en frisk svamp, så lav et sporeaftryk direkte på agarmediet: Kontroller først, at svampen virkelig producerer sporer, ved at lægge den på et stykke sølvpapir og se efter, om der kommer et sporeaftryk. Sæt så et stykke rent sølvpapir over glassets munding, og lav et stort hul midt i sølvpapiret, så du kan lægge svampen til sporefældning, uden at den direkte rører ved glasset. Hvis svampen giver godt med sporer fra sig, vil 5-15 min være en tilpas eksponeringstid. Så flere glas til, der kan være forureninger, men disse helt frisktfældede sporer plejer at spire meget hurtigt. Hvis svampen ikke giver sporer fra sig, så er det teoretisk muligt at lave et mycelium ud fra et stykke svampekød, men problemerne med forurening er dog store. Hvis mediet et tilsat antibiotika (streptomycin) er det dog ikke helt umuligt. Streptomycin er receptpligtigt; men det eneste antibiotica, der tåler steriliseringen i trykkogeren. DYRKNING I FLYDENDE MEDIUM Myceliet kan podes fra flydende medium over på kornmediet. Man kan også pode fra agar-medium over på kornmediet og springe det flydende medium over, men podning fra flydende medium er sikrere. Det flydende medium podes fra agar-mediet. Efter at du har øvet dig med opformering på agar-medium er dette intet problem. Myceliet kan også opformeres på flydende medium, teknikken ligner meget teknikken på agar-medium, men i stedet for en podenål bruges en pipette. Pipetterne (helst kuglepipetter) forsynes med en lille vattot i den ende, hvor man suger. De pakkes så enkeltvis ind i sølvpapir, bundtes i pakker med endnu et lag sølvpapir, og steriliseres i bageovnen eller trykkogeren. Når man poder, laver man først hul i den ende af sølvpapiret, hvor pipetten har vattotten, sætter så en gummibold (af den type beregnet til pipetter) på, og tager den sterile pipette frem. Det flydende medium med mycelium suges kraftigt ud og ind af pipetten, så myceliet findeles, hvorefter man med pipetten overfører flydende medium med myceliestumper til nye glas med flydende medium. På denne måde kan man af et enkelt glas med flydende medium lave ca. 30 nye glas - en yderst effektiv opformering. DYRKNING I HALMMEDIUM Rigtig mange af de svampe, vi er interesseret i, gror godt på halm: Det gælder østershat, trold-nøgenhat og rødbrun bredblad, men formodentligt også mange andre svampe, der enten er træboende eller vokser på næringsrig jord. Løbning: Gør en flamingokasse ren, og læg en avis i bunden. Kom et lag halm i bunden, og drys lidt gennemvokset kornmedium på, så skiftevis mere halm og kornmedium. Undgå, at der ligger for meget kornmedium øverst og nederst, da det tiltrækker mug. Prøv også at få det øverste lag halm til at ligge så jævnt som muligt, det har betydning sidenhen. Man kan eventuelt inden pasteauriseringen hakke halmen med en motorplæneklipper; svampen gror lige godt, men halmen bliver lettere at få til at ligge jævnt. Ovenpå halmen lægger du nu nogle våde aviser (reklameposten er uforurenet) til at holde på fugten, holde forurening væk, og især for at myceliet ikke skal få lys i utide. Aviserne skal holdes fugtige hele tiden, vand forsigtigt, gerne med en forstøver. Baby-bleer er en god hjælp, læg nogle våde bleer rundt langs kassens kant. Karl Smart stiller en balje vand ved siden af, og lader en ble suge vand op til bleerne på kassen. Svampene skal ikke have ret meget frisk luft, eventuelt kan du stille flamingokassen ned i en større kasse. Både her og i det følgende gælder, at selv om svampen kan lide at have det fugtigt, så virker for meget vand dræbende. Hellere vande for lidt end for meget. Let en gang imellem på aviserne og kig efter, når halmen efter 10-20 dage er omtrent 2/3 gennemvokset, skal der dækkes med dækjord: Dækning: Smuldr dækjorden ned over halmen - det er vigtigt, at den ligger i et jævnt lag, og at specielt overfladen er porøs. Omkring 5 cm er en passende tykkelse for dækjordslaget. Ovenpå dækjorden lægger du atter våde aviser, som du vander ligesom under løbningen. Kig til dækjorden: når det hvide mycelie efter ca. 1 uge stikker hvide spidser op gennem dækjorden er det tid for et kuldechock. Myceliet må ikke vokse så længe, at der dannes hvide mycelieflader ovenpå dækjorden. Kuldechock: Stil kassen, med aviserne over, udendørs koldt en nat. Svampen får et chock: Det bliver vist snart vinter, jeg må hellere se at få skudt hat. Temperaturen i kassen bør falde til 5-10º under løbningstemperaturen. Knopdannelse: Næste morgen tager du dit stakkels mycelium ind i varmen igen; fra nu af skal temperaturn i kassen holdes ca. 5º under løbningstemperaturen. Svampen skal have lys, dagslyset fra vinduet er tilstrækkeligt, men fjern aviserne. De eneste dyrkede svampe, der kan blomstre uden lys, er champignon og fløjelsfod. Svampen vil gerne have luft, og alligevel en passende fugtighed. Vand lidt men tit, og bind gerne våde bleer rundt om kassen til at holde på fugten. Efter ca. 10 dage skyder svampens frugtlegemer op. Blomstringen: Når svampene skyder op holdes temperaturen ca. 5º under løbningstemperaturen, svampene skal have lys og luft. Svampene bør normalt høstes, så snart hatten folder sig ud, vrid stokken forsigtigt rundt, mens du skærer de mycedlietråde, der holder den, over. Bagefter kan du gøre det nederste af stokken ren og fri for dækjord. Efter blomstringen: Efter første høst skyder der med mellemrum flere svampe op, men langt den største høst kommer dog som regel første gang. Når første høst er forbi, vand så kassen godt igennem, og stil den lidt af vejen. I princippet kan man lade svampen gro lidt, og så gentage proceduren med kuldechock osv, men i praksis er det næppe umagen værd. DYRKNING I KORNMEDIUM Glassene med kornmedium podes bedst fra flydende medium; man kan pode fra agarmedium, men svampen insisterer på at overvokse agaren, før den kryber over på kornmediet, og i mellemtiden kan der nå at komme forurening i glasset. Ved podningen tømmes et præparatglas med flydende medium over i et syltetøjsglas med kornmedium, og glasset stilles lunt. Ofte forurenes kornmediet, når man med et svup skruer låget af og punkterer vacummet. Derfor er en god ide først at flambere glassets kant langs skruelåget med en gaslighter, og om muligt at åbne for glasset inde i podekassen. Man bør altid pode flere glas, så der er råd til at kassere dem, der forurenes. Hvis der går bakterier i glasset ser indholdet underligt vådt ud, myceliet gror dårligt, og ofte lugter mediet grimt. Den mindste grønne plet inde i glasset er tegn på mug, og glasset må endelig kasseres, inden muggen sender sine sporer ud og forurener alle de andre glas. Efter 2 døgn rystes glasset kraftigt; svampen kan ikke fordrage, at man ryster glasset, men på den anden side fordeler man herved myceliet, så lad være med at ryste i tide og utide. Når der - efter måske 5 døgn - ses tydelig mycelievækst i glasset, lettes der så meget på låget, at der lige akkurat kan komme luft til, og svampen ikke kvæles. Desværre kan der så også komme forurening ind i glassene, så stil glassene et rent sted. Glas med det mindste tegn på forurening skal straks kasseres, så de ikke smitter de andre glas. Når kornet er 90% gennemvokset med mycelium rystes glasset igen. Herved vil en eventuel usynlig forurening spredes, så hele glasset går til grunde, og det er trods alt bedre end at pode fra et forurenet glas, hvorved hele slutmediet går til grunde. To dage efter denne sidste rystning er glasset klar til at pode med. Du kan bruge det til at pode slutmediet med, eller du kan pode 10 nye glas med kornmedium. DYRKNING I SLUTMEDIUM Træboende svampe kan dyrkes på træ. Hvis man forsøger sig med den navnkundige shiitake (som er en højt værdsat spisesvamp i Japan) er det dog vanskeligt at få myceliet fra et kornmedie til at tage fat i træet; her bør man i stedet pode små propper af tilskårent egetræ. De steriliseres i et syltetøjsglas, og kan podes direkte med mycelie taget fra agarmediet med podenålen. Efter gennemvoksning bankes egetræspropperne ind i et boret hul i den træstamme, der er slutmediet. Dyrkning i halmmedie er beskrevet nedenfor. Dyrker du i kompostmedium (champignon) eller i f.eks grannåle, hvis man tror dét er sagen for lige netop den svamp, du har med at gøre, så prøv samme dyrknignsprocedure. Disse dyrkningsmetoder har det tilfælles, at dyrkningen sker under ikke-sterile forhold i et medium, der er specielt tilpasset ens svamp, så dér kan den klare sig i konkurrencen. Man kan også dyrke under sterile forhold, i plasticposer eller eventuelt i henkogningsglas. Man kan købe plastic-bageposer, der tåler trykkogeren. Heri kommer man så sit medium, lukker posen f.eks. med en piberenser, og steriliserer i trykkogeren. Podningen sker bedst fra flydende medium, tøm et præparatglasfuld derned, sæt vattotten fra præparatglasset i plasticposens åbning, og luk posen med piberenseren, så svampen nede i posen kan ånde gennem vattotten. Metoden er især god, hvis man dyrker på savsmuld, men muliggør også, at man kan bruge kornmedium som slutmedium. PRÆPARATER, DER GEMMES TIL SENERE DYRKNING Et agarmedium kan holde sig i køleskabet et halvt års tid, hvis det er tæt tillukket med plasticfilm, så det ikke tørrer ud. Et sporeaftryk kan holde sig i mange år; spiringsevnen falder dog med tiden, så når man har svampe, bør man lave nye sporeaftryk. Det er ikke ret godt at bruge et gammelt agarmedium som udgangsmateriale, da svampen med tiden gror langsommere, bliver "senil". Dette makværdige fænomen er dårligt undersøgt, og der er stor forskel på de forskellige svampearters tendens til at blive senile. Men det er altid bedst, hvis man kan gennemføre hele dyrkningsproceduren, fra såning til høst, i ét rap uden for mange forsinkelser. Ompodninger fra én slags agarmedium til en anden hjælper lidt mod for tidlig senilitet. Det gældes om at lave et rimeligt uforurenet, det gør den senere dyrkning meget nemmere. Lav først et almindeligt, lille sporeaftryk, bare for at være sikker på, at svampen virkelig smider sporer. I mellemtiden steriliser du noget sølvpapir (bageovn, trykkoger), og vil du have mange sporeaftryk, så lav en sølvpapirspakke med mange små stykker sølvpapir i. Svampen (hatten, uden stok) skal nu ligge over sølvpapiret med lamellerne nedad, så vi får et sporeaftryk. Du kan roligt regne med, at selve svampen indeholder masser af bakterier, de må helst ikke forurene sporeaftrykket alt for groft, derfor er det vigtigt på en eller anden måde at holde svampen løftet op over sølvpapiret. Jeg foreslår, at du tager en lille konservesdåse, og åbner den i begge ender, så den danner et rør. Steriliser konservesdåsen. Stil den ovenpå sølvpapiret, og læg svampen ovenpå konservesdåsen. Hold svampen på plads ved hjælp af et stykke sølvpapir med hul i. MEDIER Standard flydende- agar- og kornmedie: 2 liter vand + 50 g sukker bringes i kog. 1 kg (1,2 liter) hel rug tilsættes og koges - det skal koge inden der er gået 5 minutter; ellers må kogetiden forkortes. Regnet fra kogningens begyndelse skal kornet koges i 15 minutter, hvorefter det straks sies. Der skal være ca. 1,1 liter frasiet væske. Den er perfekt som flydende medium; kornet i sien er perfekt som kornmedium. Kornmediet, og den del af det flydende medium, som man ikke straks vil lave agar-medium eller flydende medium af, hældes på syltetøjsglas med låg. Låget skal være skruet på, så det slutter tæt, men ikke alt for hårdt. Herefter steriliseres mediet 20 min i trykkogeren (regnet fra det tidspunkt, hvor trykket er oppe) og stilles til afkøling; i det uåbnede glas kan det holde sig i årevis. Til agarmedium tilsættes 20 g agar/liter til det flydende medium, drys agaren i under kraftig omrøring, så den ikke klumper for meget. Giv det et opkog, så agaren er opløst, og hæld det straks efter på en mængde små præparatglas, så hvert glas er ca. 1/5 fuldt. Hvert glas skal have en vattot ret stramt i som låg, og yderligere et lille stykke sølvpapir over. Glassene bundtes 4-5 glas i hvert bundt, der får yderligere et stykke sølvpapir over, og holdes sammen med en elastik. Bundterne stilles i trykkogeren og steriliseres 15 min, regnet fra det tidspunkt, hvor trykket er oppe. Når trykket er nede igen, men inden agaren stivner, stilles glassene på skrå inde i podekassen, så agaren stivner med en stor overflade; dette kaldes skrå-agar (se fig.). Holdbarheden i de små glas begrænses af, at væsken fordamper fra overfladen, så koncentrationen af næringsstoffer bliver for stor, og svampens vækst hæmmes. De kan dog godt holde sig 2-4 måneder. Flydende medium laves ligesom agarmedium, bare uden agar. I stedet for skrå-agar kan man også dyrke i petri-skåle (se fig.). Det har den meget store ulempe, at der let kommer forureninger ind langs kanten af petriskålen, hvorfor dyrkningen må ske i en kasse, som man holder steril til formålet, og man kan ikke lave agar-medier til længere tids forbrug på en gang. Men petri-skålene har den fordel, at der er en meget stor overflade, så man let kan se, hvad der foregår. Personligt foretrækker jeg nu skrå-agar. Standardmediet er et glimrende medium til alle svampe, fuldt på højde med de dyreste købemedier. Hvis du dyrker det samme mycelium på agar i længere tid, vil det dog være glad for lidt forandring i ny og næ, dertil kan du lave Kartoffelmedium: ½ kg kartofler pr. liter skæres i stykker (med skræl) og koges, væsken tilsættes 15 g sukker pr. liter. Gulerodsmedium: Som kartoffelmedium. Klidafkog: Afkog af 50 g hvedeklid/liter tilsat 15 g sukker/liter. Kun god til visse svampe. Savsmuldsmedium Mange træboende svampe gror selvsagt godt på savsmuld, og savsmuldsmedium kan erstatte kornmedium. Til østershat kan man f.eks. bruge 1/4 hvedeklid + 3/4 bøgesavsmuld; de fleste træboende svampe klarer sig dog fint uden hvedeklid, og faren for forurening er da mindre. Savsmuldet skal være ca. 2/3 vandmættet, defineret således: 1/3 af savsmulden tages fra, og de resterende 2/3 kommes i vand. Efter at have trukket en times tid sies og presses vandet fra, hvorefter den tørre 1/3 af savsmulden tilsættes. Slutmedium De forskellige svampe har forskellige spisevaner. De foregående medier var nogen, som alle svampe kunne lide. Derfor var vi også nødt til at dyrke svampen under sterile forhold; mugsvampe kan jo også lide medierne, og vil hurtigt kunne udkonkurrere den svamp, vi er interesseret i. Slutmediet, derimod, skal kunne stå fremme, og det er alt for upraktisk at dyrke under sterile forhold; til gengæld er vi så nødt til at vælge et mere specielt medium, hvor vores svamp kan klare sig i konkurrencen. Ren halm har den fordel, at det ikke er specielt udsat for mug-angreb, og bør nok bruges som slutmedium overalt hvor det er muligt. Champignon skal have en særlig champignonkompost af halm og hestegødning; den skal først fermenteres rigtigt, og det er meget vanskeligt, med mindre man laver den i meget store mængder. Om andre svampe, se tabeloversigten side qq. Halmmedium Hertil er byghalm og hvedehalm særdeles velegnede; den skal være af god kvalitet, fri for mug og sorte pletter. Ved forsøg med Østershat-dyrkning gav hvedehalm 25% større udbytte end byghalm, frøgræshalm (rødsvingel eller engrapgræs) 70% størrer udbytte. Det anbefales ikke med tilsætning af soyaskrå eller lignende til halmen, ganske vist bliver udbyttet lidt større, men faren for, at der skal gå sygdom i halmen, er langt større. Halmen skal gennemvædes, og da den også har godt af at blive pasteuriseret slår vi to fluer med ét smæk, og dypper halmen i varmt vand. Hvis du pasteurisierer en hel halmballe af gangen, kan du komme den ned i en rengjort olietønde, stille fyret på højeste varmegrad, og hælde varmt vand i tønden. Mindre mængder halm kan pakkes ind i hønsetråd, flamingokasser eller lignende, og pasteuriseres f.eks i badekarret. I alle fald må du lægge noget tungt ovenpå, så halmen holdes nede i vandet. En pasteuriseringstemperatur på 75ºC er ideel, 60ºC kan gøre det; men pasteurisering ved for høj temperatur er skadelig, da halmen så bagefter er meget mere modtagelig for sygdomsangreb. Lad halmen stå ½ døgn og køle af i vandet, tøm så vandet ud, og lad halmen stå endnu ½ døgn til afdrypning. Man kan dyrke i de hele halmballer, ved at mase huller i halmen med et riveskaft, og komme podematerialet ind i halmballen. Som regel vil dyrkning på mindre mængder halm dog være at foretrække, det er beskrevet i afsnittet "dyrkning i slutmedium" side qq. Dækjord Det er normalt (omend ikke altid) nødvendigt at dække slutmediet med dækjord, for at få svampen til at skyde hat. En god dækjord til de fleste svampe er Sphagnum (løs) og kalk i forholdet 5:1 efter rumfang. Champignonlaboratoriet anbefaler følgende dækjord til champignons: 1 balle tør, presset sphagnum (ca. 30 kg, ca. 420 liter løs sphagnum) 60 kg bakkegrus, 6 kg foderkalk, 140 liter vand. Sphagnumen skal være ren sphagnum. Køb noget pulvariseret jordbrugskalk, helst noget der er fri for klumper. Bland sphagnum og kalk, og væd den: Den skal være så våd, at man lige akkurat kan presse en dråbe vand ud af den. Det opnås bedst ved at tage 1/3 af blandingen fra, gør resten gennemvåd, og så tilsætte den tørre tredjedel igen, det plejer at passe meget godt. Denne dækjord er god til bl.a. trold-nøgenhat, men duer ikke til rødbrun bredblad, der ikke tåler al den kalk. Ved denne svamp er det udmærket bare at bruge almindelig havejord som dækjord: Lav et højbed med podet halm i midten og jord over. Dyrk salat eller andre almindelige afgrøder ovenpå højbedet, så kommer svampen til efteråret. Man bør normalt ikke pasteurisere dækjorden; men det kan være nødvendigt. Normalt er det dog billigere at købe noget ny sphagnum, end at prøve at redde den gamle ved at pasteaurisere den. Desuden kræver i hvert fald champignon og rødbrun bredblad, at der er visse bakterier til stede i dækjorden, ellers vil de ikke blomstre. TROLD-NØGENHAT Psilocybe cubensis Champignonlignende svamp fra troperne og subtroperne. Blånende. Hat 2½-7 cm bred, først halvkugleformet, siden noget fladere. Hatoverflade brun, hatrand gerne lysere, fedtet som våd, som ung med en ret kraftigt skællet hat. Lameller i grå-violette farver, efterhånden næsten sorte, tætte, ret smalle, tilhæftede, med lys æg. Stok 5-10 cm høj, ca. 1 cm tyk, tykkest for neden, hvidlig, noget furet på langs, med en lys, hudagtig ring, der på oversiden sortfarves af de nedfaldne sporer. Kød tydeligt blånende ved gennemskæring, især forneden på stokken. Smag og lugt svag, måske lidt fad. Deles somme tider i to arter, P. cubensis sporer 13-15µm, og P. subcubensis sporer 11-13µm lange, men overgangsdformer er almindelige. Trold-nøgenhat vokser på ko- og anden gødning og på velgødet jord. I Florida, hvor den er almindelig, strækker sæsonen sig fra februar til jul, dvs næsten hele året. Svampen kendes desuden fra Texas, Luisiana, Cuba, sydlige Mexico, Guatemala, Amazonas, Nepal, Indien, SØ-Asien, Bali, Australien; ja, den lille "Gold-Top" fra Londons parker påstås at være denne svamp. Der er i disse år en tendens til, at den dukker op nye steder, spredt af turister. I danmark kan svampen dyrkes i vindueskarmen, og i drivhus om sommeren. Netop fordi denne svamp er så taknemmelig at dyrke er det nok verdens populæreste psilocybinsvamp. Psilocybinindholdet er ret højt, omkring o,3% af tør vægt i de vilde arter, men desværre noget svingende fra stamme til stamme. Trippet synes at være renere end trippet af spids nøgenhat, måske fordi den ikke indeholder så meget af alkaloidet baeocystin. Da psilocinindholdet er ret stort, taber den en del i kraft når den tørres, men ved tør opbevaring kan psilocybinen dog holde sig længe, ved helt tør opbevaring i årevis. Frisk svamp Tørret svamp 1 md gammel 1 år gammel Lille dosis 7 g 1 g 2 g Stor dosis 40 g 10 g 15 g PÅSKE- OG PINSELILJE Narcissus (arter) Påskeliljen er blandt vores mest populære forårsblomster, både de egentlige Påskeliljer, Narcissus pseudonarcissus, Tazet-Narcisser Narcissus tazetta og Pinseliljer Narcissus poeticus. Hele planten, men især løget, er noget giftigt; det angives, at 15 g af løget var nok til at dræbe en middelstor hund. Som lægemiddel har i hvert fald Tazet-Narcissen interesse, da den virker hæmmende på visse former for virus, bl.a. en leukemi (blodkræft) fremkaldende virus. Så vidt afprøvet har påskeliljer en god, omend ikke specielt kraftig, virkning, når de ryges: Virkningen er let speedet, sanseindtrykkene bliver klare; virkningen holder sig i omkring 6 timer, dosering o,2-1g. På smagsløgene har røgen dog ikke en god virkning, eller rettere sagt, smagen er strid. Af planten er løgene og dækbladene omkring blomsten afprøvet; det tørrede løg må blandes op med noget for at kunne brænde. Bladene fra Tazet-Narcisser indeholder omkring o,2% alkaloider, løget omkring 1%, heraf omkring 50% lycorin og 10% tazettin. Andre har dog isoleret stoffet pseudolycorin, til syneladende som hovedalkaloid. Det er dette stof, der er aktivt mod leukemivirusen. En slægtning til Påskeliljen, Pancratium trianthum, bruges også som hallucinogen. Den gror bl.a. i Botswana, hvor folk kan finde på at tage løget i munden og forsigtigt suge lidt af saften. Løget spises ikke, dertil er det alt for giftigt. Planten er et ægte hallucinogen med visuelle halucinationer. ENG-TRAGTHAT Clitocybe rivulosa Lille, hvid, hvidsporet svamp, lameller let nedløbne. Hat 2-7 cm bred, med hvid belægning på lyst gulbrun bund, med brunlige pletter efter tryk, og ofte brunligt anløben som ældre. Lameller ret tætte. Lugt ret svag, syrlig, i modsætning til nogle lignende svampe med kraftigere og klarakteristisk lugt. På jord blandt græs. Trods navnet ses denne svamp såvel i skove som i enge. Den indeholder muscarin ligesom trævlhattene (se ovenfor) og regnes for meget giftig, dødelig dosis 50-100g. Den er kraftigt hallucinogen i små doser; den nøjagtige dosering kendes ikke, men omkring 1/10 g frisk svamp. Svampen ligner meget bleg tragthat, der dog ikke får brunlige pletter efter tryk. Bleg tragthat regnes for lige så giftig som eng-tragthat, og jeg gætter på, at de hallucinogenologiske egenskaber er lignende. ROEKNOLDET TRÆVLHAT Inocybe napipes Roeknoldet trævlhat er en af vores almindeligste trævlhatte, den træffes selskabeligt voksende især i birkemoser, men også i anden løvskov, i lærkeskov og evt. i granskov. Sæsonen går fra midt i juli til begyndelsen af november. Den er en af vores mange "små brune svampe", som på de fleste trævlhatte har kødet en karakteristisk "spermatisk" lugt, og hatten er radiært trådet. Den kendes bedst på hattens spids, og på knolden, der er stor og tydelig, men uden en kant på oversiden. Hat 1½-5 cm bred, fladt vælvet med en kraftig spids, ret mørkt brun, uden fnug eller skæl. Hathuden rævner radiært, hvorved hatten efterhånden får lyse striber af det blege hatkød nedenunder. Stokken er lysere end hatten, men i samme brune nuance, lysest foroven og forneden. Den er ret lang, 2-3 gange hatbredden, og ret tynd, 2-5 mm, tykkest forneden, med meget tydelig knold. Øverst på stokken kan der være nogle små, dunede skæl, men ellers er stokken glat. Lameller frie, først hvidlige, siden mat brune, helt uden gule nuancer, på unge eksemplarer med en lys æg. Kød blegt, straks efter gennemskæring kan man lugte den "inocybede" lugt, en aromatisk-jordagtig lugt, der er karakteristisk for trævlhatte. Smag først sødlig-nøddeagtig, efter lidt tid med en lokalbedøvende følelse i ganen. Doseringsforslag til hallucinogent brug: 2-5g frisk, o,2-o,5 g tør, 2-4 stk. Der er tale om et lident gennemprøvet hallucinogen, og svampen regnes traditionelt for at være meget giftig, så vær påpasselig. Foruden den hallucinogene virkning giver den varme og velvære i kroppen, varme i huden og svedafsondring, samt prikken i læberne. TRÆVLHATTE Inocybe Trævlhat er en stor slægt af små svampe med tør, trævlet hat, der sprækker radiært, og ret lyst brunt sporeaftryk. Mange af arterne regnes for at være slemt giftige, så det kan være en farlig spøg at eksperimentere med trævlhatte til hallucinogen brug. Desuden er det meget svært at skelne de forskellige arter fra hinanden, men det er absolut nødvendigt, når de bruges hallucinogenologisk, da de forskellige arter kan have vidt forskellig styrke. Giftstoffet i trævlhatte er formodentligt muscarin. En effektiv modgift er atropin, som findes i pigæble, galnebær og bulmeurt. Selv ved en kraftig forgiftning forsvinder alle symptomer fuldstændigt ved injektion af ½-1 mg atropin, da der i forbindelse med forgiftningen kan komme opkastninger, er det muligvis ikke muligt at spise f.eks. pigæblefrø som modgift. En europæisk art, Inocybe aeruginascens, er hallucinogen, ved en foreløbig kemisk undersøgelse fandt man, at svampen indeholdt ca. o,3% psilocybin. Dette fund af psilocybin i en trævlhat er helt enestående. Denne svamp er foreløbig kendt fra Frankrig, Holland, Tyskland og Ungarn; men det kan meget vel tænkesd, at den også gror i Danmark. ULDBLADET KONGELYS Verbascum thapsiforme Man kan bruge blomsterne og bladene fra Kongelys til at lave hostesaft af; Filtbladet Kongelys (Verbascum thapsus), Mørk Kongelys (Verbascum nigrum) og Uldbladet Kongelys skulle virke lige godt. Pas på ikke at forveksle planten med Fingerbøl (Digitalis purpurea); forvekslinger er sandsynligvis dødelige. Det er let at kende forskel, når de blomstrer: Fingerbøl har store, røde, hvide eller violette blomster af fingerbølfacon, mens Kongelysens blomster er mindre, fladere og gule. Så hvis planten blomstrer er det let at se forskel; men når du høster frøene må du først have bestemt planten, mens den blomstrede. Kongelysfrø har en vis hallucinogen virkning, når de ryges. Fyld en gammel pibe med frøene (ikke din bedste pibe), sluk lyset i lokalet, og tænd piben med raske sug. Ikke alene er det festligt med lidt fyrværkeri i stuen, men efter at piben er røget vil alle være forbløffet over, at der også er en hallucinogen virkning. Virkningen varer ikke så længe, omkring en time, og bagefter vil det nok være rart med en lille en på øjet. HÅRET HØGEURT Hiracium pilosella Vi skal sandelig ikke savne noget at ryge på. Håret Høgeurt er nemlig en højst almindelig plante på sandet jord, hvor den kan plukkes i mængde. Den kendes på, at blomsten ligner en mælkebøtteblomst, og bladene, der er tydeligt filtede på undersiden, sidder i en roset ved jorden, og den har jordstængeludløbere til flere bladrosetter. Den blomsterer i maj-juni og igen i september-oktober, men planten kan findes hele året, selv om vinteren. Arten deles op i en mængde underarter. Jeg har prøvet at ryge planten en del gange, og har hver gang fået en vis virkning. Men der er da de planter i den danske flora, der har en kraftigere virkning. BITTERSØD NATSKYGGE Solanum dulcamare De tørrede blomster af Bittersød Natskygge har en ret stærk, hallucinogen virkning, når de ryges. Virkningen kan sammenlignes med virkningen af hash, og den holder sig i omkring 4 timer. Der skal mange blomster til at fylde en pibe, og da blomsterne sidder spredt på planten, er det nødvendigt at finde et sumpet sted, hvor planten gror i mængde, før man begynder at plukke. Men så bliver plukkearbejdet også lønsomt. Bittersød Natskygge har en meterlang stængel, der slynger sig op ad (men ikke rundt om) andre planter. Blomsten er ikke til at tage fejl af, det er en rigtig natskyggeblomst med 5 smukke, dybtviolette kronblade udenom den smukke, gule griffel. Bærrene er røde og aflange. Den blomstrer i juni måned. Bukketorn har et lignende udseende, men den vokser på meget mere tør og sandet jord, langs hegn og skrænter. RØD FLUESVAMP Amanita muscaria Rød fluesvamp er en af vores alleralmindeligste svampe. Med sine flotte, nationale farver er det den absolut mest fotograferede svamp i Danmark, men lad mig alligevel for god ordens skyld beskrive den: Hat 10-20 cm bred, smukt orange eller rød, med hvide eller svagt gullige skæl ovenpå en hathud, der kan rives af i små strimler. Stok rent hvid, med veludviklet, hvid ring og tydelig knold forneden. Som ung beskytter det hvid slør lamellerne, som spæd har den yderligere et hvidt svøb udenom hele svampen, så den minder om en støvbold. Risikoen for forveksling med de meget giftige fluesvampe (grøn og hvid) er lig nul, blot man bemærker hatfarven. Man kan plukke de første eksemplarer af rød fluesvamp engang midt i august, men først i september er det højsæson. I oktober er der stadig en del, men i november kan man kun finde enkelte eksemplarer. Den holder især til i tæt granskov, men kan også udmærket plukkes mange andre steder, f.eks. fugtig birkeskov. Rød fluesvamp er et udmærket hallucinogen. Kog den godt igennem og drik afkoget; smagen kan måske være en smule vammel, så det er bedst at drikke afkoget koldt, og at skylle efter med rent vand. Man kan også ryge den tørrede svamp, men så virker den ikke nær så kraftigt. De aktive stoffer findes i størst koncentration i den farvede del af hatkødet, så når man plukker svampen lønner det sig at nøjes hatten, og eventuelt skære lamellerne fra. Den kan også tørres og gemmes (se senere). Dosis, når den Dosis når Vægt af Vand- Alkaloid- koges og drikkes den ryges én svamp indhold indhold Frisk 150 g, 2-5 stk - 25-90 g 95 % o,o2 % Tør 5-15 g, 2-5 stk 1-2 g 1-3 g - o,3 % Jeg har hørt om folk, der havde gode erfaringer med at spise rød fluesvamp rå; mine egne erfaringer med at spise den rå eller tørrede svamp, uden først at koge den, er dårlige, så kog den godt igennem. Der plejer at gå en lille times tid, inden virkningen kommer. Der kan være kvalmefornemmelser i starten, men er svampen kogt grundigt, er der sjældent opkastninger, og kvalmen går hurtigt over. Trippet giver ændret orienteringsevne, somme tider hallucinationer, og der er mulighed for at køre trippet op til højt eller lavt speedniveau, alt efter hvor meget man bevæger sig. Da man eventuelt kan falde i søvn på trippet (spild af et godt trip) bør man være rimeligt veludhvilet. Ofte bliver man konfus med hensyn til, hvilken vej man skal gå, og man bliver let i kroppen. Virkningen holder sig i omkring 7 timer, med eftertrip i lige så lang tid, og tømmermænd er der ingen af. Den tørrede svamp kan gemmes til vinterforråd. Holdbarheden er ikke ubegrænset, men jeg skulle mene at den kan holde sig til næste års høst. Svampen bør tørres på et lunt sted, da den let rådner, hvis tørringen ikke sker hurtigt nok. Den skal være fri for ormgnav, hvis den ikke tørres meget hurtigt, da ormene ellers under tørringen gnaver sig fra svamp til svamp; det hjælper at skære svampen i fine skiver, så tørretiden forkortes. Det går ikke at tørre svampen i ovn eller lignende, da varmen får væsken i svampen til at træde ud. Svampedele, der er blevet misfarvet under tørringen, bør kasseres. De aktive stoffer i rød fluesvamp er ibotensyre og muscimol, samt muligvis nogle flere. Ibotensyre fraspalter let kulsyre (CO2), hvorved det omdannes til muscimol. Muscimol er et ca. 5 gange kraftigere hallucinogen end ibotensyre. Jeg tror nok, at ibotensyre er noget giftigt; det kunne i hvert fald forklare, hvorfor svampen skal koges igennem inden brug, det er for at omdanne ibotensyren til muscimol. Ibotensyre er en fluegift, et gammelt husråd er at lægge stykker af hatten fra Rød Fluesvamp i en underkop med mælk, så kommer fluerne og dør. Ekstrakt af svampen har også været brugt som middel mod væggelus. Indtagelse af 10-15 mg muscimol giver symptomer såsom desorientering i tid og situation, forstyrrelser i syns- og høreopfattelsen, ryk i musklerne, træthed og trang til søvn. Det siges, at muscimol og ibotensyre virker forstærkende på mange andre hallucinogener, men jeg har ikke gjort de nødvendige eksperimenter. Muscimol er vandopløseligt, det var måske en ide at brygge vin tilsat rød fluesvamp. Nogle sibiriske nomadestammer bruger rød fluesvamp som hallucinogen, også mange steder hvor det er for koldt til, at svampen kan gro. Så bliver det en kostbar historie at købe svampen af en kræmmer. Der er gamle beretninger om, hvordan et helt telt kunne komme på trip af en enkelt portion, ved at drikke hinandens urin. De aktive stoffer bliver kun i kroppen i kort tid, og går så over i urinen. Men virkningen af de aktive stoffer holder sig i kroppen i ca. 7 timer. Sådan er det med hallucinogener, man kan ikke sige noget om varigheden af virkningen ved at studere, hvor længe de aktive stoffer bliver i kroppen. Der går en mærkelig skrøne om rød fluesvamp: Vikingerne skulle have brugt den, og virkningen skulle have fået dem til at gå bersærk. Det passer ikke. Jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan virkningen af rød fluesvamp skulle kunne få nogen til at gå bersærk, det lyder langt snarere som virkningen af en god gang mjød. Beviset for skrønen er mere end tyndt: Da skrønen blev opfundet (prof. Samuel Ödman, 1784) skyldtes det vanvittigt overdrevne rejseberetninger fra det vilde Sibirien, hvor rød fluesvamp som nævnt bliver brugt. Ödmanns teori lå i mølposen i 100 år, så skrev en Norsk læge, F. C. Schübeler, at indtagelse af rød fluesvamp gav kæmpekræfter, og at virkningen svarede nøje til vikingernes bersærkergang. Det fik skrønen til at gå sin sejrsgang, nye historier blev føjet til, men man savnede godt nok skyggen af bevis, f.eks. i form af arkæologiske fund. For nogle år siden blev der så i dansk TV sagt, at man havde fundet rester af rød fluesvamp i en vikingegrav. Hvordan denne forgængelige svamp har kunnet holde sig i 1000 år sagde de dog ikke noget om, jeg tror det er en avis-and. PANTER-FLUESVAMP Amanita panterina Panter-fluesvamp virker ligesom rød fluesvamp, dog siges den at være 3 gange stærkere, så man skal bruge en 3 gange mindre dosis. Den har dog en række ulemper: Alkaloidindholdet varierer stærkt, svampen er sjælden, og den kan let forveksles med andre fluesvampe, omend næppe med de meget giftige grøn og hvid fluesvamp. Hatten på panter-fluesvamp er 5-10 cm bred, brun, let klæbrig, hatkant noget stribet, med hvide skæl ovenpå den aftagelige hathud. Stok hvid, hvidskællet, med knold og ring. I modsætning til mange spiselige fluesvampe, som den ligner, er ringen ikke stribet. Amanita regalis er en brun variant af rød fluesvamp. Den skelnes på, at hatkødet lige under den aftagelige hathud er hvidt på panter-fluesvampen, men gult på Amanita regalis. KRUMSKÆLLET SKÆLHAT Pholiota squarrosa Krumskællet skælhat vokser i meget store knipper på træ, gerne ved foden af syge bøge- eller æbletræer, men også på andre træsorter. Som alle skælhat-arter har den brune sporer, og er som ung dækket af et svøb, der efterlader et tykt lag skæl på hatten og på stokken op til ringen. På Krumskællet Skælhat er hatten tør, ikke fedtet som våd, og med ret mørke brune skæl på bleggul bund. Hatrand indrullet, lugt og smag noget ræddikeagtig. Krumskællet Skælhat er hallucinogen, at sammenligne med rød fluesvamp, hvad virkningen angår. En nær slægtning, slimet skælhat (Pholiota muelleri, syn. P. adiposa), er uden virkning. Ved et forsøg gav 15 g (1 stk.) frisk krumskællet skælhat, spist rå, en udmærket virkning, fri for bivirkninger. Ved andre forsøg med tørrede svampe, som blev kogt i vand, var virkningen af stærkt varierende styrke, som om svampen havde tabt meget i kraft ved opbevaring i max. ½ år. Hvor meget svampen taber i kraft ved opbevaring kan meget vel afhænge af, hvor tørt den opbevares. Pas derfor på med doseringstabellen nedenfor: Doseringen af den tørrede svamp kan muligvis være sat for højt: Frisk svamp Tør svamp, Tør svamp, 3 mdr gammel 6 mdr gammel Lille dosis 10 g, 1 stk 3 g, 2 stk 15 g, 7 stk Middel dosis 40 g, 3 stk 10 g, 4 stk 25 g, 12 stk HAMP Cannabis sativa Hampeplanten er en af vores gamle nytteplanter. Den stammer oprindeligt fra Kina, og blev indført til Norden omkring år 0. Stænglens store, grove taver bruges til rebslageri og fremstilling af sækkelærred, sejldug og blår, ja sågar til at lave papir til pengesedler af. Frøene bruges meget som fuglefrø, og der kan også presses olie af dem. Presseresterne, hampefrøkager, er rige på protein og bruges til kvægfoder. Bladene, blomsterne og tildels roden mindsker muskelspændinger, og bruges i kinesisk medicin mod krampe, astma, smerter og som sedativ (beroligende middel). Af de samme plantedele fremstilles en række hallucinogener, bl.a. pot og hash. Desuden er de virksomme mod grøn stær: Venter du på en operation, kan du undgå skader i ventetiden ved daglig hampespisning. Hamp er et meget benyttet hallucinogen i dag, og med god grund. Planten er let at dyrke, den er fortrinlig som hallucinogen, og virkningen er oftest behagelig. Jeg kan godt være lidt mat dagen efter, at jeg har røget det, men det er ikke slemt, og der er ikke andre kedelige bivirkninger. Hampen giver øget sensibilitet - udbytte af input - evne til at flippe ud over musik eller andre indtryk udefra, får dig til at leve i nuet. Virkningen er gerne gavnlig i forbindelse med visse kunstneriske udfoldelser, at tegne, male, spille musik. Men selv om forståelsen for visse abstrakte begrebet bliver skærpet, bliver evnen til indlæring generelt formindsket, og det gælder også dagen derpå. Dette er en advarsel! Virkningen er ret uforpligtende, i modsætning til virkningen af f.eks. psilocybinsvampe, hvilket på en måde er behageligt, men det betyder på den anden side, at det er fysisk muligt at ryge hamp hver dag, hvilket er uheldigt i det lange løb. Ryg kun hamp, når du er i stand til at udnytte virkningen. En kortere periode, f.eks. i sommerferien, er du måske i stand til at udnytte virkningen, når du ryger hamp hver dag, men i det lange løb har du også brug for den tid, hvor du ikke er påvirket af hamp. Da hamp ikke er vanedannende, er det intet problem at holde op med at ryge det, det er bare at holde op. Nu skrev jeg, at hash (hamp) er et godt hallucinogen, men som sagt i indledningen bruger jeg ordet hallucinogen i en ret vid betydning. Egentlige hallucinationer kan forekomme på hash, men de er ret sjældne. Hash virker noget bevidsthedsudvidende i den forstand, at man kan bruge tiden her og nu, men den mest udprægede virkning er nok som "aktiv placebo" (se side qq). En af de første gange, jeg røg hash, fik jeg at vide, at efter at have røget det fik man sådan en lyst til at rense tænder med tungen - så jeg rensede tænder med tungen, hver gang jeg røg hash i lang tid derefter. Men så en dag blev jeg træt af det pjat, og siden har hash ikke påvirket mig på den måde. Hash har været brugt som nydelsesmiddel i lang tid herhjemme, og kunne købes frit på apoteket indtil engang i mellemkrigsårerne. Efter amerikansk pres blev det forbudt ved lov i 1955 - de skadelige bivirkninger af denne lov er omtalt på side qq. Der drives hetz mod hash, således påstås det at være "fysisk vanedannende". Det vil sige, at man kan gøre det til en vane at ryge hash, ligesom man kan gøre det til en vane at spise et blødkogt æg om morgenen. Det er rent ordgøgl, "fysisk vanedannende", sådan noget fis. Men jeg har set Lions Club stå på gaden og uddele brochurer med lodrette løgne om hashens skadelige bivirkninger, de gjorde det vel i den hellige hensigt at få "den slags folk" kastet i fængsel, og som vi har set, kan sådanne kampagner føre til massearrestationer. HASHKAGER Al hash kan bruges; men grøn hash og pot virker lige så godt som de finere hashsorter. Foruden de aktive stoffer indeholder hash en del stoffer, som ikke er aktive, men som omdannes til aktive stoffer ved rygning eller mere effektivt på følgende måde: Varm noget smør, magarine eller olie på panden, til det ryger ganske svagt. Kom så den velsmuldrede hash i, den skal være helt dækket af fedtstoffet. Du vil nu se nogle små luftbobler komme op fra hashen. Det skyldes at der sker kemiske processer, hvorved inaktive stoffer omdannes til aktive stoffer, og samtidigt dannes der kulsyre, der er en luftart. Når det ikke bobler nær så kraftigt mere (eller efter et kvarters tid) slukkes for gassen. Efter at fedtet er kølet lidt af, kan det bruges til alskens madlavning, f.eks. til at blande i pandekagedej. Efter denne behandling vil hashen virke 2-4 gange kraftigere, end hvis den blev brugt direkte. Pot-te ("hot pot chai") gives en lignende behandling: Kog potten i mindst én time inoget vand, tilsat lidt mælk. Mælken gør, at de aktive stoffer opløses. Krydderier tilsættes efter behag, f.eks kanel og ingefær til teen, og muskat til kagerne. Da virkningen holder sig længe, er hashkager bedst som morgenmad, og det er en rigtig dårlig ide at spise dem på et senere tidspunkt end om eftermiddagen. TILBEREDNING AF HASH Hash kan ryges rent, man kan blande det med noget for at det skal brænde bedre, eller man kan spise det. Hvis man ryger det, kommer virkningen gerne meget hurtigt, og den holder sig i ca. 3 timer. Hvis man spiser det, går der gerne 1-2 timer, inden virkningen kommer, og den holder sig i ca. 10 timer. En overdosis kan virke meget ubehageligt, især hvis man spiser hashen. Doseringen afhænger meget af kvaliteten; prøv med o,1-o,3 g hash eller o,2-o,5 g pot, både til spisning og til rygning. Til rygning kan man "ryge rent", eller man kan blande med tobak: Pot kan uden besvær ryges rent, ved at man ruller cigaretter af det. For at ryge hash rent skal man bruge en meget lille pibe; hvis du ikke har én specielt til formålet, kan du lægge et stykke sølvpapir over en almindelig pibe, presse en fordybning i sølvpapiret, og prikke huller med en nål. Prøv at smuldre hashen med fingrene efter først at have varmet den op; kan det ikke lade sig gøre, så skær hashen til tynde flager med en skarp kniv. Piben går let ud, og må så tændes påny. Det er almindeligt, at man blander hashen med tobak fra en cigaret, for at den bedre skal kunne brænde. Det er ret dårligt, da tobak er giftigt. Problemet kan løses så nogenlunde ved først at riste tobakken, og ristningen får også hashen til at smage bedre. Kom tobakken ud på et stykke sølvpapir, og rør af og til rundt iden, mens du varmer den over et stearinlys, en brødrister eller lignende. Det er ligesom med frikadeller, skal gerne gennemsteges men meget nødigt brænde på. Smuldr så hashen ned i tobakken, varm det igennem, og nulr det hele sammen, mens det er varmt. En pibe hash smager bedst, hvis det har taget frustrerende lang tid at lave den. Blandingen kan forresten også udmærket bruges til at rulle en joint (cigaret) af. DYRKNING AF HAMP Hamp dyrkes overalt på jorden, fra Nordkap til Kap Horn. Dog bør hampen stå i drivhus i Trondheim eller nordligere, og selv længere sydpå vil den kun kunne trives udendørs på en lun vokseplads. I Danmark er det varmt nok til, at den kan gro overalt. Hvis hampen kun lige akkurat kan klare sig, fordi sommeren er for kort, så brug dine egne frø til næste års udsæd. Snart har du en hampesort, der passer til klimaet dér hvor du bor. Hamp gror godt i en velgødet havejord, der hverken er for sur eller for basisk. I det rene sand klarer hampen sig ikke, men en sandet jord, der med en kærlig hånd og megen kompost i årernes løb er gjort muldrig, er noget af det bedste. Derimod er en alt for leret jord, eller en dårligt drænet jord, mindre velegnet - på sådanne steder bør man lave et hul af et godt spadestiks dybde og bredde, og fylde det op med en blanding af sand og kompost, evt tilsat lidt kalk eller aske. Jordens surhedsgrad skal gerne være 6-8½. Under 5½ er for surt, men med en let sur jord slipper man for at gøde med fosfor. Hampeplanter elsker kvælstofrig jord, men for meget kvælstof, især hen imod slutningen af vækstperioden, kan gå ud over den færdige pots kvalitet. De meterhøje hampeplanter skygger for ukrudtet, så planten er velegnet til rensning af et urent stykke jord. Den er også god til læhegn, men da ikke alle sorter er lige modstandsdygtige mod vinden, anbefales det at plante 2-3 rækker med planterne ret tæt i rækken. Det giver dog ikke så mange topskud, hvis planterne står for tæt. Indendørs dyrkning i vindueskarmen kan være udmærket, men udbyttet bliver langt mindre end ved udendørs dyrkning. Hvis dagens længde er under ca. 12 timer begynder den at blomstre, ofte alt for tidligt. Med kunstlyset i stuen kan du undgå en for tidlig blomstring. Man kan sagtens dyrke hamp ved kunstlys i et ellers mørkt rum. Brug 2-5 lysstofrør, som er beregnet til dyrkning, f.eks. Gro-Lux. Hæng dem op i nogle snore, så de kan sænkes ned til lige over planterne. Stil noget under potterne med de mindste planter i, så alle planterne når op til samme højde, så tæt på lysstofrørerne som muligt uden at røre, så planterne får mest muligt lys. Sæt hvidt papir, alu-folie eller alu-kraft op alle vegne, for at reflektere lyset så planterne får mere lys. Ved hjælp af et tænd- og slukur gives planterne en dag på ca. 17 timer; de har også brug for mørke om natten. Når planterne har vokset sig store nok, kort så dagen ned til 12 timer eller derunder, det får planterne til at blomstre. SINSEMILLA Sinsemilla er topskud fra ubefrugtede hunplanter. Det fremstilles simpelthen ved, at man fjerner hanplanterne, så snart de afslører sig som hanplanter med pollenkapsler (se tegning). Hvis man har en lun vokseplads, kan en sinsemilla-plante blive ved med at sætte topskud, når de gamle topskud plukkes af, og topskuddene bliver i alle fald størrer, når de ikke bliver bestøvede. Man kan lave en hæk af sinsemilla-planter, som man jævnligt klipper, og bruger afklippet som røgelse. Det værste ved sinsemilla er at få frø til næste års planter, men enkelte af hunplanterne får nogle få hanblomster, så sinsemilla indeholder gerne nogle ganske få frø. Der er det spændende ved frø, hvis far var en hunplante, at det næsten altid bliver til hunplanter. så hvis du kan få en hunplante til at slå om, skifte køn, kan du bruge dens pollen til bestøvning af andre hunplanter. Vælg en af de hunplanter ud, der tidligst afslører sig som hunplante, og dril den lidt: Prøv at lade den stå i to dage med en sort plasticsæk over hovedet. Somme tider kan man på den måde få den til at skifte køn. Pollen kan indsamles ved at plukke pollenkapslerne og ryste dem i en lille flaske. Den indsamlede pollen kan holde sig viril i ca. 2 uger. Hunplanterne kan så bestøves ved hjælp af en pensel. SÅNING OG PASNING Frøenes kvalitet betyder meget for resultatet. Det er bedst med frø fra planter, som du ved er dyrket herhjemme sidste år, og som gav god pot. Fuglefrø er af en alt for dårlig sort. Spiringen fremskyndes, hvis man lægger frøene i lunkent vand natten over. Pot kan sås fra midt i april til sidst i maj. Man får de stærkeste planter ved at så direkte på voksestedet først i maj måned, og siden tynde ud til en afstand af f.eks. 80 cm mellem planterne. Hvis man ikke har ret mange frø, anbefales det at forkultivere indendørs. Det er vigtigt, at de små planter får lys nok, ellers får de nogle frygteligt lange spirer, så stil dem lyst, puds vinduerne, og så ikke for tidligt. Ved udplantning eller omplantning skal planterne helst sættes i en klat mudder, og helst ikke have for meget sol den første dag. Plant ud i gråvejr, eller sidst på dagen. Nogle af udplantningerne mislykkes altid, så hold nye udplantningsplanter i reserve. Vand de små planter efter behov, nyudplantede planter skal vandes allerede dagen efter udplantningen. Når planterne er omkring ½ m høje skal de kun vandes, hvis jorden bliver meget tør. Fra august må planterne slet ikke vandes mere; det giver den bedste pot. Når planterne er omkring 1 m høje, nippes topskuddene af, og det samme kan eventuelt gøres en gang til 3 uger senere. Herved dannes der flere sideskud med topskud på. En stor og forgrenet hunplante fylder lige så meget som 10 små hunplanter, men den har mange flere topskud. Det betaler sig ikke at dyrke for tæt, sørg for at tynde ud i tide. Øverst: HUNPLANTE med top- skud, kort før blomstringen. Selve hunblomsten kan ikke ses på billedet. Nederst: HANPLANTE med umodne pollenkapsler foroven på stænglen. Sidenhen, når han kaster sin pollen, sidder kapslerne på nogle små grene ud til siderne. hØST Når planterne er så gamle, at man tydeligt kan se, hvilke der er hanplanter, bør man efter bedste overbevisning fjerne de dårligste af hanplanterne; det har meget stor betydning for kvaliteten af de næste års høst. Man får meget bedre pot, hvis frøene er bestøvet med hanplanter, der selv giver en nogenlunde kraftig pot. Lad de bedste af hanplanterne stå og visne, så de bestøver hunplanterne. Der er intet i vejen for at flytte en hanplante over til nogen hunner, der skal have en bedre bestøver, hanplanten behøver man ikke plante i jorden igen. Ved den egentlige høst forstås indsamlingen af hunplanterne, de giver den bedste pot. De kan høstes ca. 2 uger efter, at de er begyndt at blomstre, omkring midt i september, så får man den kraftigst virkende pot. Men jeg anbefaler alligevel, at man venter med at høste, til man kan mærke de første frø, omkring 1. oktober. På det tidspunkt er de store blade omtrent visnet bort, men topskuddene er store, og man får en god frøhøst. De aktive stoffer dannes af nogle små (o,o2-o,1 mm) kirtler på hele den overjordiske del af planten, og af nogle kirtler på o,15-o,5 mm lange stilke, som især sidder på topskuddene. Sekretet fra disse kirtler består af 80-90 % cannabinoider, resten er især flygtige æteriske olier. Med en stærk lup, eller et lille mikroskop, er det muligt at se disse kirtler. Selv om jeg ikke ved det bestemt, så må det være muligt at bestemme planternes styrke ud fra disse kirtler, så man bruger de bedste planter til frøavl. Trods alt en nemmere metode end at ryge dem. Høstningen kan ske på flere måder: -Bladene og topskuddene plukkes af og tørres. -Planten skæres af ved roden og hænges til tørre. -Hvis vejret er tørt, kan man knække stænglerne med topskuddene, men uden at brække dem af, og lade dem hænge på planten og tørre. -Planten tages op med rod, den værste jord slås af, og roden dyppes i skoldhedt vand. Planten hænges med hovedet nedad og tørrer og eftermodner. HAMPEPRODUKTER Af hampeplanten kan man lave følgende hallucinogene produkter: -Sinsimella -Pot fra topskuddene af hunplanten POT -Pot fra hunplanten og hanplanten -Forædlet pot -Nol (udtræk med petrolether eller renset benzin) UDTRÆK -Udtræk (f.eks. med isopropylalkohol) -Hash HASH Sinsimella er omtalt på side qq, fremstilling af de øvrige produkter vil blive omtalt på de følgende sider. Holdbarheden af alle produkterne er god. Ved mørk og kølig opbevaring kan de alle holde sig i mange år. Først ved temperaturer over 30ºC sker der en nedbrydning af de aktive stoffer, men holdbarheden er stadig mange år. Derimod bevirker lys en nedbrydning af de aktive stoffer. Dette er kun et problem ved eftermodning og tørring af hampematerialet, samt ved hampeekstrakter i et opløsningsmiddel. Derfor skal flydende hampeekstrakter opbevares i brune flasker. POT Pot er de tørrede plantedele. Nu er f.eks stænglerne ikke gode at ryge, så de tages fra. Allerede ved høstningen kan man tage de store blade fra - hvis planten høstes på et sent tidspunkt, udgør de kun en ringe del af høsten, ringe i flere henseender. Når plantedelene er tørrede, kan man si dem. Først gennem kyllingetråd, så materialet grovdeles, dernæst gennem en noget finere sigte. Til sidst kan man eventuelæt ryste plantematerialet i en meget finmasket si, kun lidt af potten drysser igennem (rystepot), det er godt at blande i ved hashfremstilling. Rystepot kan også fremstilles ved at man ryster potten i en kasse eller i en plasticbeholder med låg, og skraber det støv af, der sætter sig øverst. Eller i stor stil, med en betonblandemaskine og en støvsuger. UDTRÆK Knus plantedelene, og overhæld dem med et passende opløsningsmiddel (se tabellen). Det er bedst med et ekstraktionsapparat (se side qqq), men man kan også bare udtrække flere gange med opløsningsmidlet. Lad det stå og trække gerne et helt døgn hver gang, eller en time med kogende varmt opløsningsmiddel. Filtrer opløsningsmidlet fra og inddamp. Hvis opløsningsmidlet er brandfarligt, må arbejdet gøres ude i det fri. Til allersidst rører du udtrækket op med vand eller finsprit, som du damper af igen; herved fjernes de sidste rester af det måske giftige opløsningsmiddel. Til hashfremstilling er det nok bedst at udtrække 3 gange med isopropylalkohol, og så 1 gang med vand for konsistensen. Til udtræk bør man bruge de bedre dele af hampeplanten; f.eks. topskuddene fra hunplanterne, eller det der bliver tilbage, når man har fremstillet rystepot. Kontroller, at resterne efter udtrækket ikke er aktive. FERMENTERING Ved fermenteringen nedbrydes klorofylet, så potten får en mindre "grøn" smag, og en rød eller sort farve. De frisktplukkede topskud anbringes i en isoleret kasse, f.eks. en flamingokasse, og varmes. Til opvarmningen kan man bruge elektriske varmelegemer og en termostat, evt. elektriske pærer indpakket i sølvpapir. Temperaturen bør i starten være lidt over 30ºC, efter et par dage ca. 45ºC, processen tager omkring en uge. Det siges at være en fordel at tilsætte lidt skummetmælk til potten inden fermenteringen. Lad være med at fermentere al din pot på én gang, da processen somme tider mislykkes. Koldt vand fjerner ikke de aktive stoffer, så man får en kraftigere pot ved at fjerne nogle af de inaktive stoffer ved udtræk med koldt vand. Koger man potten i vand, vil olien fra frøene opløse mange af de aktive stoffer, sier man så de faste dele fra, og koger væsken ind til et mindre rumfang, kan man efter afkøling fiske hash op af suppen (kogehash). FORÆDLET POT Ved forsigtig fermentering af de hele planter (fugtig opbevaring) er det muligt at få den fedtede belægning til at løsne. Ved sen høstning, efter frost, kan man somme tider gøre det samme. Er man heldig, kan man ved forsigtig nuldring af de let fugtige plantedele få belægningen - og hermed næsten alle de aktive stoffer - til at drysse af. Men er man uheldig, og planterne mugner, kan man somme tider få hovedpine af potten. NOL Nol er en særlig stærk form for udtræk. Alle delene af planten kan bruges, men det er kun en lille del af de aktive stoffer, man får med. Da der er så stort et spild ville jeg kun bruge de groveste dele af høsten til at lave nol af: Hanplanterne og de store blade fra hunplanterne. Fremgangsmåden er den samme som for udtræk. Man vælger gerne et opløsningsmiddel, der ikke opløser for mange af de inaktive stoffer, f.eks. petroleumsether, touluol, xylen, hexan eller renset benzin. brandfarlig giftig effektiv ren nol petroleumsæter ja, meget nej nej ja hexan ja, meget nej nej ja æter ja, meget nej ja noget renset benzin ja, meget nej nej ja benzen (benzol, stenkulsnafta) ja, meget ja noget noget touluen (touluol) ja, meget noget noget noget xylen (xylol) ja, meget nej noget noget tetraklorkulstof nej ja nej ja kloroform nej meget ja noget klorethen CH3CCl3 nej nej noget noget acetone ja nej ja nej isopropylalkohol (karburatorsprit) noget nej ja noget 96 % finsprit noget nej ja noget metanol (metylalkohol, træsprit) noget noget noget nej vand nej nej nej nej På nær de 3 sidste er alle nævnte opløsningsmidler organiske opløsningsmidler, der giver hjerneskade ved længere tids indånding - også dem jeg har kaldt ugiftige. HASH Hash kan fremstilles ved en passende fermentering af topskuddene, men jeg kan ikke angive de nærmere omstændigheder. I afsnittet "fermentering" skrev jeg om fremstilling af kogehash; det vil dog vinde ved en efterfermentering. Også rystepot kan presses til hash af grøn type; det vil også have godt af en fermentering før eller efter presningen. Man får en bedre hash ved at blande rystepot, eller fermenteret rystepot, med en fedtet substans. Den fedtede substans kan være kogehash, udtræk eller nol, samt eventuelt forædlet pot. Man kan blande ingredienserne i det forhold, man nu har dem; der er ikke noget bestemt blandingsforhold, der er bedst. Hvis hashen ikke får den rigtige, bløde konsistens, kan du prøve at tilsætte lecitin af god kvalitet, men prøv dig forsigtigt frem, licitinen kan gøre hashen væmmeligt fedtet at have med at gøre. Du kan krydre blandingen med små mængder anis, moskus, mikroskopiske mængder kamfer, og meget andet. Vil du lave hash af hele høsten, så si din pot og prøv at få så meget rystepot fra som muligt. Lav nol af de grovere plantedele, og udtræk eller kogehash af resten. Bland så rystepot, nol og udtræk/kogehash. POLLEN Hanplanternes topskud indeholder en del aktive stoffer, men pollen fra hanplanterne indeholder næsten ingen aktive stoffer. Det, der somme tider sælges som "pollenhash", består formodentligt af presset rystepot. CANNABISSORTER Strengt taget består slægten Cannabis kun af en enkelt art, Cannabis sativa, men der er stor forskel på indholdet af aktive stoffer i planter avlet med henblik på henholdsvis drogefremstilling og rebslageri. Jeg vil derfor dele arten op i to arter, Cannabis indica (egentligt Cannabis sativa var. indica) med et højt indhold af aktive stoffer, og cannabis sativa (=C. gigantea) med de kraftige taver i hanplanterne. Mellemformer er dog almindelige. I tabellen angiver "antal", hvor mange planter der var med i undersøgelsen: HUNPLANTER HANPLANTER antal THC % CBD % antal THC % CBD % Cannabis indica 5 1,03 o,18 16 o,84 o,18 mellemform 42 o,52 1,21 44 o,10 o,31 Cannabis sativa 121 o,o9 1,21 115 o,o3 o,26 Tabellen ovenfor viser indholdet (gennemsnit) af aktive stoffer i cannabisplanter, dyrket under ens forhold i Ottawa, Canada. Det bemærkes, at CBD kun virker svagt hallucinogent, mens THC er det vigtigste af de aktive stoffer i hamp. Tabellen nedenfor viser, hvor de frø, de brugte, kom fra: USA og Latin- Europa Asien Afrika Canada amerika Cannabis indica 1 9 12 0 5 mellemform 38 6 0 1 1 Cannabis sativa 119 8 0 11 1 Det ses af tabellen, at europæiske frø (fuglefrø) gerne er af den dårlige sort, Cannabis indica. De bedste frø kom fra Afrika. Man kan godt få gode frø fra Indien, men man kan også få dårlige frø. Den bedste pot fra undersøgelsen stammede fra Uganda-frø med et THC-indhold på 2,6%. Ofte kniber det med at få de afrikanske sorter til at nå at sætte frø i den korte, danske sommer, men blot de når at sætte nogle få, vil nogle års indavl hjælpe på dette forhold. Den bedste pot, jeg har hørt om, stammede såmænd fra Fåborg, den indeholdt ca. 7% THC. Det skal endnu en gang understreges, at sorten, dvs. frøenes kvalitet, er det der betyder mest for kvaliteten af den hjemmedyrkede hamp. For at få fat i nogle frø af den rigtige sort, Cannabis indica, gå ud på dine venners hampemarker og pluk nogle blade fra han-planterne. Tør dem og ryg dem; hvis de virker kraftigt kan det kun være Cannabis indica. Sørg også for en fornuftig indavl: Lad kun de bedste af hanplanterne bestøve hunplanterne, og tag kun frø til videre avl fra de bedste af hunplanterne. Med års mellemrum bør du krydse dine planter med udefra kommende frø af god kvalitet (udavl). HASHKEMI Der er i tidens løb isoleret en lang række kemiske forbindelser fra hash og pot. de vigtigste er: THC = qq-THC = qq-trans-THC = Tetrahydrocannabinol. Det vigtigste af de aktive stoffer i hash. God hash kan indeholde 2-6% THC og ca. 10% THC-lignende stoffer ialt. Pot indeholder o,5-3% THC. THC-syre (A & B) er inaktive, men omdannes til THC ved rygning eller ved opvarmning ca. 15 min 100ºC. I hampeplanten findes mindst 95% af THC-en i form af THC-syre, men ved de almindelige analysemetoder (gaschromatografi) vil THC-syre blive registreret som THC. Når jeg skriver THC-indhold mener jeg derfor indholdet af THC + THC-syre. THCV = Tetrahydrocannabivarol. Selv om dette stof virker ca. 4 x svagere end THC, findes det dog i ret stor mængde, og kan være med til at forklare, hvorfor man oplever en forskel i virkningen af forskellige hashsorter. Man har fundet 2% THCV og 2% THC i pakistansk hash, 4% THCV og 7% THC i nepalesisk hash, og slet ingen THCV i libanesisk hash. Stofferne THCV-syre og CBDV svarer til THC-syre og CBD. CBD = Cannabidiol har kun en mindre hallucinogen virkning. Det er smertestillende, beroligende ("koksende") og antibiotisk. Det kan delvist omdannes til THC ved syrebehandling, hvorfor det er en god idé at tilsætte lidt syre (ascorbinsyre) til hampen, når man laver udtræk. CBD-syre omdannes til CBD ved opvarmning, ligesom THC-syre til THC. I frisk hamp findes ca. 95% af CBD-en i form af CBD-syre. Cannabinol virker ca. 10 x svagere end CBD, og ligeså sløvende. Luftens ilt ødelægger ganske langsomt THC, der bliver til cannabinol. Processen fremmes voldsomt af lys, så hampeprodukter og især ekstrakter skal opbevares mørkt. qq-THC virker knapt så kraftigt som THC. Det kan i nogen grad dannes ved ekstraktion af hash. Ved dårlige analysemetoder vil et stof, cannabispiran, blive registreret på gaschromatografen som qq-THC. VALMUEFAMILIEN Den "gamle" valmuefamilie deler botanikerne nu i to dele, valmuefamilien og jordrøgfamilien. Ved studiet af hallucinogene planter er denne opdeling upraktisk, da de to familier indeholder den samme type kemiske forbindelser, så opdelingen vil ikke blive brugt her. Valmuefamilien (Papaveraceae) Jordrøgfamilien (Fumariaceae) Argemone (pigvalmue) Corydalis (lærkespore) Chelidonium (svaleurt) Cysticapnos Dicranostigma Dicentra (hjerteblomst) Escholtzia (guldvalmue) Fumaria (jordrøg) Glaucium (hornskulpe) Hypecoum Macleya Meconopsis (valmuesøster) Papaver (valmue) Platystemon Romeria Sanguinaria (blodurt) Meget groft kan virkningen deles i to: Planter med morfinvirkning (beroligende), og planter med protopinvirkning (stærk aktiv placebo, se s. qq). Af planter med morfinvirkning er der de morfinholdige: Papaver somniferum og Papaver setigerum. Svaleurt, der ikke indeholder morfin, har en svag, morfinlignende virkning. Hjerteblomst (Dicentra) har stort set ren protopinvirkning, men mange af planternes virkning er en mellemting. Mange af planterne egner sig udmærket til indtagelse gennem fordøjelsen, f.eks. ved en kop urtete, men jeg anbefaler alligevel, at man først prøver at ryge planterne, og så siden evt. forsigtigt forsøger sig med at lave urtete af dem. Planterne kan have bivirkninger i form af opkastninger, diarre, krampe mv., hvis de indtages på anden måde end ved rygning. Alkaloider af berberin-gruppen er uden hallucinogen virkning, men kan muligvis øge øjenspændingen med øjenskader til følge. Planter med et højt indhold af disse alkaloider er: Argemone mexicana, Pigvalmue; Dicranostigma franchetianum & blodurt, Sanguinaria. Hamp mindsker øjenspændingen. OPIUMSVALMUE Papaver somniferum En sort af opiumsvalmue med hvidlilla blomst (birkesvalmue) dyrkes meget herhjemme, da frøene er birkes. Den ynder en let, porøs, muldrig jord, undgå at så for tæt, 20 cm melem planterne er passende. Den blomstrer sidst i juni, og opium kan fremstilles en gang i juli måned, ca. en uge efter at den har tabt kronbladene. Frøene til birkes bør først høstes en måneds tid senere, når kapslen er tørret ind. En god ryge-spise opium kan fremstilles ved forsigtigt at ridse i de grønne kapsler med en meget skarp kniv eller et barberblad. Snittet må ikke gå helt igennem, da man så mister halvdelen af saften. Den hvide mælkesaft vil nu pible frem i dråber, der bliver til opium, når det tørrer, og kan så siden skrabes af. Den opium, man således kan udvinde, bliver af en meget fin kvalitet, men udbyttet er kun ringe. I betragtning af, hvor stort et arbejde det er at fremstille sit eget opium, må det, skrækpropagandaen til trods, siges at være et harmløst narkotikum. Man kan lave mere opium ved at lave et udtræk af den grønne kapsel, men den således fremstillede opium får ikke en særlig lækker konsistens. Vand er et brugbart opløsningsmiddel, træsprit (methanol) og ethylacetat er gode opløsningsmidler, mens stoffer som benzin, petroleumsether og chloroform ikke duer. Drikker man et vandigt udtræk, må man være meget forsigtig med doseringen, da man kan blive alvorligt syg af det. Ud fra opium kan man fremstille en række præparater til injektion, men i så fald er det på ingen måde harmløst. Frarådes kraftigt. Opium indeholder gerne omkring 30% alkaloider, hvoraf morfinen udgør omkring 60%, narcotin 25%, codein 5%, papaverin 4% og thebain 3%. Den tørrede kapsel indeholder ca. o,5% morfin, opiumshalm ca. o,2%. Papaver somniferum var. Somniferum er violet, men de andre variteter giver lige så god opium. Blomsterfarven/farven af pletten midt i blomsten er: Candidum: hvid/- Macrocarpum: hvid/rød Papyrium: hvid/violet Clausum: violet/hvid Paeoniflorum: rosa/violet Roseolum: rosa/hvid KÆMPEVALMUE Papaver orientale Kæmpevalmue er en almindelig prydplante. Det er en stor staude med en kæmpestor (ca. 10 cm bred) valmueblomst, der blomstrer allerede om forsommeren. Blomsten kan være rød, lyserød eller hvid. Kapslen er kun lidt mindre end kapslen fra opiumsvalmue, mens dens nære fætter, Papaver bracteatum, har en meget størrer kapsel. Man kan fremstille en udmærket opium ved at snitte kapslerne, eller man kan tørre bladene og ryge dem. Virkningen er opiumsagtig, dvs. beroligende, men desværre synes den slet ikke at være bevidsthedsudvidende. Hvis planten spises, kan den have andre medicinske virkninger på kroppen, forstoppelse og måske krampe, så far med lempe. Alkaloidindholdet i valmuen er størst lige efter afblomstringen: Opium 30%, blomster og kapsel o,35%, blade og stængel o,1%, rod o,3% (rod vinter o,15%). Hovedalkaloidet hedder isothebain. Papaver bracteatum har et lignende alkaloidindhold. ANDRE VALMUER De vildtvoksende, danske valmuer er korn-valmue (Papaver rhoeas), kølle-valmue (P. argemone) og gærde-valmue (P. dubium). Jeg tror ikke, de er brugbare som hallucinogener, men korn-valmue er blevet brugt i Indien som erstatningsplante for opiumsvalmue. I øvrigt er dens kronblade gode til at lave hostemedicin af, skønt de siges at være helt alkaloidfrie. Foruden i opiumsvalmuen er der kun fundet morfin i Papaver setigerum og P. decaisnei; begge sjældne. Men tulip-valmuen (P. tulip) hører botanisk til denne gruppe, og dyrkes en del som prydplante. Botanisk kendes denne gruppe på, at bladfladen er vokset rundt om hovedstænglen, mens den på de almindelige valmuer vokser ud fra bladets stængel (se fig). SVALEURT Chelidonium majus Svaleurt er ikke nogen sjælden plante; den kendes på sine gule blomster og knaldgul mælkesaft. Er du i tvivl efter at have set saften er det ikke nogen Svaleurt. Svaleurt er kun svagt hallucinogen, når den ryges. Den skal helst plukkes, når den er i god vækst, og gerne lyntørres, f.eks. på sølvpapir på brødristeren. Holdbarheden af de tørrede blade er begrænset, ca. 2 måneder. Svaleurt er en god medicinplante. Afkoget bruges som smertestillende middel, især mod Sva- mensturationssmerter, men planten har mange leurt andre, medicinske anvendelsesmuligheder. HORNSKULPE Glaucium flavum Hornskulpe har vokset langs de danske strande. Har vokset, ja, og vokser måske nogle få steder stadigvæk, men trues med totaludryddelse. Da den er en strandplante, kan den fint dyrkes i en kvælstofrig, sandet jord. Den er toårig, og første år skal der pylres om den, men så er det også en pæn plante i haven det følgende år, og hvis den ellers kan lide stedet sår den sig selv. Planten bliver ½-1 m høj, blomsten er gul eller rød og ligner en ret stor valmueblomst. Midt i blomsten vokser der efterhånden et horn frem: Det er kapslen, der er så aflang, at den minder om en skulpe. Bladene er behårede, men minder ellers en del om bladene fra opiumsvalmue. Til hallucinogent brug kan man ryge 1-2 g (1-2 cigaretter) af de tørrede blade, eller drikke te lavet af 5 g blade. Virkningen er behagelig opstemthed, den er euphorisk i ordets oprindelige betydning: lykkebringende. Der er tale om en ny type hallucinogen virkning, men den kan til nøds sammenlignes med virkningen af hash. Den hallucinogene virkning er ikke så overraskende endda i betragtning af plantens høje alkaloidindhold: 1½ % af frisk vægt, hovedsageligt glaucin, et alkaloid beslægtet med protopin. LÆRKESPORE, HJERTEBLOMST OG LØJTNANTSHJERTE Disse planter af jordrøgfamilien har alle en tydelig, men ikke særlig kraftig virkning. Plantedelene kan tørres og ryges, men specielt for gul lærkespore gælder, at røgen kan virke stærk og ætsende; Den tørrede plantesaft er en slags opium, man kan ryge. Virkningen er behagelig, noget sløvende, og af aktiv-placebo typen. Lærkespore indeholder mange forskellige alkaloider, og har somme tider været brugt til fremstilling af opiums-erstatning. Roden er rig på alkaloider; men jeg synes det er synd at slå disse relativt sjældne planter ihjel ved at grave roden op. Hvis du finder dem i stor mængde kan du eventuelt gøre det, så skal du vide, at alkaloidkoncentrationen i roden er 5-10 x størrer end i de overjordiske dele. Jordrøg og hjerteblomst indeholder næsten udelukkende protopin. Plante Rygedosis Plantedele Alkaloidindhold Hulrodet lærkespore, Corydalis cava ½-1 g stængel + blade, evt rod o,6 % Liden lærkespore, C. facacea ½-1 g stængel + blade, evt rod Gul lærkespore, C. lutea ½ g plantesaft (stængel, blade) o,4 % Læge-jordrøg, Fumaria officinalis 2-5 g stængel + blade o,1 % Hjerteblomst, Dicentra spectabilis 1-5 g stængel + blade o,2 % STÆRKE NATSKYGGER De vigtigste danske planter i denne gruppe er pigæble, bulmeurt og galnebær. Andre stærke natskygger er alrune og måske brunfelsia. Mens de føromtalte hallucinogener aller var harmløse, blot de blev behandlet med rimelig omtanke, så er de stærke natskygger farlige, selv ved rigtig behandling. Man kan fint bruge mine angivelser af "lille dosis", eller, hvis man vil bruge dem som smertestillende middel, f.eks. 1/4 af lille dosis - det er de gode til! En lille dosis er behagelig, med en varm følelse i huden, velvære, og oftest nogle små hallucinationer. Men i den store dosis er de stærke natskygger voldsomt kraftige hallucinogener, man får en stor oplevelse, men ikke altid en behagelig oplevelse. Modsat LSD, hvor der somme tider er hallucinationer, så kommer hallucinationerne bare væltende på en stor dosis af de stærke natskygger. Og de er den rene og skære virkelighed, man føler ikke, at man ser hallucinationer, man sidder bare og klapper sin lille krokke-dil-dil-dille. Man kan kende folk, der er på de stærke natskygger, på de lange samtaler de fører med bordlampen. Under trippet kan der være bivirkninger såsom tør hals og uudslukkelig tørst, total afmattelse og slaphed i lemmerne, krampe, kvælningsfornemmelser, og mange andre ubehagelige ting. Disse bivirkninger er mest psykiske, de kan fjernes ved at styre tanken på passende vis, det er placeboeffekt. Dagen efter, at man har spist de stærke natskygger, er det ikke ualmindeligt, at man ikke kan focusere synet til at læse, ud over de store overskrifter. Efter en stor dosis kan der i sjældne tilfælde gå flere dage på den måde. Det er klart, at en så kraftig oplevelse kaster man sig ikke ud i uden forberedelse, men virkningen er ret tolerant i forhold til omgivelserne, den kan bruges i mange forskellige omgivelser. Naturskønne omgivelser er altid en god ting; men det betyder ikke lige så meget i forbindelse med de stærke natskygger som i forbindelse med LSD. Man skal dog være opmærksom på, at man ikke kan bedømme situationen på trippet, og derfor kan komme til skade, hvis man færdes i trafikken, kan falde ned et sted eller lignende. Tilkald ikke lægen, selv om du synes natskyggen tager rent kvælertag - han kan kun spille kong Gulerod, andet kan han ikke stille op. Det er langt bedre at koncentrere sig om at styre de psykiske energier. I stedet for at spise natskyggerne, kan man også ryge dem. Det giver en ret svag, behagelig virkning, som jeg ikke har så mange erfaringer med. Den hallucinogene virkning af de stærke natskygger skyldes først og fremmest stofferne hyoscyamin og scopolamin, og herudover kan planerne indeholde vekslende mængder af andre alkaloider. Flip-dosis lille stor Dødelig dosis Atropin = dl-hyoscyamin = tropin tropat 5 mg 25 mg 100-500 mg Hyoscyamin = l-hyoscyamin =daturin = duboisin 3 mg 15 mg 50-300 mg = levisin = l-tropintropat Atroscin = dl-scopolamin 1 mg 4 mg 100-200 mg Scopolamin = l-scopolamin ½ mg 2 mg 50-100 mg = hyoscin = scopintropat Som det ses af tabellen er der så pas stor afstand mellem flip-dosis og dødelig dosis, at alkaloiderne i de stærke natskygger sagtens lader sig anvende. På den anden side er afstanden heller ikke større, end at man må være nogenlunde omhyggelig med afvejningen; det går ikke an at spise på slump. Hvis man forsøger at udtrække hyoscyaminen fra en af de stærke natskygger, vil den blive omdannet til atropin. Atropin er i virkeligheden en blanding af to stoffer, der ligner hinanden, ligesom den højre hånd ligner den venstre. De kaldes d-hyoscyamin og l-hyoscyamin. Det er l-hyoscyaminen, der er det aktive stof. Noget helt tilsvarende gælder for scopolamin, der bliver omdannet til atroscin. Så skønt hverken atropin eller atroscin findes naturligt i planterne, så er det de stoffer, man kan udvinde, f.eks. ved ekstraktion. Atropin og de beslægtede stoffer er kendte lægemidler. De bruges som modgift mod en lang række gifte, bl.a. svampegiften muscarin og mod nervegas. Derfor er atropin også en del af standardudrustningen i det danske militær. Blandinger med andre hallucinogener, f.eks. hash og LSD, kan godt anbefales. Som hallucinogen er scopolamin langt kraftigere en atropin. Ikke blot skal man bruge en mindre dosis, men forholdet mellem hallucinationer og bivirkninger er også gunstigere, når nu det er hallucinationerne, vi er ude efter. Skal stoffet bruges som lægemiddel, smertestillende, eller det er en afslappet, behagelig virkning, vi er ude efter, så er atropin i små doser bedst. PIGÆBLE Datura stramonium Pigæble dyrkes hist og her som prydplante, og ved juletid er det fint at bruge de nøgne stængler med kapslerne i juledekorationer. Frøkapslen med pigge er meget dekorativ, den ligner en kastanie; men i stedet for kastanier indeholder den 100-500 små sorte frø. Den siges at vokse vildt i Danmark, men jeg har aldrig fundet den. Hele planten er meget stærkt hallucinogen. Tørrede pigæbleblade er virksomme mod astma, når de ryges. Derfor sælger apoteket astmacigaretter, også kaldet stramoniumcigaretter, der indeholder pigæbleblade; de er dog receptpligtige. Du kan afprøve virkningen af pigæble ved at koge te på 2 g astmacigaretter og drikke teen. Taget på denne måde er Pigæble et harmløst hallucinogen, forudsat at man er omhyggelig med at overholde doseringen, og kun prøver trippet en enkelt gang eller to om året. Generelt må det siges, at pigæbles virkning ikke behager mange, en stor dosis er en lovlig voldsom oplevelse for de fleste, men en lille dosis kan være behagelig. Tørrede pigæbleblade indeholder o,3-o,5% alkaloider, ganske overvejende hyoscyamin. Ud fra virkningen vil jeg dog skønne, at mens bladene hovedsageligt indeholder hyoscyamin, så indeholder frøene desuden en del scopolamin, og skal behandles derefter - scopolamin er jo et voldsomt kraftigt hallucinogen. Bladene skal tørres hurtigt over svag varme for ikke at tabe i kraft, og holdbarheden er begrænset. Dosering: Lad være med at bruge FRISK PLANTE TØRRET PLANTE stk-doserne, de er Lille Stor Lille Stor for farlige! dosis dosis dosis dosis o,3 g 1,5 g o,3 g 1,5 g Frø 30 stk 150 stk 30 stk 150 stk Blade 5 g 15 g 1 g 3 g Rod 4 g 8 g ½ g 1 g Pigæble er yderst nem at dyrke, og sår sig selv år efter år. Frøene taber dog ret hurtigt spireevnen, hvis de gemmes i flere år. Det er bedst at høste bladene, mens planten blomstrer, og frøene når de er sorte; fjerner man frøkapslerne, inden de har kastet for mange frø, lettes næste års lugearbejde. En hvilkensomhelst del af planten vil være virksom som hallucinogen, bare den ikke er helt vissen. ANDRE PIGÆBLESORTER Verden over bruges et væld af pigæblesorter som hallucinogener. Således Datura fastuosa (tidligere kaldet Datura metel) fra Asien og Afrika, og blå pigæble (Datura tulula) fra Sydeuropa. Fra Mexico kendes, og bruges, især Datura inoxia og Datura meteloides; to sorter der minder meget om hinanden. I Sydamerika vokser der, foruden de små sorter, også Daturatræer, således Englebasun (Datura arborea) og Engletrompet (Datura suaveolens), og et væld af andre Datura-sorter og varieteter. Mange af sorterne, bl.a. også Datura-træerne, kan dyrkes i Danmark. De kræver en lun vokseplads og en stor potte, så de kan tages ind om vinteren. De har nogle flotte, store blomster. Datura fastuosa, blade: o,5% scopolamin, samt lidt atropin mv. Datura tolula, blade: o,4% scopolamin. Rod: o,o8% scopolamin. Datura-træerne: Knapt så stærke som Datura stramonium. BULMEURT Hyoscyamus niger Bulmeurt har været bestanddel i mangen en heksebryg; ja sågar været brugt til at lave flyvesalver med. Bladene er ret alkaloidfattige, men blomsterne og især frøene er velegnede som hallucinogener. Bladene har kirtelhår, der udskiller et sekret, der ikke er så rart at røre ved, hverken for ganer eller for omkringstående planter; man kan ligefrem se, hvordan planterne udenom giver plads for den. Bulmeurt vokser vildt i Danmark, men er ret sjælden. Til gengæld er den nem at dyrke, og den sår sig selv overalt, især på næringsrig jord. Frøene kan holde sig spiringsdygtige i hundredevis af år. Hvis du plukker blomsterne, så tør dem rimeligt hurtigt, ellers taber de for meget i kraft. Hyoscyamus niger var. lutea (=Hyoscyamus lutea) ligner almindelig bulmeurt, men har gullige blomster. Den bruges præcis som almindelig bulmeurt. I Nordafrika vokser Hyoscyamus muticus, der også bruges som hallucinogen. Den er meget rig på alkaloider: Tørrede blade 1,4%, tørrede frø 1%. Jeg har dog ingen erfaringer med denne plante. Frisk plante Tørret plante Hyoscyamus niger: lille dosis stor lille dosis stor Alkaloidindhold Blade o,o4-o,o8 % Blade 20 g 5 g - Rod o,16 % Frø o,o6-o,1 % Blomster 2 g 10 g ½ g 2 g ret meget scopolamin Frø 1 g 4 g 1 g 4 g GALNEBÆR Atropa belladonna Galnebær har fået sit navn efter sin giftighed; dvs. på dansk gør hun galen, det er ikke så galt. På engelsk hedder hun Deadly Nightshade (dødelig natskygge), på tysk Todkirschen (dødskirsebær), ikke til at misforstå. På latin Atropa belladonna efter skæbnegudinden Atropos, der skærer livsnerven over. Belladonna (smuk dame) hedder hun mest, fordi et vandigt udtræk, belladonnaekstrakt, er blevet brugt som hallucinogent kosmetikum. Et dryp belladonnaekstrakt på øjnene får pupillerne til at udvide sig, så man får sorte, sorte øjne. Det bruges stadig medicinsk til øjenundersøgelser. Oh, alle de skønne bær med deres saftige kød omkring, som sidder der så fugle og dyr kan spise bærret, og siden skide det ud, så frøet bliver sået med en lille klat gødning omkring. Men galnebær har fundet en fidus til at få en stor klat gødning: Lille fugl tril død om. Disse meget velsmagende, dødeligt giftige bær. Jeg synes, hun har en mordersjæl, jeg kan ikke helt forliges med hende. Nu er jeg ikke sød ved hende, de bær er et udmærket og velsmagende hallucinogen. Galnebær vokser vildt måske to steder i Danmark. Længere sydpå, i Centraleuropa og ved Middelhavet, er den mere almindelig, på De Græske Øer vil det være muligt at finde hele skove af galnebær. Planten kan dyrkes i danske haver, men det vil jeg kraftigt fraråde. Uden en 100% effektiv indhegning kunne man let komme til at slå et andet menneske ihjel. Dødelig dosis er angivet til 10-20 bær, og selv om jeg synes de 20 lyder mest rimeligt, så ville det være en smal sag for en intetanende, lækkersulten person at sætte de første 50 bær til livs. Bærrenes gode smag gør galnebær til en langt farligere giftplante end pigæble. Alkaloiderne i galnebær er for 95% vedkommende hyoscyamin, også bedømt ud fra virkningen kan jeg sige, at scopolaminindholdet må være meget lille. Også i resten af planten består alkaloiderne overvejende af hyoscyamnin. Da alkaloidindholdet falder med tiden, bør man ikke bruge plantedele, der er over 1 år gamle. Galnebær: lille dosis stor dosis alkaloidindhold friske bær: 2 stk 5 stk i blade og rod: Friske blade: 5 g 15 g ca. o,5 % tørrede blade & rod: 1 g 3 g ALRUNE Mandragora Den sagnomspundne ægte alrune = Mandragora officinarium, forveksles ofte med forårs-alrune = Mandragora vernalis, det er således sket i de tidligere udgaver udgaver af denne bog. Ægte alrune har nogle små, gule, runde bær, 3 mm i diameter, mens forårs-alrunes frugter er nogle 4-8 cm store, runde, grønne æbler, i biblen kaldet kærlighedsæbler. I det følgende mener jeg forårs-alrune, når jeg skriver alrune. Alrune kaldes også "alrune rod", hvilket har ført til den misforståelse, at man skulle grave planten op og bruge roden. Det skal du ikke gøre- så slår du jo planten ihjel. Alrune er en forårsblomst, den blomstrer allerede i marts- april, og bladene visner bort omkring midsommer. Så ligger frugterne, kærlighedsæblerne, over jorden, mens kraften går ned i roden. Hvis du vil prøve alrune, så brug frugterne eller bladene. Alrune kan gro i Danmark; den sætter pris på et lidt lunt voksested, og den skal helst have et tykt lag muld, så den kan få plads til sin store pælerod. Det volder ofte noget besvær at få frøene til at spire, frugtkødet udenom skal rådne væk først. Så om efteråret ved at lægge et helt kærlighedsæble ovenpå jorden, bræk det gerne lidt i stykker. Om foråret håndluger du ukrudt væk, kimplanterne af alrune har nogle aflange kimblade, der kan minde om kimbladene af tomat eller pigæble. Hele planten er ret rig på alkaloider, især hyoscyamin. Roden indeholder ca. o,5% alkaloider, heraf er de 90% hyoscyamin, resten hovedsageligt scopolamin. Altså en typisk alkaloidfordeling for de stærke natskygger. Ud fra et spinkelt erfaringsmateriale, og hvad jeg har hørt fra folk, der har afprøvet planten, vil jeg foreslå følgende omtrentlige dosering: Friskt frugtkød: Mindst 2 g Tørret Frugtkød: Ca. 2 g Tørret rod: 1-2 g Alrunen omtales to steder i Biblen. Således havde Jakob to koner, Rakel og Lea, men han ville kun sove med Rakel, da han var blevet snydt til at gifte sig med Lea, og Rakel kunne ikke blive frugtsommelig; stor ynk alt sammen. Men da Lea kom med kærlighedsæblerne sagde Rakel: Giv dem til mig, så må du til gengæld sove med Jakob. Således blev Lea frugtsommelig, og Gud kom Rakel i hu, så også hun blev frugtsommelig. MUSKAT Myristica fragrans Både muskatnød og muskatblomme er hallucinogene, hvis de spises i store doser, men de har et ret dårligt rygte. Mange har prøvet muskatnød uden at få den hallucinogene virkning, men tømmermændene er de ikke sluppet for af den grund. Man skal spise omkring 10 muskatnødder, og den dødelige dosis er omkring 20 nødder, der er for lille afstand mellem trip-dosis og dødelig dosis. Der har været foretaget mange kemiske undersøgleser af muskatnødder, de indeholder stoffer som elemicin, myristicin og safrol, der er MAO-inhibitorer (se under ayahuasca). DMT virker som nævnt hallucinogent, hvis det spises sammen med en MAO-inhibitor, og muskatnøddetræet har flere slægtningen, der indeholder DMT. Bare små mængder DMT i muskatnød ville forklare virkningen, men DMT er, trods mange analyser, aldrig blevet påvist kemisk i muskatnødder. De DMT-holdige slægtninge er Gymnacranthera paniculata fra Australien, og virola-træerne fra Sydamerika. De sidstnævnte er populære til fremstilling af snuspulvere, der bruges under navne som epena, parika, yakee og nyakwana-snus. STEPPERUDE Peganum harmalia Stepperude hører oprindeligt hjemme i et område fra Mellemøsten til Manchuriet; den har gode medicinske egenskaber, og bruges desuden til farvning og som hallucinogen, og findes nu indført i Nordafrika, Spanien, Mexico og sydlige USA. Både roden og frøene er som hallucinogene, normalt bruges frøene. Frøene skal knuses for at virke, og da de har en grim smag, er de ikke så rare at tygge, men du kan knuse dem og trille piller af dem (se s. qq). Hvis frøene knuses ordentligt i en morter, får de en pastaagtig konsistens, og kan direkte formes til en noget skrøbelig pille, der med forsigtighed kan sluges hel. Den hallucinogene virkning er meget ren, med klarsyn, hallucinationer, og en varm følelse i kroppen. Virkningen er ikke ulig virkningen af de stærke natskygger, men uden de ubehagelige bivirkninger (tør hals osv). Stepperude virker ikke speedet, hverken på kroppen eller på hjernen, så en let højnelse af speedniveauet med en kop kaffe vil nok være på sin plads. Trippet varer i ca. 8 timer, dosering: Lille dosis (efter min erfaring): 1-2g. Normal dosis: 5g. Startdosis (efter hvad jeg har læst): 10g. Normal dosis: 30g. Stepperude-frø indeholder ca. 3% alkaloider, trip- dødelig bestående af en blanding af harmin og harmalin. dosis dosis Begge stoffer virker hallucinogene og er harmin 500 mg 10000 mg MAO-inhibitorer (se side qq). harmalin 500 mg 6000 mg Det er muligt at dyrke planten indendørs i en urtepotte, men den har det med at gå ud om vinteren. Frøene spirer villigt, og hvis man holder jorden passende fugtig skulle den kunne gro sig stor. Pas på ikke at gøre jorden alt for fugtig, og stil urtepotten udendørs eller i drivhus om sommeren. AYAHUASCA Den sydamerikanske kæmpelian Banisteriopsis caapi indeholder harmin, ligesom stepperude. Den bruges som ingrediens i en stærkt hallucinogen drik, der i Perus regnskov kaldes "ayahuasca", i Braziliens regnskov "caapi" og i Colombias regnskov "yage". Jeg synes, ayahuasca er sådan et smukt navn, og så betyder det "sjælens lian". Foruden barken fra lianen tilsættes bladene fra et træ, Psychotria viridis (eller en anden Psychotria-art), og lianens lidt brutale harmin-virkning overdøves af en noget mere LSD-agtig virkning fra Psychotriaen. Psychotria viridis indeholder alkaloidet DMT, der er kendt for sin stærke, LSD-agtige virkning, når det ryges, men normalt ikke virker, når man spiser det. For når det spises vil et enzym, MAO (MonoAminOxidase), nedbryde DMT-en. Men harminen fra lianen er en stærk MAO-inhibiter, dvs det blokerer for MAO, så når DMT indtages sammen med harmin virker det. DMT er velegnet til "frokost-trip", hvis man ellers kan skaffe det. Hvis det sniffes eller ryges virker det som LSD, men virkningen holder sig kun i ca. ½ time. I Ayahuasca holder virkningen sig dog i meget længere tid, da DMT-en ikke straks nedbrydes. IBOGA Tabernanthe iboga I Gabon og Zaire er det populært at tygge iboga eller eboka, det er roden fra planten Tabernanthe iboga, der vokser vildt i underskoven, og desuden dyrkes. Den virker som stimulant, hallucinogen og som elskovsmiddel. En lille dosis er omkring ½g, en stor dosis omkring 20g, og en endnu større dosis bruges somme tider, men kan i sjældne tilfælde medføre døden. Trippet er meget kraftigt, med hallucinationer og ego-tab. Roden, især rodbarken, fra Tabernanthe iboga indeholder ca. 5% alkaloider, hovedsageligt ibogain, der er det vikrsomme stof i drogen. Nicotina tobacum Tobak er et farligt narkotikum. Det indeholder giftstoffet nicotin, og virkningen af en enkelt cigaret holder sig i mange timer. Hertil kommer, at det er udpræget vanedannende, det er farligt for lungerne, og det mindsker potensen. Dårligt trip. MILDE NATSKYGGER Jeg har allerede omtalt en del planter af Natskyggefamilien, således "de stærke Natskygger" (Pigæble, Bulmeurt, Galnebær og Alrune), Bittersød Natskygge og Tobak. Bittersød Natskygge bør nok regnes med til de "milde Natskygger", mens stueplanten Brunfelsia nok bør regnes med til de Stærke Natskygger. Tilbage i Natskyggefamilien er: Milde Natskygger Andre Natskygger Sort Natskygge (Solanum nigrum) Petunia (Petunia)(uden virkning) Bukketorn (Lycium halimifolium) Kinesiske Lygter (Physalis) Kartoffel (Solanum tuberosum) (ikke afprøvet) Tomat (Lycopersicum esculentum) De milde natskygger har alle en vis, omend ret svag, hallucinogen virkning, når de ryges. Til dette formål er tørrede kartoffelblomster nok mest velegnede. Men hvis man har røget en pibe hash og er blevet lidt kokset, så har de milde natskygger en god virkning: Man kommer lidt ned fra hashtrippet, samtidig med at farverne bliver forstærkede. Man bør ikke spise de grønne plantedele, de indeholder en række giftstoffer (solamargin, solasodin m.fl.), specielt advarer jeg mod at spise de umodne frugter. Jeg er blevet syg af at spise syltede, grønne tomater, købt i et supermarked. Bærrene af Sort Natskygge er selvfølgelig giftige, når de er umodne. De modne bær er sunde og smager lækkert - Dog, de modne bær indeholder ganske små mængder atropin eller lignende. Man kan få en let og behagelig atropinvirkning ved at spise de modne bær i stor mængde. Ummmm! AGURK Cucumis sativus Adskillige nytteplanter går under det latinske navn Cucumis sativus: Agurk, græskar, squash, og melon. De har en rimelig kraftig, men kortvarig virkning, når de ryges. Prøv at pakke de tørrede blade ind i cigaretpapir og ryg et par cigaretter af dem, der kræves en ret stor dosis, omkring 1g. KAFFE, TE & CACAO Kaffe er et populært, opkvikkende middel. Selv om det ikke virker lige så kraftigt på alle ledder som amphetamin, så har det de samme egenskaber: Det er opkvikkende, vanedannende, og med abstinenser når brugen ophører. Te indeholder det samme aktive stof som kaffe: Koffein. Koffein kaldes også coffein eller thein; det sidste navn bruges kun, når koffeinen er udvundet af teplanten - men det kan man jo ikke se på alkaloidet. Teblade indeholder ca. dobbelt så meget coffein som kaffebønner; men da man bruger 5-10 gange mindre teblade til en kop te end man bruger kaffebønner til en kop kaffe, bliver kofffeinindholdet kun ca. det kvarte. I en tidligere uydgave af denne bog påstod jeg, at alkaloidindholdet pr. kop var omtrent det samme; men det er altså ikke rigtigt. Visse grønne tesorter har dog et langt større koffeinindhold, så her bliver alkaloidindholdet pr. kop det samme som i kaffe. Kan man lide smagen af te, men ikke den opkvikkende virkning, så anbefales det at lave te af solbærblade, den smager næsten ligesådan, men virker ikke opkvikkende. Er man kun interesseret i den opkvikkende virkning, så kan man købe koffeintabeletter på apoteket. Hver tablet indeholder gerne 100 mg koffein og svarer i virkning til en kop kaffe. Advarsel: det kan være meget skadeligt at drikke mere end et par kopper kaffe i rap. Cacao indeholder kun lidt koffein, men til gengæld meget theobromin, et alkaloid der kemisk ligner coffein meget, og så vidt jeg ved virker fuldstændig ligesådan. Et stykke chokolade er et kendt, opkvikkende middel, og ved børne- fødselsdage kan man tydeligt se den opkvikkende virkning, en kop cacao har. Kioskerne hertillands sælger enorme mængder chokolade-godterier. Det hænger utvivlsomt sammen med den vanedannende virkning af theobrominen. Cola-nødder (Cola nitida) indeholder ca. 1½ % koffein, ligesom kaffe. Frøet fra den Sydamericanske lian Paullinia cupana, og barken af Paullinia yopo, indeholder ca. 4% koffein, og begge bruges til at lave nogle populære, opkvikkende drikke af, kaldet henholdsvis guarana og yopo. Også bladene af vores hjemlige Kristtorn (Ilex aquifolium) indeholder koffein; man skal dog ikke bruge bærrene, der nok indeholder koffein, men desuden er giftige. I forbindelse med trip er det udmærket at bruge kaffe, te eller cacao til at styre speedniveauet med. Ofte er problemet dog et for højt speedniveau, og så skal man specielt holde sig fra disse droger. Coffe- Theo- Alkaloidindhold: in bromin i % mg pr. kop af drik Kaffe, Kaffebønner Coffea rubusta, Coffea arabica ++ - 1-2 100 Te, Teblade Thea sinensis (=Camellia s.) ++ + 2 25 Cacao, Cacaopulver Theobroma cacao + ++ 1½-3 100 DESTILLATIONSAPPARAT Dette apparat er velegnet til adskil- lelse af væsker med relativt lille kogepunktsforskel. Der advares mod at bruge apparatet til at fradestillere alkohol fra alkoholiske væsker, da en sådan anvendelse er forbudt i mange lande. Bortset fra metalbeholderen nederst kan delene til apparatet let købes. Termometeret er nyttigt, men ikke nødvendigt. Inden apparatet bruges første gang, bør det renses. Fyld det med vand, og lad det køre, til destillatet smager rent. Dampene stiger op i kolonnerøret, hvor noget af dampen fortættes igen. Den fortættede damp løber tilbage i kolonnerøret, men varmes op af dampene nedefra, så noget fordamper igen, især de flygtige komponenter. Derfor får man en lige så god destillation ved at destillere én gang med kolonnerør, som man teoretisk kunne få ved 5-15 på hinanden følgende destillationer uden kolonnerør. Det lille rør nederst i kolonnen hjælper den fortættede damp med at slippe forbi den opstigende damp, så kolonnerøret ikke fyldes med væske. kølevand ud omløber med pakning. Bruges 4-6 steder i apparatet. kobberrør kolonne af et vandrør, 1-3 meter højt og mindst 3/4" kolonnerøret fyldes op med små sten kolonnerøret skal isoleres passende. For lidt eller for meget er skadeligt. kølevand ind Evt. brand- fare her EKSTRAKTIONS- OG DESTILLATIONSAPPARAT amerikansk design is kraftig plastik snor og elastik tragt kande med de tørrede, knuste plantedele, som man er ved at ekstrahere stor dåse eller blikspand balje med vand i læg nogle søm under dåsen, så vandet kan komme til, og dåsen ikke bliver for varm to elektriske varmeplader af sikkerhedshensyn bør appara- tet kun bruges ude i det fri Ekstraktionsapparat Kom 1½ kandefuld af opløsningsmidlet i kanden + dåsen, og de tørrede, knuste plantedele i dåsen. Når vandbadet varmes op, opvarmes opløsningsmidlet, som så fordamper, fortættes på plasticen under isen, og drypper ned gennem tragten til plantedelene. Udtrækket løber så ovenud af kanden og ned i dåsen, hvorfra opløsningsmidlet atter kan fordampe. Ekstraher i 2-24 timer. Fjern så plastikken, og filtrer kandens indhold gennem et kaffefilter ned i dåsen. Apparatet stilles nu op igen med kanden erstattet af en lidt større beholder. Når man så varmer igen, destillerer det rene opløsningsmiddel over i den lidt større beholder. Når apparatet startes op dannes der overtryk i dåsen, og når der slukkes for apparatet, dannes der ved afkølingen tilsvarende et undertryk, der kan suge plastikken ned og ødelægge den. Udluft ved at stikke noget op mellem dåsen og plastikken. Plastikken tåler ikke alle opløsningsmidler. Inden du går i gang, kom lidt opløsningsmiddel ud på noget af plastikken, og mærk efter, at det ikke føles fedtet. Hvis det føles fedtet er det tegn på, at opløsningsmidlet opløser plastikken. Om brandfarlige dampe gælder det makværdige forhold, at de kan antændes. Termostatet i en varmeplade giver gerne en lille gnist fra sig. Derfor bør ekstraktion med brandfarlige væsker ske udendørs. RAFFINERING Du vil tit ønske at skille "det gode" fra "det dårlige" af en plante. Det gør du f.eks. hvis du laver et vandigt udtræk i form af en kop kaffe eller te. Metoden -vandigt udtræk- er også velegnet til mange andre planter, og nedenfor gives flere forslag til, hvordan man kan skille det gode fra det dårlige. Du skal altid afprøve en metodes anvendelighed ved både at afprøve virkningen af det raffinerede produkt, og virkningen af det, der blev tilbage. KONCENTRERET VANDIGT UDTRÆK Hvis du har en elektrisk saftjuicer er det det bedste, kør planten gennem maskinen, tilsæt vand til de tørre dele, lad det trække et kvarters tid, og kør det atter gennem juiceren. I stedet kan du bruge en persillekværn. Kør først plantedelene flere gange igennem, tilsæt så lidt vand, lad det trække lidt, og mas så safen fra med en finger. Gentag processen f.eks. 5 gange. Det er bedre at bruge lidt vand mange gange, end meget vand nogle få gange. TINKTUR 7 dele finsprit (96%), 3 dele vand og 2 dele tørrede urter kommes i et syltetøjsglas med låg. Stilles lunt i 1 uge, hvorefter væsken sies fra. EKSTRAKTION Prøv dig frem for at finde et godt opløsningsmiddel. Udtræk f.eks. 4 gange og afprøv, om planteresterne er inaktive efter ekstraktionen. I så fald kan du ekstrahere i størrer stil, brug eventuelt ekstraktionsapparatet beskrevet på forrige side. En nemmere metode er bare at overhælde urterne med opløsningsmidlet, lade dem stå og trække (6 timer), og så si opløsningsmidlet fra og inddampe. Man bør ekstrahere flere gange, gerne med lidt forskellige opløsningsmidler. Bruges vand som det ene opløsningsmiddel, bør man først udtrække med et andet opløsningsmiddel, så cellerne sprænges. for øvrigt er det altid en god idé at afslutte inddampningen med tilsætning af lidt vand, så vandet, når det fordamper, river de sidste rester af det andet, måske giftige, opløsningsmiddel med bort. ALKALOIDEKSTRAKTION Alkaloider har baseegenskaber, og i nogle tilfælde kan følgende metode given en meget fin oprensning: Ekstraher først med æter eller et andet organisk opløsningsmiddel, der ikke er vandopløseligt. Tilsæt så stærkt fortyndet saltsyre, og ryst blandingen længe og grundigt i en skilletragt (der dannes overtryk: hold om proppen, vend skilletragten på hovedet, og åben for hanen). Syre omdanner baser til salte, og de fleste salte er vandopløselige, så alkaloidet opløses nu i vandet, mens fedtstoffer og andre uønskede stoffer bliver i æteren. Lad væsken stå og falde til ro, og tap den vandige opløsning fra gennem hanen, æteropløsningen kasseres. Neutraliser så den vandige syre med natron (natriumhydrogencarbonat) og hæld den tilbage i skilletragen sammen med frisk æter. Ryst - alkaloider er gerne lettere opløselige i æter end i vand, og opløses denne gang i æteren. Det skal understreges, at alkaloiders opløselighedsforhold er mere komplicerede end som så, man må prøve sig frem i hvert enkelt tilfælde. PILLETRILLERI Nogle af de planter, jeg har beskrevet, smager så afskyeligt, at det kan være et problem bare at få dem ned. Som regel er det nødvendigt at knuse planten, for at den skal virke, men smagen bliver betydeligt forværret herved. Ved små mængder plantemateriale kan man pakke det ind i cigaretpapir, og sluge pakken hel. Hvis man kan købe gelantinekapsler på apoteket, kan de bruges i stedet for cigaretpapir. Man kan også trille piller af plantematerialet: Bland 2 dele plantemateriale med 1 del fluormelis eller fint pulvariseret sukker. Varm gerne blandingen lidt op, og tilsæt kogende vand dråbevis, indtil blandingen har en dejagtig konsistens; hellere lidt for lidt vand end lidt for meget. Så kan den formes til piller, de skal ligge nogle dage til tørring, før de er klar til brug. En pille bør ikke veje over ½ g, hvis det da ikke er en hest, der skal sluge dem. .